Mørket sneg sig tættere ind på de to mennesker på hesteryg, da de red ind i Silverpine Forest. Sølvgranerne resjte sig mod den mørke himmel og lignede stalaktitter i en hule uden loft. Også jorden lod til at blive mere mørk og dyster i takt med at de to ledsagere red længere ind i skoven.
”Jeg tror det må være her,” sagde Alaric, da han fik øje på en uregelmæssighed forude. Nogle meter længere fremme delte vejen sig i to, hvor den ene nye vej svingede til højre. Alaric vendte sig mod Jenora, da der intet svar kom, og så undersøgende på hende. ”Er der noget jeg kan gøre?” Ikke fordi han selv kunne komme i tanke om noget. Dastans død havde taget hårdt på dem begge, men hvor Alaric havde tvunget sig selv til at se fremad mod deres mission, lod det til at Jenora omsider havde fået nok. Alaric red tættere på hende og lagde trøstende en hånd om hendes skulder, selvom han var sikker på, at hun ville vride sig væk i samme sekund, hun mærkede hans berøring. Det skete ikke. Jenora bevægede sin ene hånd og lagde den oven på Alarics, som lå over hendes venstre skulder. Så så hun på ham, og han kunne se at hun græd. Ikke højt eller hulkende. Blot stille og uskyldigt med tårene trillende ned af de svedige kinder.
”Vi er snart ved Ambermill,” sagde Alaric beroligende og så frem for sig på vejen. Kort efter drejede de to ryttere til højre og fulgte de nye vej ind mellem træerne. På venstre side af dem rejste terrænet sig i en høj bakke og på højre side tætnedes de smukke sølvgraner. De havde ikke redet længe, før de kunne skimte lysene fra byporten ved Ambermill. Alaric smilede opmuntrende til Jenora, og hun løftede langsomt hovedet. Et forsigtigt smil viste sig i hendes mundvig, og hun tørrede øjnene.
”Det skal blive godt at sove,” sagde hun og sendte ham et taknemmeligt smil. Alaric nikkede og vinkede en vagt an ved porten, da han så bevægelse ved en af udkigsposterne.
”Vi har kun dette ene værelse,” sagde kroværten undskyldende, mens han med en hånd åbnede døren ind til kroens sidste ledige værelse. ”Hvis bare De havde sendt bud i forvejen, så ville vi kunne have tilbudt Dem et dobbeltværelse.”
”Det skal De ikke tænke på,” sagde Alaric og smilede. ”En seng er rigeligt til min kvindelige ledsager. Jeg sover på gulvet.”
Kroværten kastede et hurtigt blik på det hårde gulv foran sengen og så derefter på Alaric med beundring i de grå øjne. ”Det må jeg sige, De er en sand gentleman. Hvor er Deres ledsager for resten?”
Alaric så hen ad gangen mod trappen, der førte nedenunder. ”Hun er ude at se til hestene. Under middagen kunne hun næsten ikke spise af tanken om at noget skulle angribe dem. Jeg tror det er efterdønninger af episoden i Southshore.”
Kroværten så uforstående på ham, og Alaric fortalte hurtigt om den voldsomme kamp med kæmpeedderkopperne, Dastans død og Jenoras følelser. ”Hun var forelsket i ham,” sagde Alaric afsluttende, selvom han ikke var helt sikker. Hvordan er man forelsket i en anden? For hans eget vedkommende var det tætteste han havde været på en forelskelse, den smukke Annabella hjemme i Lakeshire. Havde han blot turdet spørge hende inden han tog af sted mod Duskwood. Men han havde været bange. Bange for hendes reaktion, og bange for at virke latterlig.
Lyden af knirkende trappetrin bragte Alaric tilbage til den virkelige verden. Han så hen mod trappen, hvor Jenoras silhuet kom til syne. Han vinkede ad hende, og hun kom hen til dem. Hendes ansigt så mere sundt ud nu, og en smule af den samme glød, som han så godt kunne lide, var tilbage i hendes øjne. ”Vi skal sove her,” sagde Alaric og nikkede til kroværten, som gjorde plads, så Jenora kunne se.
