Vandet i kanalen virkede mere klart end normalt, og drengen smilede til spejlbilledet dernede. Spejldrengen smilede tilbage. Han var lykkeligt uvidende om denne verden. Et klap på skulderen fik drengen på bådebroen tilbage til virkeligheden, og han vendte sig mod den skyldige.
”Kommer du Torn? Det er nu hvis vi skal nå det.”
Torn smilede til sin ven og nikkede. ”Jeg skal lige hente det i min køje.”
Drengen forlod bådebroen og løb gennem de brolagte gader tilbage til børnehjemmet. Det var altid nemt at finde hjem i Stormwind. Børnehjemmet lå lige ved siden af den smukke katedral, hvis spir ragede op over alt andet i byen, måske lige på nær troldmændenes tårn. Torn havde boet på børnehjemmet i al den tid han kunne huske. Fru Dana var som en mor for ham, og han kunne ikke huske at han nogensinde havde manglet noget.
Torn løb op ad trappen til sovesalen og fandt hurtigt det han søgte efter. Han gemte det i en af sine bukselommer og skyndte sig ud igen.
”Er du klar?”, kaldte Alaric igen og vinkede henne fra springvandet på Katedraltorvet. Han havde samlet en mindre gruppe af børn til at overvåge deres spontane drilleri.
”Ja jeg kommer nu,” råbte Torn tilbage, og løb så hurtigt hans ben kunne bære ham.
Sammen løb gruppen gennem Stormwinds gader, over broerne, der førte over byens kanaler, og videre indtil de nåede deres bestemmelsessted.
”Derinde,” sagde Alaric og pegede.
Torn så i retning af vennens finger og smilede. Ostehandleren ville snart få sig en overraskelse. Børnene samlede sig i en lille klump uden for butikken, mens de afgjorde, hvem der skulle lægge tingen ind i butikken.
”Det skal være en af os to,” sagde Alaric modent. ”Det er os, der har fundet på det.”
Torn nikkede og tog tingen frem fra lommen, men slog så blikket ned. ”Kan du ikke gøre det? Jeg er ikke sikker på om jeg tør.”
Alaric skulle til at protestere, men holdt inde. Hans ven så ud til at have fået det værre. Torn havde lige så længe Alaric kunne huske været mere skrøbelig og stiv i ledene, end de andre. Alligevel havde han aldrig problemer med at følge de andre, måske lige bortset fra, når de løb om kap eller brødes for sjov. Torn afskyede kamp, og i begyndelsen havde det ærget Alaric, da han selv elskede adrenalinsuset, når han kæmpede for sjov med de andre børn.
Han vendte blikket væk fra torn og kløede sig tænksomt i det lyse hår. ”Udmærket,” sagde han så. ”Men så skylder du mig altså også en tjeneste.”
Torn nikkede og smilede taknemmeligt. Alaric var hans ven på mere end et punkt. Han var der altid som en støttende mur, og mindede ham også tit om en. Alaric var høj af sin alder og kunne klare næsten alle drengene på børnehjemmet i kamp. Han var pæn, med det lyse hår, blå øjne, og de uskyldige træk i hans ansigt. Tron tænkte tilbage på sit spejlbillede i kanalens vand. Han var grim. Lignede vel mest af alt en gnoll med det mørke strittende hår og de let udstående brune øjne. En forbipasserende ung mand havde for nogle dage siden kaldt ham en gadedreng, selvom den slags slet ikke fandtes i Stormwind. Han lignede måske en gadedreng?
Et pludseligt råb fra et af børnene i gruppen rev Torn ud af sine tanker. Han vendte sig mod indgangen til ostehandleren og nåede lige at se Alaric spæne ud derfra, med ostehandleren i hælene. Manden havde en stor død rotte i den ene hånd og sendte den ene ed efter den anden mod drengen.
”Løb, løb, løb!” skreg Alaric og fik hurtigt gruppen til at sprede sig til alle sider. Torn løb efter Alaric, mens han håbede at indehaveren havde drukket for meget øl på kroen til at kunne følge med længe endnu. Torn drejede om et hjørne, men mistede så færten. Alaric og ostehandleren var ikke at se nogen steder. Han spekulerede kort på, om han skulle begynde at lede, men skød tanken fra sig. Alaric var sej, han kunne sagtens snøre sig uden om den fede ostehandler. Torn opgav forfølgelsen og satte i stedet kursen mod børnehjemmet igen.
