”Efter hvad jeg kan se, er der ingen tvivl.” Ypperstepræsten vendte blikket mod den skrøbeligt udseende dreng og så på ham hen over de halvmåneformede brilleglas. Der var lige dele beundring og medfølelse i hans blik. Torn kiggede tilbage efter endnu engang at have ladet blikket sejle henført rundt langs katedralens høje lofthvælvinger. De sad i biblioteket, væk fra messeområdet så der var mulighed for at tale sammen i stilhed. Ved siden af Torn sad fru Dana med hænderne i skødet og blikket skiftevis på ypperstepræsten og den lille dreng. Ved synet af Torns rådvildhed lagde hun langsomt en hånd på hans skulder.
”Forstår du hvad Ypperstepræst Darion fortæller dig?” spurgte fru Dana. Torn vendte sig mod hende og det hun så i hans øjne viste mere end blot rådvildhed. Drengen var helt og fuldt ude af stand til at forstå, hvad der var sket.
Ypperstepræsten rejste sig og gik de få skridt rundt om bordet de sad ved, hen ved siden af ham. ”Det jeg prøver at fortælle dig min ven,” sagde han med venlig stemme, ”er, at det var dig, som hjalp Alaric ude i skoven. Det er din fortjeneste, at han ikke har så meget som en eneste skramme efter ulvene.”
Torn så på ypperstepræsten og begyndte lidt efter at ryste på hovedet. ”Nej, det var hende kvinden, der hjalp ham. Jeg så det selv. Jeg gemte mig, fordi jeg var bange. Det er ikke mig der har gjort noget.” Han vendte sig mod fru Dana og flyttede uroligt på sig. ”Kan vi ikke tage tilbage til børnehjemmet nu? Alaric savner os sikkert.”
Fru Dana så på Ypperstepræsten med et forvirret blik, men den gamle mand smilede blot.
”Jovist må du tage hjem til din ven,” sagde han, ”men jeg ønsker at du skal kende dit sande jeg inden du forlader dette rum.” Ypperstepræst Darion havde ikke hævet stemmen, men der var alligevel noget i sætningen, som fik Torn til at lytte.
Han vendte sig på stolen. ”Mit sande jeg?”
Darion smilede og nikkede, hvorefter han rejste sig og gik hen til den nærmeste bogreol. Han trak en tilsyneladende tilfældig bog ud fra den midterste hylde og kom tilbage til de to ved bordet.
”Torn,” sagde han med let højtidelig mine. ”Du har medfødte evner til at blive præst. Det var på grund af disse evner, at du på mirakuløs vis helede din ven i skoven. Nej, du skal ikke ryste på hovedet for det er sandheden. Da du så at din ven var i fare, gik dine medfødte evner i gang, og du helbredte ham uden at vide, at det kom fra dig. Du frembragte lysglimtet og reddede Alaric fra døden.”
Torn så på Darion med åben mund. Han var stadig ikke sikker på, om han forstod, hvad manden ville fortælle ham. ”Men hvordan kan De være så sikker herre?”
Darion smilede og satte sig på hug foran drengen. ”Sig du bare du min ven. Hvis du indvilliger får vi to meget mere med hinanden at gøre i fremtiden.”
Torn glippede forvirret med øjnene. ”Hvad mener De, jeg mener du?” Han vendte sig mod fru Dana. ”Hvad mener han med det fru Dana?”
Fru Dana så på ypperstepræsten, som gjorde en gestus til at hun måtte fortsætte. Hun så på Torn. ”Stormwinds præster ønsker at tage dig lære, og undervise dig i helingens kunst. Det er en stor ære at komme i lære så tidligt. De fleste præster begynder først deres læretid, når de er myndige.”
Torn slog blikket ned og prøvede at samle sine tanker. ”Men hvad så med Alaric? Så ser jeg ham måske aldrig mere.”
”Din ven skal du ikke bekymre dig om,” lød ypperstepræstens stemme fra den anden side af bordet. ”Da du endnu ikke er myndig, tilbyder vi at undervise dig her i biblioteket om dagen. Når du ikke får undervisning kan du frit opholde dig på børnehjemmet som du plejer.”
Fru Dana nikkede og rakte en udglattende hånd ud mod Torn. ”Du bliver selvfølgelig hos os, indtil du er gammel nok til at tage vare på dig selv.”