”Hestene havde det fint,” sagde Jenora og gik forbi de to mænd, og ind i værelset. Alaric så efter hende og rystede på hovedet.
”De kan være helt tryg ved hestene mylady,” sagde kroværten. ”Vore stalddrenge studerer kampteknik af selv samme grund. Vi ønsker ikke at nogen skal komme i fare ved tilfældet af et angreb. ”
Alaric nikkede mod kroværten. ”Jeg er sikker på, at de får den bedste behandling de kan. Men nu vil vi lægge os til. De kan have hestene klar i morgen tidlig, hvis De vil være så venlig.”
”Selvfølgelig den herre,” sagde kroværten og bakkede et par skridt bagud. ”Nu skal jeg lade Dem få fred.” Kroværten vendte sig og satte kurs mod trappen, der førte nedeunder. Latter og musik steg op dernede fra, og hvis ikke Alaric havde været så træt havde det været indbydende at tage del i festen.
Inde i værelset havde Jenora klædt sig af og lagt sig til rette i sengen med tæppet omkring sig. Alaric smilede, hvorefter han metodisk afførte sig sin rustning. Tøjet indenunder lagde han pænt sammen i en bunke, som han anbragte stratetisk på gulvet, som en pude. Derefter fandt han et gulvtæppe, som han kunne bruge som dyne. Det var koldt for den nøgne ryg at ligge på det kolde trægulv, men Alaric tvang sig selv til at ignorere det. Et par gange flakkede hans blik mod sengen, mens han lyttede. Var der ikke en lyd? Alaric satte sig op og så hen mod puklen, som var Jenora. Der var det igen. Forsigtigt kom han på knæene og kravlede stille tættere på sengen. Jo der var en lyd. En svag hulkende lyd. Det var Jenora, der græd. Alaric løftede sin venstre arm og lagde han på tæppen, hvor hendes skulder burde være. Han kunne mærke hendes varme og dufte hendes duft, som hun lå der. Han kravlede tættere på og begyndte med højre hånd at nusse hendes hår. Hendes hulken stoppede og der kom et tilfredst suk fra hende. Alaric smilede i mørket, og mærkede varmen brede sig i hans krop. Pludselig frøs han ikke mere på trods af, at han kun sad i underbukser. En flygtig tanke strejfede ham, og en vild lyst til at kysse hende ramte ham. Bare et kys. Bare på kinden. Alaric stønnede og kunne mærke adrenalinen begynde at pumpe rundt i kroppen ved tanken. Hun ville ikke kunne lide det. Hun ville slå ham eller det, der var værre. Han var ligeglad. Han havde lyst. Alaric bøjede sig ned over Jenora i sengen med alle sanser vakt. Hans læber nærmede sig den blege kind, for til sidst at mødes. Han kyssede hende først blidt, og så igen lidt hårdere. Det vakte følelser i ham, som han ikke troede han kunne føle så stærkt. Jenora blev liggende uden at reagere på hans kærtegn, og Alaric gav efter for sine følelser og trak hånden ind under hendes tæppe. Hun var nøgen inden under, og følelsen af den nøgne hud mod hans hænder fik pulsen til at dunke i hans krop. Nu var han ligeglad med om hun gjorde noget. Have hun været utilfreds med ham, ville hun have reageret noget før. Alaric mærkede en dyrisk lyst efter Jenora, som han ikke havde været klar over før. Han trak tæppet af hende, så hun blottede sin nøgne krop for ham, hvorefter han vendte hende om på ryggen. Han lagde sig oven på hende, mens han kyssede hende igen, hårdere denne gang. Hans mandom skreg efter at komme ud, og til hans store overraskelse mærkede han et par hænder som ikke var hans egne, rode langs hans bukselinning. Jenora åbnede øjnende og så på ham. Han besvarede hendes blik, og så intet andet end sensuel nydelse. Hun åbnede sig for ham, og Alaric tog begærligt imod invitation.