De var midt i maden, da Alaric kom tilbage. Fru Dana udbrød et gisp, da hun så ham stå på dørtærsklen træt, beskidt og forslået. Hun tog hurtigt affære og begyndte at stille frem til at få drengen vasket og behandlet.
”Det er en slem bule han der har fået,” sagde frøken Nelle, en af hjælperne på børnehjemmet. ”Skal vi lade en af healerne se på ham?”
Fru Dana rystede på hovedet og smilede. ”Nej det er ikke nødvendigt. Den slags skrammer går hurtigt i sig selv igen.”
Efter at Alaric var blevet vasket og havde spist blev han sendt op i sin køje. Han blev ikke spurgt om, hvordan han havde tilegnet sig skrammerne, eller hvor han havde været henne. For Alaric var udtrykkene på de andre børns ansigter også slemt nok.
”Undskyld, at jeg lod dig i stikken,” sagde Torn, da de begge lå i deres køje. ”Jeg kunne ikke finde dig.”
Alaric vendte sig og så på sin ven. Det skrammede ansigt så uhyggeligt ud i det sparsomme lys. Så skiltes drengens læber i et smil. ”Jeg løb ind på kroen. Jeg ville have løbet op på et af værelserne, og så sprunget ud af vinduet. Men de var lukket lidt for godt, og så fik han mig.”
Torn smilede ved tanken om den fede mand, som pustende og stønnende havde taget kroens trapper tre trin ad gangen for at kunne følge med. ”Men du gjorde det jo for min skyld,” sagde han så. ”Fordi jeg ikke turde.”
Alaric rystede på hovedet, mens han begyndte at grine. ”Jeg gjorde det lige så meget for min egen skyld. Du skulle have set Ostehandleren i hovedet, da han så den døde rotte. Det var alle tævene værd.”
Solens stråler vækkede Torn og han slog langsomt øjnene op. Nede i fællesrummet var Fru Dana og de andre hjælpere allerede ved at gøre klar til dagens udflugt. Torn havde fuldstændig svedt det ud, efter gårsdagens dramatiske spøg. Nu, med tanken om en skovtur i frisk erindring, rejste han sig glad og kom hurtigt i tøjet. Alarics køje var tom og uredt. Han måtte have været oppe længe allerede.
”Godt,” sagde frøken Nelle, da børnene var samlet ved det lange bord i fællesrummet. ”Det bliver mig som følger jer i skoven i dag. Fru Dana bliver her og passer på dem, som ikke kan komme med.” På børnehjemmet var der næsten altid nogle børn som var syge eller havde slået sig. Det var en del af hverdagen i en by som Stormwind. Desuden skulle der altid være en på hjemmet til at tage imod nye børn, hvis der skulle blive indleveret nogle. Normalt krævede den slags en længere samtale med de involverede, men man kunne aldrig vide.
Frøken Nelle og gruppen af børn forlod børnehjemmet kort efter morgenmaden og gik i samlet trop gennem gaderne ud til Stormwinds port. Børnene hilste øvet på de riddere og vagter, som de passerede. Da gruppen kom forbi ostehandlen sneg dæmpede fnis sig rundt blandt børnene. Heldigvis lod det ikke til at frøken Nelle opdagede det.
Træerne i Elwynn Forest stod grønnere end de plejede på denne solrige dag. Atmosfæren i skoven emmede af den sidste sommer, inden efteråret brød ud og der bredte sig en ro blandt børnene. Gruppen fandt en lysning, hvor de gjorde holdt. Imens nogle af pigerne hjalp frøken Nelle med at pakke mad ud, fik de andre lov at lege på betingelse af, at de kunne se lysningen hele tiden.
Alaric og Torn fandt sammen og løb grinende ind mellem træerne.
”Når jeg bliver stor vil jeg være kriger,” sagde Alaric og samlede en gren op fra skovbunden. Han fægtede med den som var den et sværd og afsluttede med at stikke Torn i siden. ”Så er du død grimme ork. Overgiv dig nu!”
Torn lo af vennens indlevelse og stak så i løb. ”Hvis jeg skal overgive mig, skal du fange mig først menneske!”
Alaric trak i et grin og løb efter ham. Over rødder og sten og ned i små lavninger gik det, indtil de var langt væk fra de andre børn og helt alene.