Torn nikkede og brugte noget tid på at samle sine tanker. Han forstod ikke mange af de ord, som fru Dana og Ypperstepræst Darion brugte, men han forstod dog, at dette valg kunne ændre hele hans liv. Han kunne få undervisning i de evner, som hr. Darion påstod at han havde og samtidig blive sammen med Alaric på børnehjemmet og lege, når der ikke var undervisning. Eller han kunne sige nej og lade sit liv fortsætte som det havde gjort hidtil. Med folk, som kaldte ham grimme ting på gaden og piger, som hellere ville kysse en rådden gris end at ses sammen med ham.
”Ja min lille ven, det er i sandhed et stort og svært valg. Tag dig endelig god tid.”
Torn løftede blikket og så på hr. Darion ved lyden af hans stemme.
”Jeg vil gerne,” sagde han. Lyden af ordene lød underligt i det højloftede rum. Næsten som om de blev sagt gennem et lydskjold eller i en drøm. Torn så smilene på både ypperstepræstens og fru Danas ansigter og forstod pludselig, at denne dag og dette tidspunkt ville være noget, som han aldrig i sit liv ville glemme.
Torn løb i forvejen den korte vej fra katedralen til børnehjemmet, mens fru Dana takkede og sagde farvel til ypperstepræsten på katedralens store marmortrappe. Efter at han havde sagt ja til præsternes tilbud, havde Torn ikke rigtig hørt efter, hvad de voksne talte om. Hans hoved var alt for fyldt af drømme om heltegerninger og tanker om hvad fremtiden ville bringe. Det bedste af det hele var, at han stadig kunne være sammen med Alaric og lege og lave sjov, som de aldrig havde gjort. Og når Torn havde lært noget mere heling, kunne de opsøge ulvene igen og så kunne han hele Alaric igen og igen, mens vennen bankede rovdyrene sønder og sammen.
Der gik nogle minutter fra da Torn var kommet tilbage til børnehjemmet til han forstod, at hans bedste ven slet ikke var hjemme. Dette satte et lille skår i glæden og Torn satte sig afventende ved langbordet og begyndte at lege med en lille top af træ, som han havde i lommen. Han havde fået den af en af håndværkerne i byen på en af de heldige dage. De mere velstående mennesker i Stormwind gav somme tider små gaver til børnene på børnehjemmet. Nogen gange var det næsten ubrugelige ting, som et afrevet dukkehoved eller en tom vinflaske, men andre gange kunne man være heldig at få ting, som for eksempel denne top af træ.
Indgangsdøren fløj op og hamrede ind i væggen, så Torn var lige ved at falde ned af stolen af forskrækkelse. Han vendte sig, og så det største smil, han nogensinde havde set plantet lige midt i sin bedste vens ansigt.
”Alaric! Hvor har du været? Hvad er der sket?”
Alaric grinede og satte sig på stolen ved siden af Torn. Udenfor kunne Torn se fru Dana stå og snakke med en ung kvinde. Hun virkede lidt bekendt, men nåede ikke at tænke længere over det, før Alaric trak ham i skulderen.
”Ved du hvad jeg skal?” Hans øjne lyste og det var let at se, at drengen var ved at sprænges for at få lov at fortælle nyheden.
”Nej, hvad skal du?”
Alaric forsøgte at holde en kunstpause for at trække spændingen ud, men måtte til sidst opgive. ”Jeg skal i lære! Som kriger!”
”Kriger?” Ordet lod et øjeblik helt fremmed for Torn. Han så igen på sin ven i håb om at få mere at vide.
”Ja mand! Som kriger for Stormwind, og Kong Varian! Fru Helene er allerede ved at aftale det hele med fru Dana.” Han pegede ud gennem den åbne dør på de to kvinder på pladsen foran børnehjemmet. ”Det er hende der hjalp os i skoven.”
Nu vidste Torn hvorfor kvinden havde forekommet ham bekendt. Selvfølgelig. Det var jo troldkvinden, som havde sørget for at drengene kom tilbage til gruppen. Men der var noget som ikke stemte. Han så på Alaric.
”Men fru Helene er ikke kriger. Hun er troldkvinde. Det sagde hun selv. Hvordan kan du komme i lære som kriger hos en troldkvinde?”
Alaric slog en latter op så høj, at adskillige at de andre børn i rummet vendte sig mod lyden. ”Nej din klovn, det er da ikke hende, jeg skal i lære hos. Det er hendes bror!”
Torn glippede med øjnene. ”Hendes bror?”
”Ja! Sir Galvon Stenrose. Han er kendt over hele Azeroth som en af Kong Varians mest trofaste og loyale riddere.”
Torn havde svært ved at dele Alarics glæde. ”Og han søger lærlinge?”
