Det tabte brev: Kapitel 9: Det Blodrøde Korstog

Mørket sneg sig tættere ind på de to mennesker på hesteryg, da de red ind i Silverpine Forest. Sølvgranerne resjte sig mod den mørke himmel og lignede stalaktitter i en hule uden loft. Også jorden lod til at blive mere mørk og dyster i takt med at de to ledsagere red længere ind i skoven.

”Jeg tror det må være her,” sagde Alaric, da han fik øje på en uregelmæssighed forude. Nogle meter længere fremme delte vejen sig i to, hvor den ene nye vej svingede til højre. Alaric vendte sig mod Jenora, da der intet svar kom, og så undersøgende på hende. ”Er der noget jeg kan gøre?” Ikke fordi han selv kunne komme i tanke om noget. Dastans død havde taget hårdt på dem begge, men hvor Alaric havde tvunget sig selv til at se fremad mod deres mission, lod det til at Jenora omsider havde fået nok. Alaric red tættere på hende og lagde trøstende en hånd om hendes skulder, selvom han var sikker på, at hun ville vride sig væk i samme sekund, hun mærkede hans berøring. Det skete ikke. Jenora bevægede sin ene hånd og lagde den oven på Alarics, som lå over hendes venstre skulder. Så så hun på ham, og han kunne se at hun græd. Ikke højt eller hulkende. Blot stille og uskyldigt med tårene trillende ned af de svedige kinder.

”Vi er snart ved Ambermill,” sagde Alaric beroligende og så frem for sig på vejen. Kort efter drejede de to ryttere til højre og fulgte de nye vej ind mellem træerne. På venstre side af dem rejste terrænet sig i en høj bakke og på højre side tætnedes de smukke sølvgraner. De havde ikke redet længe, før de kunne skimte lysene fra byporten ved Ambermill. Alaric smilede opmuntrende til Jenora, og hun løftede langsomt hovedet. Et forsigtigt smil viste sig i hendes mundvig, og hun tørrede øjnene.

”Det skal blive godt at sove,” sagde hun og sendte ham et taknemmeligt smil. Alaric nikkede og vinkede en vagt an ved porten, da han så bevægelse ved en af udkigsposterne.

”Vi har kun dette ene værelse,” sagde kroværten undskyldende, mens han med en hånd åbnede døren ind til kroens sidste ledige værelse. ”Hvis bare De havde sendt bud i forvejen, så ville vi kunne have tilbudt Dem et dobbeltværelse.”

”Det skal De ikke tænke på,” sagde Alaric og smilede. ”En seng er rigeligt til min kvindelige ledsager. Jeg sover på gulvet.”

Kroværten kastede et hurtigt blik på det hårde gulv foran sengen og så derefter på Alaric med beundring i de grå øjne. ”Det må jeg sige, De er en sand gentleman. Hvor er Deres ledsager for resten?”

Alaric så hen ad gangen mod trappen, der førte nedenunder. ”Hun er ude at se til hestene. Under middagen kunne hun næsten ikke spise af tanken om at noget skulle angribe dem. Jeg tror det er efterdønninger af episoden i Southshore.”

Kroværten så uforstående på ham, og Alaric fortalte hurtigt om den voldsomme kamp med kæmpeedderkopperne, Dastans død og Jenoras følelser. ”Hun var forelsket i ham,” sagde Alaric afsluttende, selvom han ikke var helt sikker. Hvordan er man forelsket i en anden? For hans eget vedkommende var det tætteste han havde været på en forelskelse, den smukke Annabella hjemme i Lakeshire. Havde han blot turdet spørge hende inden han tog af sted mod Duskwood. Men han havde været bange. Bange for hendes reaktion, og bange for at virke latterlig.

Lyden af knirkende trappetrin bragte Alaric tilbage til den virkelige verden. Han så hen mod trappen, hvor Jenoras silhuet kom til syne. Han vinkede ad hende, og hun kom hen til dem. Hendes ansigt så mere sundt ud nu, og en smule af den samme glød, som han så godt kunne lide, var tilbage i hendes øjne. ”Vi skal sove her,” sagde Alaric og nikkede til kroværten, som gjorde plads, så Jenora kunne se.

”Hestene havde det fint,” sagde Jenora og gik forbi de to mænd, og ind i værelset. Alaric så efter hende og rystede på hovedet.

”De kan være helt tryg ved hestene mylady,” sagde kroværten. ”Vore stalddrenge studerer kampteknik af selv samme grund. Vi ønsker ikke at nogen skal komme i fare ved tilfældet af et angreb. ”

Alaric nikkede mod kroværten. ”Jeg er sikker på, at de får den bedste behandling de kan. Men nu vil vi lægge os til. De kan have hestene klar i morgen tidlig, hvis De vil være så venlig.”

”Selvfølgelig den herre,” sagde kroværten og bakkede et par skridt bagud. ”Nu skal jeg lade Dem få fred.” Kroværten vendte sig og satte kurs mod trappen, der førte nedeunder. Latter og musik steg op dernede fra, og hvis ikke Alaric havde været så træt havde det været indbydende at tage del i festen.

Inde i værelset havde Jenora klædt sig af og lagt sig til rette i sengen med tæppet omkring sig. Alaric smilede, hvorefter han metodisk afførte sig sin rustning. Tøjet indenunder lagde han pænt sammen i en bunke, som han anbragte stratetisk på gulvet, som en pude. Derefter fandt han et gulvtæppe, som han kunne bruge som dyne. Det var koldt for den nøgne ryg at ligge på det kolde trægulv, men Alaric tvang sig selv til at ignorere det. Et par gange flakkede hans blik mod sengen, mens han lyttede. Var der ikke en lyd? Alaric satte sig op og så hen mod puklen, som var Jenora. Der var det igen. Forsigtigt kom han på knæene og kravlede stille tættere på sengen. Jo der var en lyd. En svag hulkende lyd. Det var Jenora, der græd. Alaric løftede sin venstre arm og lagde han på tæppen, hvor hendes skulder burde være. Han kunne mærke hendes varme og dufte hendes duft, som hun lå der. Han kravlede tættere på og begyndte med højre hånd at nusse hendes hår. Hendes hulken stoppede og der kom et tilfredst suk fra hende. Alaric smilede i mørket, og mærkede varmen brede sig i hans krop. Pludselig frøs han ikke mere på trods af, at han kun sad i underbukser. En flygtig tanke strejfede ham, og en vild lyst til at kysse hende ramte ham. Bare et kys. Bare på kinden. Alaric stønnede og kunne mærke adrenalinen begynde at pumpe rundt i kroppen ved tanken. Hun ville ikke kunne lide det. Hun ville slå ham eller det, der var værre. Han var ligeglad. Han havde lyst. Alaric bøjede sig ned over Jenora i sengen med alle sanser vakt. Hans læber nærmede sig den blege kind, for til sidst at mødes. Han kyssede hende først blidt, og så igen lidt hårdere. Det vakte følelser i ham, som han ikke troede han kunne føle så stærkt. Jenora blev liggende uden at reagere på hans kærtegn, og Alaric gav efter for sine følelser og trak hånden ind under hendes tæppe. Hun var nøgen inden under, og følelsen af den nøgne hud mod hans hænder fik pulsen til at dunke i hans krop. Nu var han ligeglad med om hun gjorde noget. Have hun været utilfreds med ham, ville hun have reageret noget før. Alaric mærkede en dyrisk lyst efter Jenora, som han ikke havde været klar over før. Han trak tæppet af hende, så hun blottede sin nøgne krop for ham, hvorefter han vendte hende om på ryggen. Han lagde sig oven på hende, mens han kyssede hende igen, hårdere denne gang. Hans mandom skreg efter at komme ud, og til hans store overraskelse mærkede han et par hænder som ikke var hans egne, rode langs hans bukselinning. Jenora åbnede øjnende og så på ham. Han besvarede hendes blik, og så intet andet end sensuel nydelse. Hun åbnede sig for ham, og Alaric tog begærligt imod invitation.

Alaric og Jenora forlod Ambermill tidligt næste morgen. Byen lå placeret i det sydligste hjørne af Silverpine forest, og efter, hvad dværgene havde fortlat, og hvad de selv vidste, lå Tirisfal Glades nord for denne store skov. Hverken Alaric eller Jenora vidst præcist hvor langt de skulle ride for at nå grænsen, men efter et lille stykke ramte de en større vej, der gik nordpå. Af folkene i Ambermill havde de to ryttere fået et par kutter til at skjule deres identitet på deres vej. Af erfaring vidste folkene at Silverpine Forest var befærdet af mange mærkelige væsner, heraf en del fjendtlige.

Jenora havde ikke snakket om nattens episode siden de stod op, og et kort øjeblik troede Alaric, at det var noget han havde drømt. Hun opførte sig heller ikke anderledes over for ham end hun plejede, før Dastans død.

”Hvad er det præcist vi skal gøre, når vi når Tirisfal?” spurgte Jenora og vendte sig mod ham.

”Jeg ved det ikke,” sagde Alaric ærligt. ”Før da vi var tre, virkede det hele så nemt. Bare at ride til Tirisfal Glades og aflevere brevet fra Raven Hill. Men nu, hvor vi kun er to…”

”Ja, jeg ved det,” sagde Jenora. ”Det hele virker pludselig mere kompliceret.” Hun så hen mod ham, og han kunne se viljen lyse ud af hendes øjne. ”Men jeg vil ikke give op! Hvis brevet skal afleveres til nogen i Tirisfal Glades, så vil jeg gøre det. Om ikke andet så for Dastans skyld.”