Alaric og Jenora forlod Ambermill tidligt næste morgen. Byen lå placeret i det sydligste hjørne af Silverpine forest, og efter, hvad dværgene havde fortlat, og hvad de selv vidste, lå Tirisfal Glades nord for denne store skov. Hverken Alaric eller Jenora vidst præcist hvor langt de skulle ride for at nå grænsen, men efter et lille stykke ramte de en større vej, der gik nordpå. Af folkene i Ambermill havde de to ryttere fået et par kutter til at skjule deres identitet på deres vej. Af erfaring vidste folkene at Silverpine Forest var befærdet af mange mærkelige væsner, heraf en del fjendtlige.
Jenora havde ikke snakket om nattens episode siden de stod op, og et kort øjeblik troede Alaric, at det var noget han havde drømt. Hun opførte sig heller ikke anderledes over for ham end hun plejede, før Dastans død.
”Hvad er det præcist vi skal gøre, når vi når Tirisfal?” spurgte Jenora og vendte sig mod ham.
”Jeg ved det ikke,” sagde Alaric ærligt. ”Før da vi var tre, virkede det hele så nemt. Bare at ride til Tirisfal Glades og aflevere brevet fra Raven Hill. Men nu, hvor vi kun er to…”
”Ja, jeg ved det,” sagde Jenora. ”Det hele virker pludselig mere kompliceret.” Hun så hen mod ham, og han kunne se viljen lyse ud af hendes øjne. ”Men jeg vil ikke give op! Hvis brevet skal afleveres til nogen i Tirisfal Glades, så vil jeg gøre det. Om ikke andet så for Dastans skyld.”
Alaric fik en klump i halsen og mødte hendes blik. ”Ja, for Dastan. Havde det ikke været for denne opgave, ville han ikke have været død.” Det slog pludselig Alaric, hvor meget denne opgave var skyld i, og han gik i stå. Et øjeblik var det kun lyden af hestenes hovslag på vejen, der kunne høres.
”Så tag dig dog sammen kriger!” Jenoras stemme rev en flænge i Alarics selvmedlidenhed og fik ham til at rette sig op i sadlen og stirre forvirret på hende.
”Hold dog op med at råbe, jeg,”
”Jeg ved udmærket, hvordan du tager dig af sårede følelser Don juan,” afbrød Jenora, ”og denne gang var du mere end heldig med dine udskejelser! Jeg gør det på en lidt anden måde end du er vant til, så tag at blive voksen og tage dig sammen i stedet for at nøle på den måde. Ellers kan du regne med at jeg ikke vil tøve med at banke fornuften ind i dig!” Hun holdt højre arm ind foran sig og knyttede hånden, så han kunne se den jernbeslåede næve under kuttens stof. Derefter jog hun hælene ind i hestens flanker og galopperede for fuld fart hen ad vejen. Der gik et par sekunder før Alaric fik samlet sig, hvorefter han fulgte efter hende. Han kunne ikke lade være med at smile. Jenora var tilbage. Den samme gamle mavesure tøs, som han så godt kunne lide.
Sent på eftermiddagen ændrede terrænet sig og de store sølvgraner blev erstattet af mindre forpjuskede træer, som i det rette lys sagtens kunne forveksles med mennesker eller andre racer. De to ryttere var drejet væk fra vejen, og fulgte nu en bakkekam på deres højre side, mens de styrede mod, hvad der lignede et mindre tårn længere forude.
”Jeg ved det er en risiko at tage,” sagde Jenora, ”men vi må have et sted at sove. Her i Tirisfal Glades er der langt mellem vennerne.”
Alaric nikkede ved siden af og kneb øjnene sammen, for at se nærmere på et par bevægelige skikkelser for foden af tårnet. ”Det kunne se ud til, at vi må kæmpe,” sagde han. ”Jeg kan se en lille gruppe skikkelser derhenne.”
Jenora så i samme retning og nikkede samtykkende. ”Det er rigtigt nok skikkelser, men jeg må skuffe dig med kampen.”
”Hvad mener du?”