”Ja! Altså kom nu ind i kampen Torn. Du sidder bare her og hænger. Du kunne da godt være lidt glad for at din bedste ven endelig har en chance for at blive til noget.”
Torn nikkede fladt. ”Ja, selvfølgelig. Tillykke Alaric.” Det lykkedes for ham at mønstre et smil, så Alaric ikke kom med flere underlige kommentarer.
Da fru Dana kom ind lidt efter, søgte hun Alaric for at sætte ham mere ind i det som hun og fru Helene havde aftalt. Han indlevede sig så meget, at han snart glemte Torn, som besluttede sig for at gå tidligt i seng. Egentlig forstod han godt Alarics glæde. Han havde jo selv følt det samme, da sandheden om hans egen fremtid var gået op for ham. Men Alaric havde bare en evne til at føre al opmærksomheden på ham selv og glemme alt andet. Torn manglede endnu at fortælle om sit besøg i katedralen.
Mørket var blevet tættere, da han endelig hørte Alaric på stigen. Den lyshårede dreng sendte sin ven et smil, hvorefter han trak tøjet af og lagde sig i sengen ved siden af Torns.
”Jeg bliver hentet i morgen tidlig,” sagde han glad og med en let gådefuld klang. ”Hvor er jeg spændt på at se ham rigtigt. En rigtig ridder.”
Torn anede ikke hvad han skulle sige. Skulle han svare, eller lade som ingenting? ”Kommer du og besøger os igen?”
Spørgsmålet kom bag på Alaric, og han vendte sig om mod sin ven. Deres øjne mødtes. ”Det gør jeg nok. En dag. Jeg ved det ikke helt. Fru Dana siger, at jeg skal rejse til Redridge Mountains med ham. Jeg ved ikke hvor langt væk det er herfra.”
”Er du bange?” spurgte Torn
Alaric rystede på hovedet. ”Nej, jeg har jo en stor og stærk ridder til at beskytte mig.” Han satte sig op i sengen og slog sig kækt for brystet med en højtidelig mine. ”For Kong Varian af Stormwind!”
Torn smilede et glædesløst smil og lagde sig om på siden med hovedet ind mod væggen. Han var lige pludselig blevet meget træt.
”Det bliver vildt spændende at skulle ud og opleve verden,” blev Alaric ved. ”Tror du ikke også Torn? Torn?”
Næste morgen blev de to drenge vækket meget tidligt af frøken Nelle, som havde lavet morgenmad specielt til dem. Alaric skulle mødes med sin læremester ved morgengry foran katedralen, og Torn skulle påbegynde sin læretid i biblioteket på samme tidspunkt. Det nagede Torn en smule, at han stadig ikke havde fået sagt et ord om det hele til Alaric. Men det var svært. Især fordi det hele blev drejet om på Alaric, så snart han åbnede munden.
”Godmorgen frøken Nelle,” sagde Alaric, da de kom ned til langbordet. Han satte sig forventningsfuldt til bords og gik i gang med at spise.
”Godmorgen lille ridder,” smilede hun og sendte også Torn et smil. ”I kan ellers tro, at Stormwinds skrivere står i kø for at skrive om jer i disse dage.”
Alaric nikkede og stak Torn en albue i siden. ”Vi er jo også værd at skrive om ikke Torn.”
”Bestemt,” svarede han med et nik, og ignorerede frøken Nelles forvirrede udtryk. Han trak lidt til sin mad og opdagede først lidt efter, at Alaric kiggede på ham. ”Hvad er der?” surgte han.
”Jeg spurgte bare hvorfor du også var stået op nu, selvom det kun er mig der bliver hentet, men hvis du stadig er sur, så kan det også være lige meget.”
Torn så tilbage på ham, og fangede så frøken Nelles blik, mens hun tog en stol ned fra den anden side af bordet. Hun vidste hvad han skulle, men Alaric vidste det ikke. Det var derfor hun så så forvirret ud.
”Jeg ville bare sige farvel til dig. Du er jo min bedste ven Alaric.” Han smilede, og det nåede hans øjne. Alaric holdt op med at spise og vendte sig mod ham. Torn kunne se, at vennens øjne var våde i krogene og i næste øjeblik var han nær ved at blive kvalt i et voldsomt knus og en efterfølgende hulkende Alaric på sin skulder. Torn gengældte knuset og lukkede sine øjne. Det var tydeligt at Alaric ikke regnede med at vende tilbage til Stormwind foreløbig.