Alaric fik en klump i halsen og mødte hendes blik. ”Ja, for Dastan. Havde det ikke været for denne opgave, ville han ikke have været død.” Det slog pludselig Alaric, hvor meget denne opgave var skyld i, og han gik i stå. Et øjeblik var det kun lyden af hestenes hovslag på vejen, der kunne høres.

”Så tag dig dog sammen kriger!” Jenoras stemme rev en flænge i Alarics selvmedlidenhed og fik ham til at rette sig op i sadlen og stirre forvirret på hende.

”Hold dog op med at råbe, jeg,”

”Jeg ved udmærket, hvordan du tager dig af sårede følelser Don juan,” afbrød Jenora, ”og denne gang var du mere end heldig med dine udskejelser! Jeg gør det på en lidt anden måde end du er vant til, så tag at blive voksen og tage dig sammen i stedet for at nøle på den måde. Ellers kan du regne med at jeg ikke vil tøve med at banke fornuften ind i dig!” Hun holdt højre arm ind foran sig og knyttede hånden, så han kunne se den jernbeslåede næve under kuttens stof. Derefter jog hun hælene ind i hestens flanker og galopperede for fuld fart hen ad vejen. Der gik et par sekunder før Alaric fik samlet sig, hvorefter han fulgte efter hende. Han kunne ikke lade være med at smile. Jenora var tilbage. Den samme gamle mavesure tøs, som han så godt kunne lide.

Sent på eftermiddagen ændrede terrænet sig og de store sølvgraner blev erstattet af mindre forpjuskede træer, som i det rette lys sagtens kunne forveksles med mennesker eller andre racer. De to ryttere var drejet væk fra vejen, og fulgte nu en bakkekam på deres højre side, mens de styrede mod, hvad der lignede et mindre tårn længere forude.

”Jeg ved det er en risiko at tage,” sagde Jenora, ”men vi må have et sted at sove. Her i Tirisfal Glades er der langt mellem vennerne.”

Alaric nikkede ved siden af og kneb øjnene sammen, for at se nærmere på et par bevægelige skikkelser for foden af tårnet. ”Det kunne se ud til, at vi må kæmpe,” sagde han. ”Jeg kan se en lille gruppe skikkelser derhenne.”

Jenora så i samme retning og nikkede samtykkende. ”Det er rigtigt nok skikkelser, men jeg må skuffe dig med kampen.”

”Hvad mener du?”

Hun vendte sig igen mod tårnet. ”Jeg kan genkende deres farver. De er riddere af Det Blodrøde Korstog. Et helligt ridderlaug, som tjener Kong Varian. Dem får vi ikke problemer med.”

”Ikke?” sagde Alaric. ”Hvordan vil du så have at vi skal forklare vores tilstedeværelse her? Vi kan jo ikke sige, at vi er kommet for at aflevere et gammelt brev tilbage til Lady Sylvannas. De vil arrestere os på stedet!”

Jenora bandede lavmælt og så på sin ledsager. ”Du har ret. Hvad forslår du så at vi gør?”

Alaric trak på skuldrene og begyndte at tænke. ”Man kunne vel give dem en lille hvid løgn? Måske er vi kommet for at slutte os til dem?”

Jenora fnøs. ”Jeg har ikke i sinde at hjælpe dem. Synes du ikke vi får ordrer nok hjemmefra?”

”Men så at vi skal hjælpe dem måske?” prøvede Alaric. ”Hjælpe dem med at få hævn.”

”Over hvad?” Jenoras stemme var afventende men ikke afvisende.

Alaric smilede. ”Det er jo det, løgnehistorien skal handle om. Hellige krigere elsker hævntogter, om det så er en nok så lille en.”

Jenora nikkede og så igen fremad, hvor tårnet var kommet betydeligt tættere på. Ved foden af tårnet havde de første riddere allerede set de to fremmede og var på vej hen mod dem.

”Rolig kære venner,” sagde Alaric og lod hætten glide væk fra hovedet, mens han rakte hænderne frem i venlig gestus.

”Hvor kommer I fra?” spurgte den ene ridder. ”Hvad bestiller I her?”

”Et spørgsmål ad gangen,” svarede Alaric, mens han sad af hesten og begav sig videre mod tårnet til bens. På hans venstre side havde Jenora fulgt hans eksempel.

”Vi er udsendt af Kong Varian,” meddelte hun den ridder, som var nærmest hende. ”En yderst diskret sag om hævn.”

Da den rødklædte ridder hørte ordet ’hævn’ lyste han helt op. ”Hævn siger De? Over de udøde?”

Jenora nikkede og sendte Alaric et indforstået blik ud ad øjenkrogen.

”Vi må komme inden for murene hurtigst muligt, så vi kan slå den forræder ihjel som myrdede kongens hjælper i Elwynn Forest,” fortsatte Alaric.

”Elwynn Forest?” råbte den anden røde ridder. ”De udøde har slet ikke ret til at bevæge sig så tæt på menneskenes lande. Det er en gammel aftale, som ligger længere tilbage end nogen kan huske!”

”Så De forstår, hvorfor vi må tage hævn,” sagde Jenora så. Den lille gruppe var nu kommet helt op til tårnet, og flere af de rødklædte riddere var kommet til for at lytte. Inden længe havde Jenora og Alaric samlet en hel lille hær, som alle var beredte på at give de udøde en lærestreg de sent ville glemme.

Ruinerne af Lordaeron lå foran gruppen af krigere. To til hest og to dusin til fods. Fodsoldaterne var alle klædt i røde gevandter i modsætning til de to ryttere, som begge bar mørke kutter, hvor hætterne var slået tilbage. Gruppen satte sig i bevægelse og passerede de to rækker med faner, visende de udødes vartegn, som var placeret i begge sider af vejen, som førte direkte mod den store ruin.

’Pas på ryggen,’ havde en af de røde riddere sagt kort før de havde gjort klar til angrebet. Tirisfal Glades vrimlede med udøde, og angriberne kunne sagtens opdages bagfra, hvis de var uheldige. Alaric vendte sig i sadlen for at spejde bagud. Intet at se. Intet at være bange for. Porten ind til den store ruin stod vidt åben, og den store åbning kom tættere og tættere på i takt med at gruppen nærmede sig.

Hvad Alaric og Jenora ikke vidste var, at der et godt stykke bag dem sad en skikkelse og holdt øje med gruppen fra et højt sted. Hun havde allerede tilkaldt forstærkninger, som ville være der om kort tid. Skikkelsen havde ingen anelse om, hvad de røde krigere ønskede, og var også ligeglad. Forsvinde skulle de, om de så skulle slås ihjel først.

Alaric blev overrasket over, hvor øde ruinen af Lordaeron var. Han vidste ikke helt, hvad han havde forventet, men måske en lille smule liv et eller andet sted. Lordaeron varfra hvor Alaric stod en firkantet ruin, hvor hele fordelen kun bestod af en forholdsvist smal mur, der omkransede en stor gårdhave, der måske engang havde været smuk. Nu var den domineret af krakelerede statuer og murbrokker flere steder, der vidnede om forrige kampe. Gruppen fulgte en brolagt sti, der gik tværs gennem gårdhaven og ind i bygningen foran dem. Rundt om denne bygning var anlagt en mindre voldgrav, hvis stillestående vand var helt grønt af alger. Indgangen til bygningen så i første omgang ud til at være blokeret, men en snarrådig kriger havde set en farbar passage ude i den ene side af bygningen.

Det var først, da gruppen var nået over voldgraven, at stilheden blev afbrudt af hæse hvæs ovenfra. Jenora og Alaric så op samtidig og nåede lige akkurat at se silhuetten af fire store flagermus, før de fløj hen over deres hovedet og landede foran krigerne. På ryggen af hver flagermus sad en udød kriger, som adræt sprang ned på brostenene. Med et genlød luften af sværd, der klingede mod hinanden, skjolde, som blokerede for de indkomne angreb, og menneskelig og umenneskelige råb og skrig. Alaric og Jenora sprang ned fra deres heste og tog del i kampen. De fire udøde var i sig selv ikke nogen større forhindring, men de store flagermus var svære at skade på grund af deres læderagtige hud. Alaric så sit snit til at lægge et velplaceret slag over nakken på den ene flagermus, idet den brækkede ryggen på en rødklædt kriger, en af dem som havde taget imod dem, mellem sine forpoter. Sværdet gik lige ind, og skilte flagermusens hoved fra kroppen i et hug. Den sårede kriger sank sammen på jorden ude af stand til at bevæge sig mere, men stadig i live. Hurtigt så en af de udøde en åbning i de kæmpende og stak sit sværd gennem den døende kriger. Alaric kvitterede ved at begrave sit sværd i den udødes hofte, så den faldt forover og mistede grebet om sit sværd. Jenora stak til, og tvang en af de udøde bagud indtil den udøde snublede og faldt. Bag hende faldt to rødklædte krigere mere for en af de kæmpestore flagermus. Jenora stak sværdet i brystet på sin modstander og vendte sig hurtigt for at genoptage kampen. Oppe fra luften lød der igen hæse skrig, og de kæmpende så yderligere fire kæmpeflagermus komme deres kammerater til undsætning.

”Hvor kommer de fra?” skreg Alaric, i det han med nød og næppe undgik den skarpe klinge fra sin modstander.

”Nogen må have set os!” råbte Jenora, hvorefter hun greb fat i kraven på en udød og spiddede hende med sit sværd. En af flagermusene svang sin læderagtige vinge ud mod Jenora og fik fat i hendes hætte. Jenora blev hevet tilbage, men vendte sig så, for at stikke bæstet mellem øjnene. Hun ramte ikke første gang, og en isnende smerte mod hendes kind bevidnede, at hun var blevet såret. Igen slog hun ud og ramte. Flagermusen slap taget i hende og krøb væk med en række hæse hvæs. De blev besvaret af flere hvæs ovenfra, hvor endnu et hold flagermuseryttere var kommet til undsætning.

”Vi må tilbage!” råbte Alaric gennem kamplarmen. ”Vi kan ikke stå imod!”

Jenora så sig hurtigt omkring. Han havde ret. Fjenden var i klart overtal. På jorden lå nu intet mindre end 14 døde riddere klædt i rødt, og kun seks døde udøde. Deraf var det kun lykkedes dem at slå tre af de store flagermus ihjel. Hun så sig hurtigt om efter hestene, de var ankommet på, men kunne intet se. ”Retræte!” skreg hun, hvorefter hun målbevidst begyndte at løbe tilbage gennem gårdhaven og porten. Alaric fulgte efter hende, fulgt af fem eller seks af de røde riddere. Havde de kunnet se tilbage, ville de have set de triumferiske blikke i de udødes øjne. De dumme mennesker var blevet jaget på flugt. Der var ingen grund til at forfølge dem. De havde fået en lærestreg de sent ville glemme.

Hestene var løbet tilbage til tårnet. Da Alaric og Jenora nåede tilbage, stod de og drak begærligt af det vandtrug, som ridderne brugte til at vaske sig i. Tavst begyndte de overlevende krigerne med hvert deres gøremål. To af de overlevende var blevet slemt såret, så en af de andre begyndte at pleje dem i sengeafdelingen øverst i tårnet. En anden gik i gang med at lave mad. Både Alaric og Jenora var udmattede efter kampen og kunne kun se imponeret, mens de trænede krigere fortsatte med dagens pligter som om intet var sket.

”Vi er vant til det,” forklarede den sidste kriger, da han så Alarics blik. ”Læg jer blot for natten, hvis I har brug for at sove.” De var begge meget trætte, og Alaric fandt en magelig stol, hvor han satte sig, mens Jenora opsøgte den lægekyndige ridder. Hun havde fået en grim flænge ned af den højre kind. Inden længe sov Alaric dybt og vågnede først ved, at en eller anden ruskede ham.

”Vågn op! Du må komme og se.”

Alaric åbnede øjnene og så den kriger, som havde lavet mad, stå foran ham. Ved siden af stod Jenora, nu med en mere sundt udseende flænge på kinden. ”Gary her, siger, at han har fundet en anden vej ind i de udødes by,” sagde hun.

”Undercity,” rettede Gary. ”Deres by hedder Undercity. Den er bygget op næsten som Ironforge, hvis I har været der. Rund, med et center i midten, og de mest gustne steder længst ude i cirklen.”

Alaric og Jenora vekslede blikke. Jo de havde været i Ironforge. ”Men hvordan ved du alt det?” spurgte Alaric interesseret.

Gary kiggede indgående på ham, og de brune øjne i den unge mands ansigt mindede ham et kort sekund om Dastans. ”Jeg har været deres fange en gang, men blev reddet af mine laugsmænd. En gidseludveksling, ikke noget blodigt. Men jeg nåede at se deres by indefra.”

”Og nu har du fundet en hemmelig indgang?” Alarics undren var tydelig.

”Ja,” svarede Gary og kløede sig kort i det mørke hår. ”Måske er det en slags udgang for flagermusene..”

”Åh ikke de bæster,” bed Jenora. ”Mage til dyr har jeg aldrig set.”

”Men i forklædning vil de ikke kunne genkende jer i mørket,” sagde Gary. ”Men hvis jeg skal hjælpe jer, skal det være nu. Mens de andre sover. ”

Alaric så sig rundt i køkkenet, hvor han var faldet i søvn. De var helt alene. Henne ved ildstedet ulmede gløderne stadig. Han så tilbage på den røde ridder. ”Hjælpe os? Men det er jo et hævntogt..”

”Han ved det Alaric,” sagde Jenora, og Gary nikkede, idet han trak et sammenfoldet stykke papir frem fra en lomme.

”I må selv gøre det,” sagde han, ”men jeg vil gerne vise jer den letteste vej.”

Grotten lå på toppen af en lille bakke med åbningen lagt, så den nemt kunne ses fra luften, men ikke fra jorden. De to kutteklædte og den røde kriger sneg sig så hurtigt de kunne gennem den tidlige morgenluft. Dis lå blandt træerne og fik det til at ligne tykke spindelvæv, der hang mellem grenene. Den lille gruppe nærmede sig hastigt indgangen til grotten, og da de nåede helt op standsede det et øjeblik.

”Jeg kan ikke følge jer længere,” sagde Gary med undskyldende mine. ”Hvis jeg ikke når tilbage til de andre i tide, vil de begynde at stille spørgsmål. Spørgsmål, som jeg måske ikke kan svare rigtigt på.”

Jenora nikkede forstående. ”Så må vi fortsætte på egen hånd. Alaric?”

Alaric stod et stykke tættere på grotteåbningen og betragtede noget, som lignede et dødt dyr, der lå inde ved grottevæggen. ”Vi kan tage det her og lægge det over os, så vi ikke vækker opsigt,” sagde han tilbage til de to andre. Han trak sit sværd og huggede dyret over i to lige store dele, og så så tilbage mod Jenora. ”Jeg hørte godt, hvad I snakkede om. Tak for hjælpe Gary. Kig ind, hvis du nogensinde kommer til Lakeshire.”

Gary smilede tilbage til Alaric, og gjorde så mine til at gå tilbage af den vej de var kommet.

”Kommer du Jenora?” kaldte Alaric. Jenora gik nærmere og kiggede med mishag på det maltrakterede dyr i hans hænder. ”Der er også et stykke til dig,” sagde han, og rakte hende dden anden del af dyret. ”Hvis vi lugter af død er der ingen, der mistænker os for noget.”

Hun tog imod dyret med ubehag, men overvandt så trangen til at kaste sin morgenmad op med en kraftanstrengelse. Alaric tog sin del af dyret på ryggen, og Jenora fulgte hans eksempel. Sammen gik de ind i grotten, hvis gang var rund som et rør og skrånede stejlt nedad.

De mødte ingen modstandere på deres vej. Højst en enkelt skræmt rotte eller to. Da de var kommet et godt stykke ind i grotten, og dermed ned, ændrede det ru grottegulv sig, og der kom passager med indhuggede trapper og brændende fakler på væggene. De nærmede sig indgangen til Undercity. Trapperne fortsatte nedefter i hvad der kunne føles som en evighed, men pludselig sluttede de, og grotten mundede ud i et kolossalt rum henlagt i et gyldent tusmørke, hvilket gjorde det svært at se, hvor stort det egentlig var. De stod på et mindre plateau, hvorfra der gik trapper ned til et andet niveau. Ikke langt derfra til højre, kunne de ane indgangen til noget vigtigt. Vagter stod foran, mens de halvsov i den søvnige belysning. De havde ikke set de to fremmede.

Alaric og Jenora vekslede blikke og steg så ned ad trapperne, hvorefter de satte kurs mod den anden indgang.

”Holdt, stop der!” sagde den ene af vagterne, og vækkede derved den anden. ”Hvilket ærinde har De hos Lady Sylvannas?”

Alaric stivnede, og Jenora gjorde sig bevidst om, at hendes hætte var skubbet langt nok frem, da hun svarede. ”En offergave til Den Mørke Lady sir.”

Vagten så over hende, på det halve døde dyr på hendes ryg. Derefter så han på Alaric og lagde to og to sammen. ”Aha,” begyndte han. ”Et velfanget vildsvin til droningen?” Hans stemme kunne ikke skjule en vis del af mistænksomhed.

”Lad dem nu bare gå ind,” lød det fra den anden vagt. ”De er sikkert sammen med de to andre.” Vagten vendte sig mod sin kollega. ”Tror du? Ja? Godt så.” Han trådte til siden og rakte armen ud mod den fakkeloplyste indgang. ”Men så vil jeg ikke opholde Dem yderligere.”

Alaric og Jenora bukkede hurtigt, først for den ene vagt og derefter for den anden. De havde fået adgang. De var virkelig kommet til deres bestemmelsessted. Sammen gik de nu hen ad den lange gang, som ville føre til Lady Sylvannas. Gangen drejede hele tiden en smule til venstre, og hver gang de passerede en vagt, forberedte Jenora sig på en mulig kamp. Men Alaric havde andet at tænke på. Hvad var det vagten havde sagt om to andre som lignede dem? Hvilke to andre?

Det Tabte brev: Kapitel 8: De Dødes by

Den smalle stribe i horisonten, som var strandbredden ved Westfall, var forsvundet. Rundt om båden var der nu kun vand uanset i hvilken retning man så. Torn så rundt endnu en gang og mærkede igen den ubehagelige følelse af at være meget lille i en meget stor verden af vand.