Hun vendte sig igen mod tårnet. ”Jeg kan genkende deres farver. De er riddere af Det Blodrøde Korstog. Et helligt ridderlaug, som tjener Kong Varian. Dem får vi ikke problemer med.”
”Ikke?” sagde Alaric. ”Hvordan vil du så have at vi skal forklare vores tilstedeværelse her? Vi kan jo ikke sige, at vi er kommet for at aflevere et gammelt brev tilbage til Lady Sylvannas. De vil arrestere os på stedet!”
Jenora bandede lavmælt og så på sin ledsager. ”Du har ret. Hvad forslår du så at vi gør?”
Alaric trak på skuldrene og begyndte at tænke. ”Man kunne vel give dem en lille hvid løgn? Måske er vi kommet for at slutte os til dem?”
Jenora fnøs. ”Jeg har ikke i sinde at hjælpe dem. Synes du ikke vi får ordrer nok hjemmefra?”
”Men så at vi skal hjælpe dem måske?” prøvede Alaric. ”Hjælpe dem med at få hævn.”
”Over hvad?” Jenoras stemme var afventende men ikke afvisende.
Alaric smilede. ”Det er jo det, løgnehistorien skal handle om. Hellige krigere elsker hævntogter, om det så er en nok så lille en.”
Jenora nikkede og så igen fremad, hvor tårnet var kommet betydeligt tættere på. Ved foden af tårnet havde de første riddere allerede set de to fremmede og var på vej hen mod dem.
”Rolig kære venner,” sagde Alaric og lod hætten glide væk fra hovedet, mens han rakte hænderne frem i venlig gestus.
”Hvor kommer I fra?” spurgte den ene ridder. ”Hvad bestiller I her?”
”Et spørgsmål ad gangen,” svarede Alaric, mens han sad af hesten og begav sig videre mod tårnet til bens. På hans venstre side havde Jenora fulgt hans eksempel.
”Vi er udsendt af Kong Varian,” meddelte hun den ridder, som var nærmest hende. ”En yderst diskret sag om hævn.”
Da den rødklædte ridder hørte ordet ’hævn’ lyste han helt op. ”Hævn siger De? Over de udøde?”
Jenora nikkede og sendte Alaric et indforstået blik ud ad øjenkrogen.
”Vi må komme inden for murene hurtigst muligt, så vi kan slå den forræder ihjel som myrdede kongens hjælper i Elwynn Forest,” fortsatte Alaric.
”Elwynn Forest?” råbte den anden røde ridder. ”De udøde har slet ikke ret til at bevæge sig så tæt på menneskenes lande. Det er en gammel aftale, som ligger længere tilbage end nogen kan huske!”
”Så De forstår, hvorfor vi må tage hævn,” sagde Jenora så. Den lille gruppe var nu kommet helt op til tårnet, og flere af de rødklædte riddere var kommet til for at lytte. Inden længe havde Jenora og Alaric samlet en hel lille hær, som alle var beredte på at give de udøde en lærestreg de sent ville glemme.
Ruinerne af Lordaeron lå foran gruppen af krigere. To til hest og to dusin til fods. Fodsoldaterne var alle klædt i røde gevandter i modsætning til de to ryttere, som begge bar mørke kutter, hvor hætterne var slået tilbage. Gruppen satte sig i bevægelse og passerede de to rækker med faner, visende de udødes vartegn, som var placeret i begge sider af vejen, som førte direkte mod den store ruin.
’Pas på ryggen,’ havde en af de røde riddere sagt kort før de havde gjort klar til angrebet. Tirisfal Glades vrimlede med udøde, og angriberne kunne sagtens opdages bagfra, hvis de var uheldige. Alaric vendte sig i sadlen for at spejde bagud. Intet at se. Intet at være bange for. Porten ind til den store ruin stod vidt åben, og den store åbning kom tættere og tættere på i takt med at gruppen nærmede sig.
Hvad Alaric og Jenora ikke vidste var, at der et godt stykke bag dem sad en skikkelse og holdt øje med gruppen fra et højt sted. Hun havde allerede tilkaldt forstærkninger, som ville være der om kort tid. Skikkelsen havde ingen anelse om, hvad de røde krigere ønskede, og var også ligeglad. Forsvinde skulle de, om de så skulle slås ihjel først.
Alaric blev overrasket over, hvor øde ruinen af Lordaeron var. Han vidste ikke helt, hvad han havde forventet, men måske en lille smule liv et eller andet sted. Lordaeron varfra hvor Alaric stod en firkantet ruin, hvor hele fordelen kun bestod af en forholdsvist smal mur, der omkransede en stor gårdhave, der måske engang havde været smuk. Nu var den domineret af krakelerede statuer og murbrokker flere steder, der vidnede om forrige kampe. Gruppen fulgte en brolagt sti, der gik tværs gennem gårdhaven og ind i bygningen foran dem. Rundt om denne bygning var anlagt en mindre voldgrav, hvis stillestående vand var helt grønt af alger. Indgangen til bygningen så i første omgang ud til at være blokeret, men en snarrådig kriger havde set en farbar passage ude i den ene side af bygningen.
Det var først, da gruppen var nået over voldgraven, at stilheden blev afbrudt af hæse hvæs ovenfra. Jenora og Alaric så op samtidig og nåede lige akkurat at se silhuetten af fire store flagermus, før de fløj hen over deres hovedet og landede foran krigerne. På ryggen af hver flagermus sad en udød kriger, som adræt sprang ned på brostenene. Med et genlød luften af sværd, der klingede mod hinanden, skjolde, som blokerede for de indkomne angreb, og menneskelig og umenneskelige råb og skrig. Alaric og Jenora sprang ned fra deres heste og tog del i kampen. De fire udøde var i sig selv ikke nogen større forhindring, men de store flagermus var svære at skade på grund af deres læderagtige hud. Alaric så sit snit til at lægge et velplaceret slag over nakken på den ene flagermus, idet den brækkede ryggen på en rødklædt kriger, en af dem som havde taget imod dem, mellem sine forpoter. Sværdet gik lige ind, og skilte flagermusens hoved fra kroppen i et hug. Den sårede kriger sank sammen på jorden ude af stand til at bevæge sig mere, men stadig i live. Hurtigt så en af de udøde en åbning i de kæmpende og stak sit sværd gennem den døende kriger. Alaric kvitterede ved at begrave sit sværd i den udødes hofte, så den faldt forover og mistede grebet om sit sværd. Jenora stak til, og tvang en af de udøde bagud indtil den udøde snublede og faldt. Bag hende faldt to rødklædte krigere mere for en af de kæmpestore flagermus. Jenora stak sværdet i brystet på sin modstander og vendte sig hurtigt for at genoptage kampen. Oppe fra luften lød der igen hæse skrig, og de kæmpende så yderligere fire kæmpeflagermus komme deres kammerater til undsætning.
”Hvor kommer de fra?” skreg Alaric, i det han med nød og næppe undgik den skarpe klinge fra sin modstander.
”Nogen må have set os!” råbte Jenora, hvorefter hun greb fat i kraven på en udød og spiddede hende med sit sværd. En af flagermusene svang sin læderagtige vinge ud mod Jenora og fik fat i hendes hætte. Jenora blev hevet tilbage, men vendte sig så, for at stikke bæstet mellem øjnene. Hun ramte ikke første gang, og en isnende smerte mod hendes kind bevidnede, at hun var blevet såret. Igen slog hun ud og ramte. Flagermusen slap taget i hende og krøb væk med en række hæse hvæs. De blev besvaret af flere hvæs ovenfra, hvor endnu et hold flagermuseryttere var kommet til undsætning.
”Vi må tilbage!” råbte Alaric gennem kamplarmen. ”Vi kan ikke stå imod!”