”Nu har jeg dig!” råbte Alaric, hvorefter han satte i et spring og fangede Torn i et jerngreb. Torn væltede og tumlede ned ad en lavning sammen med Alaric, som stadig hold fast i ham. De blev stoppet af noget, der ved første øjekast lignede en bunke sten midt på jorden. Ømme og let forslåede kom de begge på benene.
”Så fik jeg dig din grimme ork, overgiv dig så!” Torn smilede og knælede for sin overmand. Han ville sige noget, men blev afbrudt af en underlig snerren bag sig. Han vendte sig og gispede. Op fra stenbunken, som ved nærmere eftersyn var et ulvebo steg to sølvfarvede ulve. Drengene var kommet alt for tæt på ulvenes enemærker, men havde ikke opdaget det i legens sus. Langsomt og truende kom de to ulve nærmere. Torn kom sig over chokket et sekund efter Alaric og gik så i panik. Han begyndte at løbe, men mærkede snart en tung vægt tynge ham mod jorden igen. Alarics skrig lød mellem træerne og snart blev den tunge vægt fjernet fra Torns ryg. Han rullede væk fra ulveboet og om bag et lille krat i lavningen, hvorefter han iagttog sin ven. Alaric havde samlet et par sten op fra ulveboets konstruktion og gik til angreb på den ulv, som havde overfaldet Torn. Alaric kastede den ene sten mod ulven, men ramte ved siden af. Ulven sprang frem med kløerne klar og efterlod en lang flænge på Alarics venstre ben. Han skreg af smerte og koncentrerede sig om sin sidste sten. Henne fra krattet så Torn Alaric ramme ulven midt mellem øjnene, hvorefter den sank bevidstløs til jorden. Torn knyttede hænderne af spænding, velvidende om, at den anden ulv stadig var i live, og at han selv ikke kunne gøre noget som helst for at hjælpe sin ven. Han turde ikke. Han var en kryster.
Den anden ulv udstødte en hyl ved synet af sin bevidstløse mage og gik derefter til angreb. Alaric gav et halvkvalt skrig fra sig, da han blev væltet om kuld. Ulven trådte op på hans brystkasse og stirrede grinende ned i hans blå forskræmte øjne. Det, der skete i de næste sekunder var Torn ikke i stand til at genfortælle, selvom han havde set det. Ulven huggede frem med kæberne for at gøre en ende på fjenden. Et skarpt lysglimt, efterfulgt af et mindre, oplyste området omkring ulveboet. Torn brød sammen i smerte bag krattet.
”Er du uskadt?” Alaric åbnede langsomt øjnene og så op i et karismatisk kvindeansigt. ”Hvordan kunne I dog finde på at tage helt herud alene? Elwynn Forest er fyldt med farer!”
Alaric satte sig op og så sig omkring. Ved siden af ham lå liget af den ulv, som for få sekunder siden havde været tæt på at dræbe ham. Et stykke derfra lå den anden ulv ubevægelig. Han så ned af sig selv. Han havde ikke en skramme.
”Det var et uheld,” sagde Torn, idet han kom frem fra krattet halvt haltende, som i stor smerte. Kvinden gispede, da hun så ham og kom hurtigt den lille dreng til undsætning. ”Vi må have dig til en healer med det samme.”
”Vi må også finde tilbage til frøken Nelle,” indskød Alaric. ”Var det dig, der dræbte ulvene frue.” Kvinden vendte sig mod ham og nikkede. ”Navnet er Helene og jeg er troldkvinde. Det var heldigt at jeg var i nærheden.” Hun tog fat om ryggen på Torn og løftede ham op, hvorefter hun gjorde mine til Alaric om at følge efter. ”Heldigvis for jer er jeg kendt i skoven. Vi skal nok finde tilbage til frøken Nelle før I ved af det. Derefter må vi til Stormwind og få en healer til at se på knægten her.”
Torn løftede hovedet. ”Hvorfor kan du ikke heale mig frue? Ligesom du healede Alaric?”
Helene stoppede op og så forvirret på ham.
”Ja,” istemte Alaric. ”Mine sår er væk.”
Kvinden så på den dreng, som for kort tid siden havde ligget hårdt såret på jorden, og derefter tilbage på Torn. ”Jeg er ked af at måtte skuffe jer små venner, men jeg er troldkvinde, ikke healer. Hvem der end har helet knægtens sår, så er det ikke mig. Det ligger langt uden for mine kundskaber.”