”Bare rolig,” kom det fra den anden side af båden. Torn vendte sig mod lyden og mødte Feramons øjne og smil. ”Vi er snart langt væk herfra,” sagde den udøde, hvorefter han greb om den mystiske amulet om hans hals, som før havde reddet dem begge ud af kælderen hos tyvene i Westfall. Torn glippede med øjnene, mens han for sit indre blik prøvede at forestille sig, hvor Feramon nu ville sende ham hen. Den anden så det og lagde en knoglet hånd på hans. ”Bare rolig, der sker ikke noget. Ikke noget farligt i hvert fald.”

Feramon slap Torns hånd og placerede i stedet dem begge over amuletten. Han så frem for sig ud over vandet mod et bestemt punkt, som Torn ikke kunne præcisere. Derefter begyndte den udøde at messe med en lav mørk stemme. Præstelærlingen så fra Feramon og ud mod det punkt, som han mente, at den anden så mod, mens han forsøgte at regne ud, hvad der skulle ske. ”Kan jeg gøre noget?” spurgte han uden helt at vide hvorfor. Feramon havde nok at gøre med at koncentrere sig til at kunne fokusere på andet i øjeblikket.

Måske var det solen, der varmede for meget eller også var Torn blevet træt. Pludselig syntes han at kunne se luften vibrere en smule på det punkt Feramon så mod. Torn gned sine øjne og kiggede igen. Jo, det var sandt. Et par meter fra båden vibrerede luften ganske stille, som når varmen steg opad fra flammerne i et bål. Her samlede den vibrerende luft sig dog til en form, som mest af alt lignede et stort ovalt vandspejl i lodret stilling. ”Hvad er det der sker?” spurgte Torn forvirret, men Feramon lod stadig ikke til at høre ham. Lidt efter lidt blev et billede synligt i den levende luft. Først var det uskarpt og pløret, men efterhånden som Feramons messen fortsatte, blev konturerne mere skarpe og farverne mere fremtrædne. Det lignede en stor grotte eller hule af en slags, og et stykke væk rejste en solid pyramidelignende bygning sig. I udkanten af billedet fangede Torns blik et par skikkelser som gik forbi, og det var i dette øjeblik, at det gik op for ham, at det han så ikke var et billede.

”Velkommen til Undercity,” sagde Feramon ved siden af ham. Torn blev så forskrækket, at han hoppede et lille stykke på sædet, hvorefter han så på den udøde. ”Er det der Undercity?” spurgte han, mens han prøvede at lyde så rolig som muligt.

Feramon nikkede. ”Ja, dette er mit folks ydmyge hovedby. Er du klar til at vise, hvad du kan? Jeg stoler på dig min ven.” Ved de sidste ord lagde Feramon en hånd på Torns skulder og smilede. Torn smilede tilbage, og pludselig følte han sig mere selvsikker end han havde gjort længe. ”Er du sikker på, at du ikke er en lille smule troldmandslærd?” spurgte han. ”At du har brugt magi til at give mig mod?”

Feramon lo, og nu kunne Torn virkelig høre forskel fra før han havde healet ham. ”Man kan komme langt, hvis man har tro og vilje min ven. Det er ikke altid magi. Jeg stoler på dig”

Den pyramideformede bygning viste sig at være en kamptræningsbarak, som i øjeblikket var forladt. Gemt i den lange kutte, som Feramon havde haft på i Westfall, blev Torn smuglet uset fra portalen over det lille stykke til bygningen, hvorefter de begge løb i sikkerhed i et af bygningens mange mørke rum.

”Her,” sagde Feramon og gjorde en gestus mod en dynge skidt i et af hjørnerne. ”Vi må få gjort dig mere beskidt at se på, så vagter og andre folk ikke stiller for mange spørgsmål.”

Torn så kort på ham og derefter hen mod dyngen i hjørnet. Han rynkede på næsen, men begyndte så langsomt at gå derhen. Halvvejs henne stoppede han op og vendte sig. ”Jeg tror altså ikke, at jeg alligevel vil Feramon. Det ender bare galt. Jeg kan ikke en gang finde ud af at sige, hvad jeg tænker til folk derhjemme. Hvordan skal jeg så kunne overbevise selveste De Forladtes overhoved om noget som helst?” Han stønnede tungt og satte sig på det hårde gulv, med kutten liggende som en tom melsæk omkring den spinkle krop. ”Jeg vil gerne hjem.”

Feramon stønnede ikke. Han kom ikke med vrede udbrud eller begyndte at skælde ud. Torn kunne høre hans skridt svagt mod gulvet, idet han nærmede sig, og mærkede inden længe den efterhånden velkendte berøring af Feramons hånd på hans skulder. Torn så op i det udøde ansigt, og så kun forståelse i den andens blik. Feramon rakte sin anden hånd frem mod ham, og Torn tog den langsomt, hvorefter præstelærlingen igen kom på benene.

”Hør her,” sagde Feramon. ”Jeg forstår godt din fortvivlelse. Jeg kan se den lyse ud af dig, som om du havde været et fyrtårn på en mørk nat. Men tænk på, at du ikke gør det her for din egen skyld. Du gør det for mig, for os, De Forladte. Når man indser, at det man gør, er til gavn for andre, bliver det så meget lettere at gøre.”

”Men jeg ved ikke, hvad jeg skal sige,” fortsatte Torn opgivende.

”Det kommer, når du får brug for det. Brug din viden og brug min historie.” Feramon holdt en kort pause, hvor han søgte Torns øjne, som igen var blevet slået ned. ”Jeg er sikker på, at Den Mørke Lady vil lytte.”

”Og hvad ønsker I?” Den uniformerede vagt, som for et øjeblik siden var blevet vinket hen ad to tilfældigt forbipasserende, afventede med høflig mine de kutteklædtes formål med deres henvendelse.

”Ser De,” begyndte den højeste, ”Jeg og min ven her, er begyndt at arbejde på udviklingen af en ny trylledrik, som vil hjælpe vore folk i kamp.”

”Javel,” sagde vagten, og kunne ikke skjule en vis interesse. ”Og hvilken rolle spiller jeg i dette? De ønsker vel ikke at prøve trylledrikken på mig?” Det var let at se, at vagten bestemt ikke ville have afslået tilbudet, hvis det havde været tilfældet.

”Nej, nej, De kan være ganske rolig,” lo den høje kutteklædte. ”Måske senere, når vi er nået længere i processen. For øjeblikket kan De hjælpe os, ved at lade os auditere for Den Mørke Lady. Vi har brug for både hendes råd og accept før vi foretager os mere i frembringelsen af drikken.”

”Den Mørke Lady ved jo ting om magi, som selv ikke de mest lærde eliksirmestre gør.”

Vagten så ned på den anden kutteklædte skikkelse, som stod krumbøjet med hætten trukket helt frem foran ansigtet, så intet andet end antydningen af en næsetip kunne ses. Vagten rettede sig op, mens han lod til at veje ordene. ”De ved vidst begge to, at Ladyen ikke har tid til hvem som helst. Og hvis De ikke ved det, gør De Dem klogt i at huske på det fremover. De kan vel forstå at..”

”Jeg troede at Undercity var en fri by!” råbte den højeste pludselig. ”At vi alle kan gå frit omkring mellem andre uden at nogen skal føle sig bedre eller dårligere stillet end andre! Det er også en af grundene til at Den Mørke Lady samlede De Forladte i sin tid! Ikke sandt?”

Hvor vagten før havde været stolt og rank at se på, sank han nu sammen i kroppen, som om han pludselig havde mistet evnen til at stå ret. Han så på den høje skikkelse under kutten. Betragtede den synlige næse og underansigt, op til stedet, hvor hættens skygge lod øjnene i mørke. Hurtigt greb han ned i en af lommerne på sin uniform og fandt et lille stykke gulnet papir og en kulstift. Han skrev noget ned på papiret, hvorefter han rakte lappen til den høje skikkelse med et let buk. ”Lad være med at sige noget til Den Mørke Lady om min opførsel,” sagde han. ”Det er ikke til at vide, hvad hun vil gøre, hvis hun finder ud af at en af hendes vagter glemmer de vigtigste leveregler i vores samfund.”

De to kutteklædte nikkede let som tak, hvorefter vagten fik nok at gøre med at genfinde sin stolte gang fra før. De to skikkelser fortsatte med kurs mod trapperne, som ledte til den lange gang, som førte til tronsalen. Torn måtte anstrenge sig for ikke at falde i den lange kutte. Hans kropsholdning fik kutten til at falde ned foran, så han flere gange var tæt på at træde på den.

Tronsalen var ikke som Torn havde regnet med. Væggene i det store, næsten kvadratiske rum, var mørke og rå uden nogen form for udsmykning. Lige så var gulvet, hvilket gav en følelse af kulde, som det var tilfældet for alle uden for den udøde race, som besøgte Undercity. Torn havde mærket den med det samme, da han var ankommet, men havde ikke haft overskud til at registrere den rigtigt før nu.  Midt på gulvet førte et par trin op til en mærkelig bred platform, og bag platformen var det egentlige plateau, hvor tronstolen stod. Omkring på væggene og i hjørnerne brændte fakler og skåle med brændende olie, og gav rummet en underlig belysning af gyldent tusmørke. Feramon og Torn fortsatte ind i rummet. Der var ingen vagter at se nogen steder. På vej gennem den lange gang fra resten af byen til selve Den Mørke Ladys gemakker, var de stødt på flere vagter, som havde været mistænksomme. Men i det øjeblik, de havde set den gullige seddel med ret til audiens, var alle mistænksomme spørgsmål blevet overflødige.

Torn og Feramon trådte længere ind i rummet, mens de spejdede til alle sider.

”Årrh, så der er kommet gæster til mine gemakker? Hvilken ære. Hvad må jeg byde de herrer?”

Torn fór sammen med et piv ved lyden af den ukendte stemme. Feramon greb fat om ham og tyssede på ham. Det nyttede ikke noget, at de klokkede i det nu, hvor de endelig var kommet så langt. Torn og Feramon så hen mod det sted, hvor stemmen var kommet fra og så skyggen af noget på væggen, en brøkdel af et sekund før dette noget åbenbarede sig i rummet.

”Nej nu må De virkelig ikke gøre det sværere for mig. Kan jeg tilbyde de herrer en forfriskning, mens vi taler? For det er vel, hvad De er kommet for ikke sandt?” Lady Sylvannas’ stemme var ikke som noget Torn nogensinde før havde hørt. Den eneste lighed han kunne finde, var lyden af en rigtig kvindestemme: Stærk og blød på samme tid. Hård og beroligende. Med en let nasal klang, som på rette tid kunne jage som syle gennem luften på en slagmark. Da hun trådte frem i den dunkle belysning måtte Torn endvidere modstå fristelsen til at gnide sig i øjnene, for at tro, hvad de så. Lady Sylvannas var vidunderligt smuk. Hendes slanke krop bar den kropsstøbte rustning, som var hun født med den, og den blålige glatte hud glinsede en smule i den sparsomme belysning. Det meste af hendes hår var skjult af rustningens hovedprydelse, men de grønne øjne rummede en hårdhed og en viljestyrke så stor, at Torn ikke kunne holde ud at se på dem i længere tid.

”Et enkelt krus mjød da? Det er måske ikke lige så godt som dværgenes, men hvad ved De om det ikke sandt?”

Torn blev med et opmærksom på situationen og samlede sig. Han kunne fornemme at Feramon gjorde det samme ved siden af. ”Mange tak, et krus mjød lyder godt.” Feramon bukkede, og Torn fulgte efter.

”Kom og sid så længe,” sagde Lady Sylvannas, hvorefter hun trådte op på den brede platform og knipsede med fingrene. Et par tjenere kom ind fra gangen, hvor hun selv var kommet fra, med to stole, som de satte på platformen. Torn og Feramon steg op ad trapperne og satte sig i hver deres stol, mens Lady Sylvannas gik hen mod tronstolen, hvor hun satte sig. ”I De Forladtes samfund skal ingen føle sig mindre eller større end de andre,” sagde hun højt. ”Jeg sætter pris på alle meninger, og forfordeler ikke bestemte personer frem for andre. Enhver stemme er lige vigtig.”

Torn og Feramon nikkede, og det begyndte at gå op for Torn, hvorfor de sad på platformen. Nu sad de begge i samme højde som Lady Sylvannas selv.

”Men lad mig så høre de herrer, hvad der har bragt Dem til mig i dag.” Hun så skiftevis på Feramon og Torn med en venlig mine.

Feramon rømmede sig, mens han forsøgte at finde ud af, hvordan han skulle indlede. Det hele var gået så godt. Endelig var han her foran De Forladtes leder og havde mulighed for at forklare hende det hele. Sammen med Torn ville han overbevise hende om, at det gamle fjendskab med menneskene var en stor misforståelse. Torn ville fortælle hans historie, og måske ville alt igen blive godt. En mærkelig snurrende fornemmelse meldte sig i Feramons hoved. Han så på Lady Sylvannas, og derefter på Torn ved siden af ham. Hans syn begyndte at sløre og pludselig virkede tronsalen meget langt væk.  Torn nåede at gribe Feramon inden han ramte gulvet. Henne ved tronstolen havde Lady Sylvannas rejst sig. Noget bag platformen med de to stole havde vakt hendes opmærksomhed.

”Åh, så jeg får flere gæster.”

Torn lagde Feramon forsigtigt fra sig og så i samme retning som de udødes dronning. Et skrig meldte sig i hans hals, og han var tæt på at besvime, da han så, hvem der var kommet.

Det Tabte brev: Kapitel 7: Vejen til Hillsbrad Foothills

At flyve på grifferyg var ikke nær så behageligt, som Alaric havde håbet på. Den glatte pels på underkroppen gjorde, at man let kunne glide og i værste fald ende som en plet på klipperne nedenfor, hvis man ikke holdt godt fast. Derudover optog dværgen fra Aerie Peak det meste af pladsen, og gjorde, at han var nødt til at klamre sig til griffens fører for ikke at falde af. Efter, at Alaric havde vænnet sig til sit sæde, fandt han overskud til at løfte hovedet og betragte scenariet under ham. De var taget af sted straks efter aftensmaden, og dværgene var i højt humør efter besøget på kroen. Solen var på vej ned i horisonten og gav himlen en smuk rødlig nuance, som lod til at kaste et let glødende lys på de sneklædte klipper under de flyvende. Alaric vendte hovedet mod de to griffeførere som havde indvilliget i at tage Jenora og Dastan som ekstra passagerer. Han smilede. Jenora sad sammenkrøbet bag sin pilot med øjnene stramt lukket i. Højdeskræk var åbenbart også noget som kvindelige krigere kunne lide af. Alaric lod blikket glide videre over mod Dastan, som lod til at nyde turen i fulde drag, til gene for hans pilot. Dastan holdt fast i dværgen foran ham med en enkelt hånd, mens han med den anden strakt ud fra sig hujede og råbte af glæde.

Alaric rystede smilende på hovedet, idet gruppen passerede grænsen mellem Ironforges bjergfyldte snelandskab og Wetlands’ mere flade sumpe.

”Langt henne mod øst ligger Stonewrought Dam,” råbte Falstad foran ham pludselig. ”Det er en stor dæmning af sten, som vi lod konstruere sammen med gnomerne for at holde vandet fra Loch Modan ude af Wetlands’ lave beliggenhed. ”

Alaric så uvilkårligt i østlig retning og lænede sig så frem mod dværgen, mens blæsten hvirvlede i hans hår. ”Men hvorfor flyver vi så ikke den vej?”

En række underlige muskelspændinger gik gennem Falstads krop, og det gik op for Alaric, at dværgen lo.

”Denne vej er hurtigere,” forklarede dværgen med høj stemme på grund af vinden. ”Desuden har vi en smule travlt, hvis du forstår.”

Alaric forstod ikke helt, hvad dværgene havde travlt med. På kroen i Ironforge havde de opført sig som om, de havde alverdens tid.  Han rystede let på hovedet og smilede, mens han igen lod blikket glide ned på landskabet under sig.

Smalle åer strakte sig gennem det sumpede landskab som strakte fingre på en hånd, og mellem virvaret af små tanger og åer fik han øje på primitive konstruktioner. Imellem de små bygninger gik der skabninger, som Alaric først havde antaget for at være mennesker. Farven på deres hud og måden de gik på, fik han dog hurtigt til at tænke i andre baner. Murlocs. Han kendte disse fiskemænd fra Elwyn Forest, hvor en lille klan af dem, havde slået sig ned omkring  Crystal Lake og den noget større Stonecairn Lake nordvest for Eastvale Loggin Camp. Alaric havde aldrig selv været i kamp med fiskemændene, men han havde hørt drabelige historier om tapre krigere og magikere, der havde. Murlocs var ikke til at spøge med, og lyden af deres velkendte gurglen betød næsten altid fare.

Fra Wetlands slog gruppen i en stor bue ud over havet mod nordvest. På sin højre side kunne Alaric nu øjne forandret land oppe mod nordøst. Han kunne ane omridset af en borg af en slags, samt bjerge med frodige træer og saftigt græs. Under dem kunne han se vandet løbe, som var det hele en stor vild strøm af den slags som normalt ville ende i et dødbringende vandfald.  En utydelig spejling i vandoverfalden hilste ham dernede fra, og et højt råb til venstre for ham fortalte, at Dastan også havde fundet sit eget spejlbillede.

Solens sænkelse mod vest gjorde stille og roligt himlen mørkere, og den lysende skive var næsten helt forsvundet, da den lille gruppe gjorde holdt i Southshore. Allerede under indflyvningen havde dværgene fornemmet, at der var noget galt. Der var alt for stille. Under landingen var der heller ingen, som var kommet for at tage imod dem, noget som beboerne i Southshore ellers var meget kendte for.

Falstad holdt sin grif an, mens Alaric steg ned fra dens ryg. Hans ben og arme var underligt stive efter at have klamret sig til den flyvende grif så længe. Et stykke fra ham, kom Jenora og Dastan også ned på jorden igen. Jenora så betydeligt lettet ud, mens Dastan mest af alt så skuffet ud.

”Mind mig om, at jeg skal have lært at flyve en grif, når vi er færdige med den her mission,” sagde han vigtigt, mens han kom over til Alaric. Han så sig kort omkring. ”Hvor er alle folk henne?”

Alaric trak på skuldrene, mens Jenora prøvende gik hen til det nærmeste hus.

”Det er mærkeligt,” sagde hun og så på dem. ”Ikke en eneste lyd.”

En pludselig lyd fra et buskads i nærheden, fik gruppen til at vende sig med hånden på deres våben. Alaric og Falstad gik årvågent frem mod det, mens de forberedte sig på kamp. Endnu en lyd. En menneskelig lyd, som mest lød som et suk, eller et udbrud af træthed. Alaric gik frem og kiggede bag buskadset, hvorefter han forskrækket gik et par skridt tilbage.

Halvt skjult af buskadset lå en såret byvagt. Hendes hud havde antaget en syg farve, og da hun så på ham var hendes øjne blodsprængte og sørgmodige. Hun strakte sig svagt mod ham, og Alaric knælede og lagde en stærk hånd under hende for at støtte. Rystelser, som småbitte krampetrækninger gik gennem kvindens krop, mens hun koncentrerede sig om at sige noget.

”Hjælp,” sagde hun med svag stemme. Hendes læber var sprukne, og hun slikkede dovent med tungen over dem, hvorefter hun fortsatte med blikket fæstet på Alaric. ”De var for mange denne gang. Vi kunne ikke holde stand. De slap ind.”

En række voldsomme kramper gik gennem kvindens krop, hvorefter hun hang slapt i hans arme. Alaric så fra hende, til sine rejsekammerater.

”Løb ind i byen og find så mange overlevende I kan,” sagde han myndigt. ”Vi må finde ud af, hvad der er sket og stoppe det, før der sker mere.”

Jenora og Dastan nikkede, hvorefter de, sammen med Falstad og et par af de andre dværge begav sin ind i byen.

Alaric blev hos den døde vagt, mens han på den mest blide måde han kunne finde, lagde hende på jorden. Først da han havde lagt hende pænt til hvile på jorden og var på nippet til at rejse sig, for at følge efter de andre, lagde han mærke til blodet. Det løb ikke, men havde blot farvet græsset rødt i en ujævn stribe fra kvindens krop og ind mellem træerne. Han så igen ned på hende. Hun var ikke blodig. En pludselig tanke fik ham til blidt at vende kvinden halvt om på maven. Han så ned ad hendes ryg og gyste. Et hul på størrelse med en frokosttallerken var revet i kvindens uniform. Huden inde bagved var mørkerød og opsvulmet, som om hun havde været udsat for et stik, af en kæmpemæssig hveps. Alaric svælgede og lagde kvinden ned igen, mens han spekulerede som en gal over, hvad der kunne have angrebet hende. Et øjeblik senere blev han revet ud af sin tankestrøm, da Jenoras skrig skar sig vej til hans ører.

Det havde ikke taget lang tid at finde ud af, hvor de skulle lede først. Falstad, Jenora og Dastan styrede alle tre direkte mod byens kro, som var den største bygning og derfor med sikkerhed det sted, hvor byens beboere ville søge tilflugt i tilfælde af angreb. Den uhyggelige hvæsende lyd nåede allerede deres ører et par meter inden de var nået til kroens indgangsparti. Dastan førte an ind i kroen, men stivnede, da han så scenariet, der udfoldede sig indenfor.

Omkring fire kæmpeedderkopper havde raseret krostuen og stod nu foran hver sin kæmpende vagt og hvæsede vredt, mens de i små intervaller sprang frem og angreb med de fire forreste ben, mens de holdt balancen på de bagerste. Edderkopperne var grønlige og pelsede, og på størrelse med en stor hund. Vagterne, som kæmpede utrætteligt, beskyttede samtidig hver sin lille gruppe af overlevende. Ingen så op, da gruppen kom ind, og Jenora tog en hurtig beslutning.

”Falstad, vi må hjælpe, og det hurtigt,” sagde hun til dværgen og så samtidig på de andre dævrge, der havde fulgt dem.”

Falstad nikkede kort for hovedet og gav tegn til sine venner, hvorefter dværgene gik til angreb. Falstad svang sin økse med en lethed, som kendetegnede mange års erfaring og plantede det skarpe blad i den nærmeste edderkops bagparti med en præcision, der lammede alle edderkoppens muskler øjeblikkeligt. Han kvitterede med et hårdt albueslag lige ned over edderkoppens hjerneskal, hvilket fik den til at brække med en tør lyd. Edderkoppen faldt livløst sammen på krostuens gulv, og Falstad fortsatte hen mod den næste, hvor en anden af dværgene allerede var i fuld gang.

Jenora greb Dastans hånd og trak ham med op ad trappen til 1. sal. ”Vi må undersøge, om der er overlevende andre steder,” sagde hun, mens Dastan ikke kunne lade være med at sende hende et skævt smil på grund af berøringen. Heldigvis for ham, så hun det ikke. Ovenpå var der to mindre værelser, samt et stort værelse med separat stue og soveværelse. Efter et hurtigt kig i de to små værelser fortsatte de ind i det store værelse, hvor der ganske rigtigt sad en kæmpeedderkop. Den havde alle sine øjne rettet mod sengen, og et fortvivlet skrig dernede fra fortalte hvorfor. To børn, ikke meget mere end 5 år gamle, var fanget under sengen, efter at være flygtet derind, da edderkopperne angreb byen. Pigen græd og drengen sad anspændt med en hånd om hende, mens han med hovedet mod gulvet holdt øje med fjenden udenfor.

”Bare rolig,” sagde Jenora med fast stemme uden at kunne se om børnene hørte hende. ”Nu er hjælpen kommet.” Hun tog tilløb hen mod den grønne kæmpeedderkop, som spændte i kroppen, idet den blev klar over, at en fjende var på vej mod den.

Imens lagde Dastan sig på knæ ved sengen for at se om han kunne hjælpe børnene ud. ”Kom ud børn. I er i sikkerhed nu.”

Mindre end et par meter fra dem hakkede Jenora edderkoppen mellem øjnene, så den faldt tilbage mod væggen med en pibende lyd. Den sundede sig i brøkdelen af et sekund, hvorefter den igen sprang frem med et hvæs. Jenora undveg, men det var kun i sidste øjeblik.  Edderkoppens hvæs fór gennem værelset og ind i et af de små værelser, hvor en anden edderkop, der havde siddet i skjul under sengen krøb frem, for at komme sin artsfælle til undsætning.

Under sengen i det store værelse, havde Dastan problemer med at få børnene ud. Pigen havde fået sin fod i klemme mellem lamellerne i sengen og både drengen og Dastan havde for travlt med at hjælpe hende, til at se den anden edderkop komme ind i rummet.

Jenora gjorde igen udfald mod sin modstander og nærmest flåede to af forbenene af med sit sværd. De afrevne ben faldt til jorden, og grønt ildelugtende blod fossede ud af de stumper, der sad tilbage på edderkoppen. Hun lagde ikke mærke til den anden edderkop, som langsomt krøb hen over gulvet i retning af Dastan. Jenora parerede modstanderens angreb og bed tænderne sammen, da hun øjnede en åbning i edderkoppens forsvar. Hun greb muligheden og sendte spidsen af sit sværd gennem edderkoppens krop, som en bager, der stak en kniv i et pund smør. Bag hende var den anden edderkop meget tæt på sit mål.

Den besejrede edderkops dødsskrig blandede sig med skriget fra Dastan, da han mærkede giftbrodden i sin højre side. Han gled om på ryggen og så med skræk op på den uldne grønne krop over ham. Halvt lammet af stikket fik han med venstre hånd fat i sit sværd, hvorefter han kejtet gjorde udfald mod edderkoppen. Et hvæsende pibende skrig i stil med den anden edderkops fyldte rummet, men dødsstødet var ikke kommet fra hans eget sværd, men fra Jenoras, der stak ud fra edderkoppens side, som et grotesk niende ben. Edderkoppen blev slap og faldt sammen ovenpå Dastan, og Jenora måtte lægge alle sine kræfter i for at få den tunge krop væk. Inde under sengen havde pigen fået sit ben fri, og børnene krøb forskrækket ud, så forvirret på Jenora, der bøjet over Dastan ikke ænsede dem, hvorefter de fortsatte ud ad værelset og ned i krostuen, hvor de fire andre edderkopper lå døde.

Jenora klaskede Dastan på kinderne og søgte hans øjne. Hans hud var allerede blevet meget bleg. ”Dastan, sig noget! Du må ikke give op!”

Dastan følte at værelset sejlede for hans blik. Underlaget han lå på, var ikke et hårdt gulv, men en blød og bevægelig sky, som førte ham fem mod lyset. Et par hårde klask bragte han kort tilbage til virkeligheden, og han så Jenoras forsvedte ansigt bøjet over sig. Hun råbte til ham, og han smilede skævt. ”Slap af skat,” sagde han, og kom med en lyd, der skulle have været et grin, men mest lød som et svagt host. ”Du er nu så sød, når du råber.” Med disse ord gav Dastan efter for fristelsen til at flyve videre mod lyset, og hans blik blev tomt. Han hørte ikke, da Jenora et øjeblik efter skreg sin fortvivlelse ud i rummet.

Alaric så lammet på den døde Dastan og tilbage på Jenora. Hun græd, kunne han se, og han havde også selv svært ved at holde tårerne borte.

”Hvorfor skulle han også være så dumdristig?” spurgte han frem for sig. Jenora sagde ikke noget. Hun så på ham med et udtryktløst blik, mens endnu en tåre forlod hendes øjenkrog. ”Måske vil byen begrave ham,” sagde Alaric så, og lagde en trøstende arm om hendes liv. ”Det er da det mindste vi kan gøre for ham.”

Jenora nikkede tavst ved hans side, hvorefter hun pludselig gjorde om og begyndte at gå ud af værelset. ”Vi må hellere møde op nede i krostuen,” sagde hun, da Alaric så spørgende på hende. ”De venter os. Vi har frelst dem fra deres angribere.”

Alaric nikkede og begyndte selv at gå i retning af trappen ned til krostuen. Han så sig kun tilbage en enkelt gang.

Rejsen gik en del hurtigere til hest. Beboerne i Southshore havde vist deres taknemmlighed ved at forære Alaric og Jenora tre heste fra byens stald. Derudover havde løjtnanten for byvagten, Farren Orinelle, insisteret på at begrave Dastan på byens krikegård, samt at få rejst en mindestøtte til ære for ham. Begravelsen havde været simpel og hurtigt overstået, da Alaric og Jenora havde været de eneste bekendte til den unge kriger. Dastans familie befandt sig langt derfra i Elwynn Forest og Westfall. Løjtnanten ville også sørge for at Kong Varian fik besked, hvorefter familien automatisk ville få det at vide.

Alaric og Jenora styrede hestene til højre ad vejen og satte kursen mod den lille by Hillsbrad, som lå et stykke længere fremme. Det var mærkeligt pludseligt kun at være to. Alaric havde nydt de livsglade dværges selskab, og det havde ikke været uden vemod, at han og Jenora havde taget afsked med dem, inden de havde genoptaget deres rejse hjem til Aerie Peak. Kort efter havde Jenora og Alaric også forladt Southshore.

Solen var for længst forsvundet i horisonten og på den mørkeblå himmel viste der sig nu tusinder af lysende stjerner. På himlen lige over taget på Hillsbrads smedje hang månen, som et lysende sejl. De to ryttere red gennem den oplyste by, mens Alaric tog et bedre tag i seletøjet på pakhesten. I Southshore var de blevet udstyret med nok proviant og klæder til at resten af rejsen ikke ville volde dem problemer, og selvom de fleste mennesker måske ville lægge sig til at sove på dette tidspunkt, så følte hverken Alaric eller Jenora behov for at sove. Kun hvis der viste sig at være for langt til den næste by.

Alaric standsede sin hest og sad af, hvorefter han stoppede en forbipasserende langs en af byens græskarmarker. ”Undskyld den herre, men De kunne vel ikke sige os, hvor langt der er til næste by?”

Manden, som var klædt som en almindelig bonde, så først forvirret på ham, men så så ud til at overveje spørgsmålet. ”Kommer De fra øst eller vest?” spurgte han så.

Alaric så sig kort omkring, mens han genkaldte sig verdenshjørnerne ud fra sin position. ”Vi kommer fra øst,” sagde han, med et blik mod Jenora. Hun sad stadig på sin hest og så frem for sig uden at sige noget. Hun havde stort set ikke sagt noget siden begravelsen.

Manden så på dem begge, som om han bedømte dem. Så var det som om han tog en beslutning og smilede så til Alaric. ”Den nærmeste by mod vest er uden tvivl Ambermill,” forklarede manden. ”Men jeg må advare jer.” Han så hårdt på Alaric og greb ham bestemt i underarmen. ”Ambermill ligger i Silverpine Forest, ikke langt fra De Forladtes Lande. I gør klogt i ikke at stole på nogen!”

Alaric nikkede venligt og gjorde sig fri af mandens greb. ”Mange tak den herre. Også for Deres råd.” Han bukkede kort for manden, hvorefter han igen sad op. Jenora fulgte uden et ord efter ham, da de kort efter forlod byen den vej de var kommet fra. Tilbage ved græskarmarken, stirrede bonden stadig efter dem.

Det tabte brev: Kapitel 6: Den gamle alliance

Der lugtede svagt af salt. Torn havde lagt sig halvt ned i båden og lå og kiggede på vandet, som glad forbi ved siden af ham. Af og til sprang en livlig fisk op fra overfladen, for derefter igen at forsvinde i dybet. En enkelt gang havde Torn fanget et glimt af en mørk skygge nede i vandet, og hans hjerne var allerede i fuld gang med at forestille sig, hvilke søuhyrer, der levede i dybderne. Feramon var gået tilbage til sin plads i båden og havde taget et par årer, hvorefter han var begyndt at ro i e bestemt retning. Han havde fortalt Torn, hvor han kom fra, og om menneskenes syn på De Forladte. Torn havde svaret så godt han kunne på mandens spørgsmål, men manglede stadig at få svar på det største af sine egne. Hvorfor havde Feramon hjulpet ham?

Torn vendte sig fra sin stilling, og kom op at sidde. Han så på den udøde, mens han tænkte over hvordan han skulle begynde.

”Du er sikkert interesseret i at vide, hvad jeg vil med dig,” kom det pludselig fra Feramon. Han havde ikke så meget som set på Torn.

”Ja, meget,” svarede han. ”Hvad skal I bruge mig til?”

Feramon holdt inde med roningen og stirrede indgående på ham med sit ene øje. ”Nu får du os til at lyde som en flok barbarer. ’Vi’ er et meget stort ord at bruge i en sag som denne.”

Torn rystede forvirret på hovedet. ”Jeg er ikke sikker på, at jeg forstår hvad du mener.”

Den udøde bragte ham til tavshed med en gestus og smilede så. ”Så tillad mig at delagtiggøre dig i sagen. Vi er stadig et godt stykke fra vores mål.”

Torn vendte hovedet, da en fisk sprang op af vandet ude til højre. Da han igen så på Feramon, havde den udøde genoptaget roningen, mens han så ud til at lede efter de rette ord.

Bridget Hamilton var en smuk og anerkendt ung kvinde. Hun var skrædder og havde en lille butik i Raven Hill, den lille by i det vestlige Duskwood. Hendes mand, Forran Hanilton elskede hende, som kun en mand kan elske sin hustru. Han boede sammen med hendeog deres søn i samme hus, hvor en del af underetagen fungerede som butik. Sønnen var ikke mere end en baby, højst et par uger gammel, så tiden gik med at passe og pleje den lille, mens Forran passede butikken.

Uenighed er desværre den største årsag til fjendtligheder, og Forran blev en dag hentet for at støtte kong Varian i krigen mod De Udøde fra Tirisfal Glades. En gruppe rejsende var efter at have slået lejr ud for Raven Hills kirkegård, blevet overfaldet af udøde, og meddelelsen havde været klar. Overgivelse eller død. Forran stod i det første geled, da kong Varians hær stormede katakomberne på kirkegården. Det var her de udøde havde fundet vej under jorden for at kunne ramme menneskenes lande bedst muligt. Forran sprang om et hjørne og løb ned ad en gang med sine soldaterkammerater i hælene. Han tænkte på Bridget og sin lille søn, da han skilte den første udøde ad i hoved og krop og hans kampmod opildnede de andre soldater til at følge trop. Men modstanden var for stærk. Udøde sprang frem alle steder fra, og snart var det ikke længere muligt for soldaterne at holde fjenderne tilbage. Forran huggede, slog og stak, men mærkede også til sin fortvivlelse, at energien var ved at forlade ham. Snart måtte han give efter for overmagten og et hårdt præcist slag fra noget han ikke kunne se, gjorde verden sort.

Bridget ventede tålmodigt i huset på at hendes mand skulle vende tilbage med nyheden om at de igen havde jaget fjenden på flugt. Men han kom ikke. Da der endelig lød støj uden for huset, skyndte hun sig derfor med drengen på armen, ud for at tage imod, hvad hun troede var hendes mand. Bridget blev mødt af en gruppe soldater med panikken stående i blikket. Sammen med dem var resten af den sparsomme befolkning fra Raven Hill. Bageren, tømmeren og kvinden med de mange børn, som Bridget havde håbet kunne blive legekammerater til hende søn, når han blev ældre. De måtte af sted. Kirkegården var tæt på at være overtaget af de udøde, og der ville gå for lang tid før Kong Varian kunne skaffe forstærkninger. Derfor måtte de flygte med hvad der var tilbage af soldaterne. Birdget samlede hurtigt nogle ting sammen i en bylt og begav sig af sted. Hun græd ikke. Så bare stift ud i mørket. Det forunderlige mørke, som altid lå over Duskwood.

Torn glippede med øjnene og strakte sin ryg. Han havde siddet foroverbøjet med armene hvilende på lårene og lyttet, mens Feramon fortalte.

”Sikke en forfærdelig historie. Har det virkelig været sådan engang?”

Feramon betragtede ham med et mørkt blik. ”Sådan er det stadig. De steder i Azeroth, hvor krigen stadig raser skyer fjenden ingen midler for at få hvad de ønsker. Spørgsmålet er så blot. Hvem er fjenden?”

Torn så uforstående på ham, og den udøde forklarede. ”De Udøde er fjender af menneskene, hvis du spørger et menneske. Men spørger du en udød, er det menneskene som er fjenderne. Forstår du det nu.”

Præstelærlingen nikkede, og mærkede hvordan krigen pludselig tog sig latterlig ud for hans indre logik. Kamp og blodudgydelser. Til hvad nytte? ”Men,” sagde han, og fik den udøde til at vende sig mod ham. ”Du sagde selv at I var De Forladte før. Hvorfor kalder du jer så for De Udøde nu?”

Feramon så først tavst på ham. Så forlod en sær gurglende lyd hans strube, og det gik op for Torn at han grinede. ”Der er løbet meget vand under broen siden den tid min ven.”

Torn smilede usikkert og satte sig igen til rette for at lytte.

Der gik næsten et år før Bridget kunne vende tilbage til sit hus med sin søn. Da tiden kom, var det med glæde og lykke at hun genså sit skrædderi og ejendele. Dog kunne hun for alt i verden ikke have forberedt sig på det syn, der ville møde hende, da hun trådte ind i soveværelset. Han sad på sengen og studerede en af de ringe, som hun ikke havde fået med. Mager og sygeligt bleg med tøjet hængende løst og dødt om sig, sad Forran og græd, mens han knugede ringen mellem de ligblege fingre. Hun genkendte ham næsten med det samme. Gik hen og lagde en hånd på den magre skulder. Han så op på hende, og hun kunne ikke holde et lille udbrud tilbage. Drengen på hendes arm sagde dog ikke noget.

Forran var ikke længere menneske. Han var udød. En af disse besynderlige skabninger, som er døde, men stadig lever. Han havde oplevet meget, mens han havde været væk. Forran var ikke blevet dræbt, da de udøde havde chancen for det, men var i stedet blevet ført til Tirisfall Glades, hvor en besynderlig kamp havde fundet sted. Udøde kæmpede med udøde, deres egen slags. Forran havde skiftet ejere og var blevet bragt til en by af udøde. De Forladte. Det var, hvad de kaldte dem selv. Han var blevet modtaget som en gæst og behandlet derefter. Kort tid efter havde han gennemgået forvandlingen. Var blevet en af dem. En udød soldat, der kæmpede for Den Mørke Lady.

Han havde forladt Brill i ly af mørket, og genkaldt sig vejen tilbage til de underjordiske tunneler, så snart han havde haft muligheden. Fundet vejen til den besynderlige port gennem tid og rum, som gjorde det muligt at rejse over store afstande på kort tid. Han havde ikke meget tid, før de ville opdage at han var væk. Han havde allerede været væk i for lang tid.

Feramon holdt inde og så væk et øjeblik.

”Men hvad skete der så med Forran og Bridget?” spurgte Torn. ”Og hvad med den lille dreng?”

”Feramon,” sagde Feramon og så på ham.

”Feramon? Er du drengen?” spurgte Torn.

Feramon smilede træt. ”Da min mor hørte om, hvordan min far var blevet modtaget af De Forladte så hun straks en mulighed for at vi alle kunne leve lykkeligt. Hun ville lade sig selv og jeg omdanne, så vi alle kunne være sammen i Brill. Men omstændighederne og De Forladtes politik ville det anderledes. De Forladte sætter kampfærdigheder højt, og kvinder er hos dem ikke noget værd, medmindre de forstår at svinge et sværd. Det eneste min mor forstod at svinge var en saks.”

Torn så undrende på ham. ”Så alle kvinder hos De Forladte kan kæmpe?”

Feramon nikkede. ”Måske lige bortset fra nogle stykker. De såkaldte indfødte. Vi ser mindre kritisk på de, som er fuldblods udøde.”

Torn nikkede stille for sig selv, mens ordene trængte ind. ”Men hvad skete der så med hende?”

”Jeg fik lov at blive i Brill, mens min mor fik et ultimatum. Hun kunne rejse med det samme, eller dø for De Forladtes hånd. De kunne ikke gøre andet. Den Mørke Ladys ordrer var ikke til at tage fejl af. Og lystrede de ikke, risikerede de selv at ende deres dage. Så hun valgte at rejse. Personligt har jeg tit stillet mig selv det spørgsmål om, hvorfor hun valgte, som hun gjorde. Hun kunne rejse tilbage, men tilbage til hvad? Hendes mand og barn var jo hos De Forladte.”

”Måske tænkte hun, at der var andre mænd hun kunne blive lykkelig med,” prøvede Torn. I det samme han hørte sig selv sige det, kunne han have bidt tungen af. Det havde lydt bedre inde i hans hoved.

Feramon havde løftet hovedet og så indgående på præstelærlingen. Torn kunne se, at han havde spændt i kroppen, at Torn havde ramt et ømt punkt. Så var det som om den udøde gav op, og den ødelagte krop faldt næsten sammen om sig selv. Han tog en beslutning.

”Du har sikkert ret,” sagde Feramon stille. ”Det var nok også det bedste, når alt kommer til alt.” Han løftede hovedet og blev overrasket over at se Torns ene hånd nærme sig hans skulder.

”Jeg er kun lærling,” begyndte Torn,” men hvis du vil, kan jeg hjælpe dig, så du ikke går og falder sammen om dig selv. Er det i orden?”

Feramon så først undrende på ham, men så tændtes der et lys i det ene øje, og han smilede saligt. ”Kan du få mig til at blive menneske igen?”

Torn rystede beklagende på hovedet. ”Nej, men jeg kan få dig til at synes bedre om dit udseende, hvis jeg får lov.”

Fermon nikkede. Det så ud som om, det krævede mange kræfter, og Tor var ikke længere i tvivl om, at det var det rigtige at gøre. Han tog blidt fat om skulderen med sin fremstrakte hånd og så derefter Feramon ind i det ene øje, mens han koncentrerede sig om at samle magien i sine årer. Der begyndte langsomt at danne sig en varme i hans krop, som udstrålede fra et sted i hans overkrop. Varmen bredte sig blidt, og med stor hastighed til hoved, ben og arme, og under Torns håndflade, som var lagt på skulderen, kunne Feramon nu se et kraftigt lys. Det strålede om kap med solen, og gjorde de mørke streger som adskilte torns fingre, røde og lysende. Feramon mærkede nu en blid og let sitrende varme brede sig fra skulderen og ud i kroppen. Torn rakte frem med den anden hånd og greb den anden skulder, hvorefter den helende magi strømmede uhindret mellem de to kroppe i den lukkede magiske cirkel. Feramon følte, hvordan hans åndedræt blev lettere, og hvordan det blev nemmere at sidde oprejst i båden. Han så, hvordan huden lukkede sig de steder, hvor den før var sprunget op og mærkede, hvordan han langsomt fik mere kød på kroppen. Den største forandring skete dog i ansigtet, hvor den tomme øjenhule på magisk vis igen blev fyldt af et øje med blågrå iris, præcis som det andet.

Forvandlingen stod på i et par minutter, hvorefter Torn måtte synke sammen tappet for magi det næste stykke tid. Feramon så ned ad sig selv med stigende betagelse og smilede så til Torn, nu med et tandsæt uden råd og manglende tænder. Han var stadig bleg, og et menneske ville stadig kalde ham for udød, men nu havde Torn ingen problemer med at se, hvordan han ville have set ud, hvis han havde fået lov at vokse op som menneske.

”Tusind tak min ven,” sagde Feramon og faldt Torn om halsen med en kraft så de nær ved væltet ud af båden. ”Du aner ikke hvor længe jeg har drømt om en mulighed som denne!”

Torn smilede og kæmpede for at komme op at sidde igen. ”Det var så lidt min ven. Men du har stadig ikke besvaret mit spørgsmål.”

Feramon glippede med øjnene. ”Har jeg ikke? Hvad har jeg ikke svaret på?”

”Hvad min rolle i alt det her er,” forklarede Torn.

Brikkerne faldt på plads i Feramons hoved, og han satte sig igen overfor præstelærlingen.

”Selvfølgelig,” sagde han, ” det glemte jeg helt. Men allerede første gang da jeg så dig i kælderen tænkte jeg, at du kunne hjælpe. Du er jo præst, eller så godt som præst, og dine evner fejler i hvert fald ikke noget. De Forladte lytter ikke til mennesker og slet ikke til krigere, men en præsts ord er nu engang mere rene og betydningsfulde, hvad enten de bliver udtalt af mennesker eller udøde.”

Torn nikkede og viftede en flue væk fra øret. ”Så du vil have mig til at tale? Hvad skal jeg tale om?”

”Jeg vil tage dig med til Undercity, hvor du skal tale min sag overfor Den Mørke Lady. Du skal fortælle hende min historie, som jeg har fortalt dig den. Få hende til at forstå, at mennesker og udøde har gamle bånd, som kunne genforenes. På den måde ville vi kunne opnå fred mellem vores racer.”

Feramons tale var motiverende, og Torn kunne godt forstå ham et langt stykke hen ad vejen. Dog var han ikke sikker på at Kong Varian nogensinde ville tillade en alliance med De Forladte. Dertil var der udgydt for meget blod. Men hvis ingen forsøgte at gøre noget, ville der med sikkerhed aldrig ske noget. Så hellere være med til at forsøge at ændre tingene, i stedet for at lade dem ske.

Torn så på Feramon og smilede. ”Det er en aftale. Jeg skal nok tage med dig, og tale din sag.”

Den udøde lyste op i et smil og begyndte igen at ro. Hurtigere denne gang.

”Jeg har dog en enkelt betingelse,” fortsatte Torn. ”Du må love mig at jeg ikke kommer noget til. En død præst kan ikke sige meget.” Hvor kom den tale fra? Torn undrede sig over sin egen myndighed. Måske var dette også en del af det at blive voksen.

Han så over på Feramon som nikkede alvorligt.

”Jeg skal vogte over dig med mit liv,” sagde den udøde. ”Det skylder jeg dig.”