Jenora så sig hurtigt omkring. Han havde ret. Fjenden var i klart overtal. På jorden lå nu intet mindre end 14 døde riddere klædt i rødt, og kun seks døde udøde. Deraf var det kun lykkedes dem at slå tre af de store flagermus ihjel. Hun så sig hurtigt om efter hestene, de var ankommet på, men kunne intet se. ”Retræte!” skreg hun, hvorefter hun målbevidst begyndte at løbe tilbage gennem gårdhaven og porten. Alaric fulgte efter hende, fulgt af fem eller seks af de røde riddere. Havde de kunnet se tilbage, ville de have set de triumferiske blikke i de udødes øjne. De dumme mennesker var blevet jaget på flugt. Der var ingen grund til at forfølge dem. De havde fået en lærestreg de sent ville glemme.
Hestene var løbet tilbage til tårnet. Da Alaric og Jenora nåede tilbage, stod de og drak begærligt af det vandtrug, som ridderne brugte til at vaske sig i. Tavst begyndte de overlevende krigerne med hvert deres gøremål. To af de overlevende var blevet slemt såret, så en af de andre begyndte at pleje dem i sengeafdelingen øverst i tårnet. En anden gik i gang med at lave mad. Både Alaric og Jenora var udmattede efter kampen og kunne kun se imponeret, mens de trænede krigere fortsatte med dagens pligter som om intet var sket.
”Vi er vant til det,” forklarede den sidste kriger, da han så Alarics blik. ”Læg jer blot for natten, hvis I har brug for at sove.” De var begge meget trætte, og Alaric fandt en magelig stol, hvor han satte sig, mens Jenora opsøgte den lægekyndige ridder. Hun havde fået en grim flænge ned af den højre kind. Inden længe sov Alaric dybt og vågnede først ved, at en eller anden ruskede ham.
”Vågn op! Du må komme og se.”
Alaric åbnede øjnene og så den kriger, som havde lavet mad, stå foran ham. Ved siden af stod Jenora, nu med en mere sundt udseende flænge på kinden. ”Gary her, siger, at han har fundet en anden vej ind i de udødes by,” sagde hun.
”Undercity,” rettede Gary. ”Deres by hedder Undercity. Den er bygget op næsten som Ironforge, hvis I har været der. Rund, med et center i midten, og de mest gustne steder længst ude i cirklen.”
Alaric og Jenora vekslede blikke. Jo de havde været i Ironforge. ”Men hvordan ved du alt det?” spurgte Alaric interesseret.
Gary kiggede indgående på ham, og de brune øjne i den unge mands ansigt mindede ham et kort sekund om Dastans. ”Jeg har været deres fange en gang, men blev reddet af mine laugsmænd. En gidseludveksling, ikke noget blodigt. Men jeg nåede at se deres by indefra.”
”Og nu har du fundet en hemmelig indgang?” Alarics undren var tydelig.
”Ja,” svarede Gary og kløede sig kort i det mørke hår. ”Måske er det en slags udgang for flagermusene..”
”Åh ikke de bæster,” bed Jenora. ”Mage til dyr har jeg aldrig set.”
”Men i forklædning vil de ikke kunne genkende jer i mørket,” sagde Gary. ”Men hvis jeg skal hjælpe jer, skal det være nu. Mens de andre sover. ”
Alaric så sig rundt i køkkenet, hvor han var faldet i søvn. De var helt alene. Henne ved ildstedet ulmede gløderne stadig. Han så tilbage på den røde ridder. ”Hjælpe os? Men det er jo et hævntogt..”
”Han ved det Alaric,” sagde Jenora, og Gary nikkede, idet han trak et sammenfoldet stykke papir frem fra en lomme.
”I må selv gøre det,” sagde han, ”men jeg vil gerne vise jer den letteste vej.”
Grotten lå på toppen af en lille bakke med åbningen lagt, så den nemt kunne ses fra luften, men ikke fra jorden. De to kutteklædte og den røde kriger sneg sig så hurtigt de kunne gennem den tidlige morgenluft. Dis lå blandt træerne og fik det til at ligne tykke spindelvæv, der hang mellem grenene. Den lille gruppe nærmede sig hastigt indgangen til grotten, og da de nåede helt op standsede det et øjeblik.
”Jeg kan ikke følge jer længere,” sagde Gary med undskyldende mine. ”Hvis jeg ikke når tilbage til de andre i tide, vil de begynde at stille spørgsmål. Spørgsmål, som jeg måske ikke kan svare rigtigt på.”
Jenora nikkede forstående. ”Så må vi fortsætte på egen hånd. Alaric?”
Alaric stod et stykke tættere på grotteåbningen og betragtede noget, som lignede et dødt dyr, der lå inde ved grottevæggen. ”Vi kan tage det her og lægge det over os, så vi ikke vækker opsigt,” sagde han tilbage til de to andre. Han trak sit sværd og huggede dyret over i to lige store dele, og så så tilbage mod Jenora. ”Jeg hørte godt, hvad I snakkede om. Tak for hjælpe Gary. Kig ind, hvis du nogensinde kommer til Lakeshire.”
Gary smilede tilbage til Alaric, og gjorde så mine til at gå tilbage af den vej de var kommet.
”Kommer du Jenora?” kaldte Alaric. Jenora gik nærmere og kiggede med mishag på det maltrakterede dyr i hans hænder. ”Der er også et stykke til dig,” sagde han, og rakte hende dden anden del af dyret. ”Hvis vi lugter af død er der ingen, der mistænker os for noget.”
Hun tog imod dyret med ubehag, men overvandt så trangen til at kaste sin morgenmad op med en kraftanstrengelse. Alaric tog sin del af dyret på ryggen, og Jenora fulgte hans eksempel. Sammen gik de ind i grotten, hvis gang var rund som et rør og skrånede stejlt nedad.
De mødte ingen modstandere på deres vej. Højst en enkelt skræmt rotte eller to. Da de var kommet et godt stykke ind i grotten, og dermed ned, ændrede det ru grottegulv sig, og der kom passager med indhuggede trapper og brændende fakler på væggene. De nærmede sig indgangen til Undercity. Trapperne fortsatte nedefter i hvad der kunne føles som en evighed, men pludselig sluttede de, og grotten mundede ud i et kolossalt rum henlagt i et gyldent tusmørke, hvilket gjorde det svært at se, hvor stort det egentlig var. De stod på et mindre plateau, hvorfra der gik trapper ned til et andet niveau. Ikke langt derfra til højre, kunne de ane indgangen til noget vigtigt. Vagter stod foran, mens de halvsov i den søvnige belysning. De havde ikke set de to fremmede.
Alaric og Jenora vekslede blikke og steg så ned ad trapperne, hvorefter de satte kurs mod den anden indgang.
”Holdt, stop der!” sagde den ene af vagterne, og vækkede derved den anden. ”Hvilket ærinde har De hos Lady Sylvannas?”
Alaric stivnede, og Jenora gjorde sig bevidst om, at hendes hætte var skubbet langt nok frem, da hun svarede. ”En offergave til Den Mørke Lady sir.”
Vagten så over hende, på det halve døde dyr på hendes ryg. Derefter så han på Alaric og lagde to og to sammen. ”Aha,” begyndte han. ”Et velfanget vildsvin til droningen?” Hans stemme kunne ikke skjule en vis del af mistænksomhed.
”Lad dem nu bare gå ind,” lød det fra den anden vagt. ”De er sikkert sammen med de to andre.” Vagten vendte sig mod sin kollega. ”Tror du? Ja? Godt så.” Han trådte til siden og rakte armen ud mod den fakkeloplyste indgang. ”Men så vil jeg ikke opholde Dem yderligere.”
Alaric og Jenora bukkede hurtigt, først for den ene vagt og derefter for den anden. De havde fået adgang. De var virkelig kommet til deres bestemmelsessted. Sammen gik de nu hen ad den lange gang, som ville føre til Lady Sylvannas. Gangen drejede hele tiden en smule til venstre, og hver gang de passerede en vagt, forberedte Jenora sig på en mulig kamp. Men Alaric havde andet at tænke på. Hvad var det vagten havde sagt om to andre som lignede dem? Hvilke to andre?