Morgenmaden blev afbrudt af tre taktfaste slag på døren. Frøken Nelle lukkede op og trådte til side for manden på den anden side. Han trådte ind i varmen, mens han nysgerrigt lod blikket svæve rundt i rummet. Derefter faldt hans blik på de to drenge ved bordet.
”Hvem af jer er Alaric?” spurgte manden med fyldig stemme.
Alaric lod sig glide ned fra stolen og trådte et skridt frem. Torn kunne se, at han rystede en smule, måske af nervøsitet. ”Det er mig herre.” sagde han med en stemme som kun var en brøkdel af, hvad den havde været aftenen før.
”Så må jeg hellere præsentere mig,” sagde manden. ”Jeg er Galvon, blandt venner kaldet Gav, uvist af hvilken grund. Jeg er Helenes bror. Jeg er sikker på at hun har sørget for at du er blevet sat ind i det fornødne?”
Alaric nikkede usikkert og så på frøken Nelle i håb om lidt hjælp. Hun sendte ridderen et smil og så så på Alaric. ”Gå op og pak dine ting min ven, og kom så ud foran. Jeg synes, jeg hørte hestetrav.”
Galvon nikkede. ”Jeg håber ikke at du er bange for heste min ven. Vi skal ride langt i dag.”
Alaric nikkede af bare overvældelse og kravlede op ad stigen til sovesalen efter sine ting. Torn så efter ham med blandede følelser og fulgte efter frøken Nelle, da hun og ridderen gik udenfor. Han så på ridderen, som han stod ved sin hest i det tiltagende morgenlys. Manden var høj og muskuløs med brede skuldre og en kraftig kæbe. Hans øjne var små og beslutsomme og panden let rynket i noget der kunne tolkes som forventning. Hans hår var, som hans søsters, lyst, og bølgede blødt om hans hoved ned til skuldrene. Han havde skæg, både på overlæben og på hagen, og udstrålede alt hvad torn i sit liv havde forbundet med en ridder. Et langt blankt sværd hang ved hans venstre side. Torn tænkte et øjeblik på, hvilke rædsler dette sværd, mon havde kæmpet mod. Måske en farlig ork eller en af de underlige tyrefolk, som sagdes at skulle leve i det centrale Kalimdor. Måske endda en drage!
Alaric kom ud ad døren med sin ransel og bragte samtidig Torn tilbage til virkeligheden. Han smilede til sin ven, idet de gav hinanden et sidste knus. Alaric trådte tilbage og så på sin skåbeligt udseende ven med det viltre hår. ”Pas nu godt på dig selv,” sagde han. Torn kunne se, at han stadig havde tårer i øjnene. ”Jeg er sikker på, at du kommer til at udrette noget stort.”
Torn smilede og mærkede sine egne øjne blive våde. Han gik frem og omfavnede sin bedste ven igen. Nu gjorde det ikke noget, at han aldrig fik fortalt om mødet med ypperstepræsten. Noget sagde ham, at Alaric allerede vidste besked.
Ridderen rømmede sig og trak vennerne ud af deres afsked. Alaric gik over mod hesten, mens han sendte endnu et blik mod Torn og frøken Nelle. Frøken Nelle skuttede sig lidt i den kølige morgenluft og trak Torn ind til sig, som en mor til sit barn. Ridderen anbragte Alarics ransel i en af saddeltaskerne og hjalp derefter Alaric op på hestens ryg. Med en hilsen mod de to tilskuere svang Sir Galvon Stenrose sig op på sin ganger og sikrede sig derefter, at Alaric sad godt og sikkert foran ham.
”Hvis du får det dårligt så læn dig langs Minkas hals. Føl hestens rytme og varme i dig selv. Så vil det gå over.”
Alaric nikkede forstående og lænede sig ind over hestens manke. Han sendte Torn et sidste smil, inden ridderen satte hesten i fart og lyden af hovslag fyldte Stormwinds dugvåde gader.
Torn fældede endnu en tåre, mens han så sin ven forsvinde ud af pladsen foran katedralen. Frøken Nelle blev opmærksom og gav ham et klem og et opmuntrende smil. Hun vendte ham mod katedralen, og Torn så pludselig Ypperstepræst Darion stå og vente op ham for enden af marmortrappen. Løftet, som af en overnaturlig kraft gik Torn op ad trappen, mens han smilede gennem tårer. Frøken Nelle blev ståede, indtil han var helt oppe ved indgangen, og vinkede, hvorefter hun gik tilbage mod børnehjemmet i lyset fra dagens første solstråler.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar