At flyve på grifferyg var ikke nær så behageligt, som Alaric havde håbet på. Den glatte pels på underkroppen gjorde, at man let kunne glide og i værste fald ende som en plet på klipperne nedenfor, hvis man ikke holdt godt fast. Derudover optog dværgen fra Aerie Peak det meste af pladsen, og gjorde, at han var nødt til at klamre sig til griffens fører for ikke at falde af. Efter, at Alaric havde vænnet sig til sit sæde, fandt han overskud til at løfte hovedet og betragte scenariet under ham. De var taget af sted straks efter aftensmaden, og dværgene var i højt humør efter besøget på kroen. Solen var på vej ned i horisonten og gav himlen en smuk rødlig nuance, som lod til at kaste et let glødende lys på de sneklædte klipper under de flyvende. Alaric vendte hovedet mod de to griffeførere som havde indvilliget i at tage Jenora og Dastan som ekstra passagerer. Han smilede. Jenora sad sammenkrøbet bag sin pilot med øjnene stramt lukket i. Højdeskræk var åbenbart også noget som kvindelige krigere kunne lide af. Alaric lod blikket glide videre over mod Dastan, som lod til at nyde turen i fulde drag, til gene for hans pilot. Dastan holdt fast i dværgen foran ham med en enkelt hånd, mens han med den anden strakt ud fra sig hujede og råbte af glæde.
Alaric rystede smilende på hovedet, idet gruppen passerede grænsen mellem Ironforges bjergfyldte snelandskab og Wetlands’ mere flade sumpe.
”Langt henne mod øst ligger Stonewrought Dam,” råbte Falstad foran ham pludselig. ”Det er en stor dæmning af sten, som vi lod konstruere sammen med gnomerne for at holde vandet fra Loch Modan ude af Wetlands’ lave beliggenhed. ”
Alaric så uvilkårligt i østlig retning og lænede sig så frem mod dværgen, mens blæsten hvirvlede i hans hår. ”Men hvorfor flyver vi så ikke den vej?”
En række underlige muskelspændinger gik gennem Falstads krop, og det gik op for Alaric, at dværgen lo.
”Denne vej er hurtigere,” forklarede dværgen med høj stemme på grund af vinden. ”Desuden har vi en smule travlt, hvis du forstår.”
Alaric forstod ikke helt, hvad dværgene havde travlt med. På kroen i Ironforge havde de opført sig som om, de havde alverdens tid. Han rystede let på hovedet og smilede, mens han igen lod blikket glide ned på landskabet under sig.
Smalle åer strakte sig gennem det sumpede landskab som strakte fingre på en hånd, og mellem virvaret af små tanger og åer fik han øje på primitive konstruktioner. Imellem de små bygninger gik der skabninger, som Alaric først havde antaget for at være mennesker. Farven på deres hud og måden de gik på, fik han dog hurtigt til at tænke i andre baner. Murlocs. Han kendte disse fiskemænd fra Elwyn Forest, hvor en lille klan af dem, havde slået sig ned omkring Crystal Lake og den noget større Stonecairn Lake nordvest for Eastvale Loggin Camp. Alaric havde aldrig selv været i kamp med fiskemændene, men han havde hørt drabelige historier om tapre krigere og magikere, der havde. Murlocs var ikke til at spøge med, og lyden af deres velkendte gurglen betød næsten altid fare.
Fra Wetlands slog gruppen i en stor bue ud over havet mod nordvest. På sin højre side kunne Alaric nu øjne forandret land oppe mod nordøst. Han kunne ane omridset af en borg af en slags, samt bjerge med frodige træer og saftigt græs. Under dem kunne han se vandet løbe, som var det hele en stor vild strøm af den slags som normalt ville ende i et dødbringende vandfald. En utydelig spejling i vandoverfalden hilste ham dernede fra, og et højt råb til venstre for ham fortalte, at Dastan også havde fundet sit eget spejlbillede.
Solens sænkelse mod vest gjorde stille og roligt himlen mørkere, og den lysende skive var næsten helt forsvundet, da den lille gruppe gjorde holdt i Southshore. Allerede under indflyvningen havde dværgene fornemmet, at der var noget galt. Der var alt for stille. Under landingen var der heller ingen, som var kommet for at tage imod dem, noget som beboerne i Southshore ellers var meget kendte for.
Falstad holdt sin grif an, mens Alaric steg ned fra dens ryg. Hans ben og arme var underligt stive efter at have klamret sig til den flyvende grif så længe. Et stykke fra ham, kom Jenora og Dastan også ned på jorden igen. Jenora så betydeligt lettet ud, mens Dastan mest af alt så skuffet ud.
”Mind mig om, at jeg skal have lært at flyve en grif, når vi er færdige med den her mission,” sagde han vigtigt, mens han kom over til Alaric. Han så sig kort omkring. ”Hvor er alle folk henne?”
Alaric trak på skuldrene, mens Jenora prøvende gik hen til det nærmeste hus.
”Det er mærkeligt,” sagde hun og så på dem. ”Ikke en eneste lyd.”
En pludselig lyd fra et buskads i nærheden, fik gruppen til at vende sig med hånden på deres våben. Alaric og Falstad gik årvågent frem mod det, mens de forberedte sig på kamp. Endnu en lyd. En menneskelig lyd, som mest lød som et suk, eller et udbrud af træthed. Alaric gik frem og kiggede bag buskadset, hvorefter han forskrækket gik et par skridt tilbage.
Halvt skjult af buskadset lå en såret byvagt. Hendes hud havde antaget en syg farve, og da hun så på ham var hendes øjne blodsprængte og sørgmodige. Hun strakte sig svagt mod ham, og Alaric knælede og lagde en stærk hånd under hende for at støtte. Rystelser, som småbitte krampetrækninger gik gennem kvindens krop, mens hun koncentrerede sig om at sige noget.
”Hjælp,” sagde hun med svag stemme. Hendes læber var sprukne, og hun slikkede dovent med tungen over dem, hvorefter hun fortsatte med blikket fæstet på Alaric. ”De var for mange denne gang. Vi kunne ikke holde stand. De slap ind.”
En række voldsomme kramper gik gennem kvindens krop, hvorefter hun hang slapt i hans arme. Alaric så fra hende, til sine rejsekammerater.
”Løb ind i byen og find så mange overlevende I kan,” sagde han myndigt. ”Vi må finde ud af, hvad der er sket og stoppe det, før der sker mere.”
Jenora og Dastan nikkede, hvorefter de, sammen med Falstad og et par af de andre dværge begav sin ind i byen.
Alaric blev hos den døde vagt, mens han på den mest blide måde han kunne finde, lagde hende på jorden. Først da han havde lagt hende pænt til hvile på jorden og var på nippet til at rejse sig, for at følge efter de andre, lagde han mærke til blodet. Det løb ikke, men havde blot farvet græsset rødt i en ujævn stribe fra kvindens krop og ind mellem træerne. Han så igen ned på hende. Hun var ikke blodig. En pludselig tanke fik ham til blidt at vende kvinden halvt om på maven. Han så ned ad hendes ryg og gyste. Et hul på størrelse med en frokosttallerken var revet i kvindens uniform. Huden inde bagved var mørkerød og opsvulmet, som om hun havde været udsat for et stik, af en kæmpemæssig hveps. Alaric svælgede og lagde kvinden ned igen, mens han spekulerede som en gal over, hvad der kunne have angrebet hende. Et øjeblik senere blev han revet ud af sin tankestrøm, da Jenoras skrig skar sig vej til hans ører.
Det havde ikke taget lang tid at finde ud af, hvor de skulle lede først. Falstad, Jenora og Dastan styrede alle tre direkte mod byens kro, som var den største bygning og derfor med sikkerhed det sted, hvor byens beboere ville søge tilflugt i tilfælde af angreb. Den uhyggelige hvæsende lyd nåede allerede deres ører et par meter inden de var nået til kroens indgangsparti. Dastan førte an ind i kroen, men stivnede, da han så scenariet, der udfoldede sig indenfor.
Omkring fire kæmpeedderkopper havde raseret krostuen og stod nu foran hver sin kæmpende vagt og hvæsede vredt, mens de i små intervaller sprang frem og angreb med de fire forreste ben, mens de holdt balancen på de bagerste. Edderkopperne var grønlige og pelsede, og på størrelse med en stor hund. Vagterne, som kæmpede utrætteligt, beskyttede samtidig hver sin lille gruppe af overlevende. Ingen så op, da gruppen kom ind, og Jenora tog en hurtig beslutning.
”Falstad, vi må hjælpe, og det hurtigt,” sagde hun til dværgen og så samtidig på de andre dævrge, der havde fulgt dem.”
Falstad nikkede kort for hovedet og gav tegn til sine venner, hvorefter dværgene gik til angreb. Falstad svang sin økse med en lethed, som kendetegnede mange års erfaring og plantede det skarpe blad i den nærmeste edderkops bagparti med en præcision, der lammede alle edderkoppens muskler øjeblikkeligt. Han kvitterede med et hårdt albueslag lige ned over edderkoppens hjerneskal, hvilket fik den til at brække med en tør lyd. Edderkoppen faldt livløst sammen på krostuens gulv, og Falstad fortsatte hen mod den næste, hvor en anden af dværgene allerede var i fuld gang.
Jenora greb Dastans hånd og trak ham med op ad trappen til 1. sal. ”Vi må undersøge, om der er overlevende andre steder,” sagde hun, mens Dastan ikke kunne lade være med at sende hende et skævt smil på grund af berøringen. Heldigvis for ham, så hun det ikke. Ovenpå var der to mindre værelser, samt et stort værelse med separat stue og soveværelse. Efter et hurtigt kig i de to små værelser fortsatte de ind i det store værelse, hvor der ganske rigtigt sad en kæmpeedderkop. Den havde alle sine øjne rettet mod sengen, og et fortvivlet skrig dernede fra fortalte hvorfor. To børn, ikke meget mere end 5 år gamle, var fanget under sengen, efter at være flygtet derind, da edderkopperne angreb byen. Pigen græd og drengen sad anspændt med en hånd om hende, mens han med hovedet mod gulvet holdt øje med fjenden udenfor.
”Bare rolig,” sagde Jenora med fast stemme uden at kunne se om børnene hørte hende. ”Nu er hjælpen kommet.” Hun tog tilløb hen mod den grønne kæmpeedderkop, som spændte i kroppen, idet den blev klar over, at en fjende var på vej mod den.
Imens lagde Dastan sig på knæ ved sengen for at se om han kunne hjælpe børnene ud. ”Kom ud børn. I er i sikkerhed nu.”
Mindre end et par meter fra dem hakkede Jenora edderkoppen mellem øjnene, så den faldt tilbage mod væggen med en pibende lyd. Den sundede sig i brøkdelen af et sekund, hvorefter den igen sprang frem med et hvæs. Jenora undveg, men det var kun i sidste øjeblik. Edderkoppens hvæs fór gennem værelset og ind i et af de små værelser, hvor en anden edderkop, der havde siddet i skjul under sengen krøb frem, for at komme sin artsfælle til undsætning.
Under sengen i det store værelse, havde Dastan problemer med at få børnene ud. Pigen havde fået sin fod i klemme mellem lamellerne i sengen og både drengen og Dastan havde for travlt med at hjælpe hende, til at se den anden edderkop komme ind i rummet.
Jenora gjorde igen udfald mod sin modstander og nærmest flåede to af forbenene af med sit sværd. De afrevne ben faldt til jorden, og grønt ildelugtende blod fossede ud af de stumper, der sad tilbage på edderkoppen. Hun lagde ikke mærke til den anden edderkop, som langsomt krøb hen over gulvet i retning af Dastan. Jenora parerede modstanderens angreb og bed tænderne sammen, da hun øjnede en åbning i edderkoppens forsvar. Hun greb muligheden og sendte spidsen af sit sværd gennem edderkoppens krop, som en bager, der stak en kniv i et pund smør. Bag hende var den anden edderkop meget tæt på sit mål.
Den besejrede edderkops dødsskrig blandede sig med skriget fra Dastan, da han mærkede giftbrodden i sin højre side. Han gled om på ryggen og så med skræk op på den uldne grønne krop over ham. Halvt lammet af stikket fik han med venstre hånd fat i sit sværd, hvorefter han kejtet gjorde udfald mod edderkoppen. Et hvæsende pibende skrig i stil med den anden edderkops fyldte rummet, men dødsstødet var ikke kommet fra hans eget sværd, men fra Jenoras, der stak ud fra edderkoppens side, som et grotesk niende ben. Edderkoppen blev slap og faldt sammen ovenpå Dastan, og Jenora måtte lægge alle sine kræfter i for at få den tunge krop væk. Inde under sengen havde pigen fået sit ben fri, og børnene krøb forskrækket ud, så forvirret på Jenora, der bøjet over Dastan ikke ænsede dem, hvorefter de fortsatte ud ad værelset og ned i krostuen, hvor de fire andre edderkopper lå døde.
Jenora klaskede Dastan på kinderne og søgte hans øjne. Hans hud var allerede blevet meget bleg. ”Dastan, sig noget! Du må ikke give op!”
Dastan følte at værelset sejlede for hans blik. Underlaget han lå på, var ikke et hårdt gulv, men en blød og bevægelig sky, som førte ham fem mod lyset. Et par hårde klask bragte han kort tilbage til virkeligheden, og han så Jenoras forsvedte ansigt bøjet over sig. Hun råbte til ham, og han smilede skævt. ”Slap af skat,” sagde han, og kom med en lyd, der skulle have været et grin, men mest lød som et svagt host. ”Du er nu så sød, når du råber.” Med disse ord gav Dastan efter for fristelsen til at flyve videre mod lyset, og hans blik blev tomt. Han hørte ikke, da Jenora et øjeblik efter skreg sin fortvivlelse ud i rummet.
Alaric så lammet på den døde Dastan og tilbage på Jenora. Hun græd, kunne han se, og han havde også selv svært ved at holde tårerne borte.
”Hvorfor skulle han også være så dumdristig?” spurgte han frem for sig. Jenora sagde ikke noget. Hun så på ham med et udtryktløst blik, mens endnu en tåre forlod hendes øjenkrog. ”Måske vil byen begrave ham,” sagde Alaric så, og lagde en trøstende arm om hendes liv. ”Det er da det mindste vi kan gøre for ham.”
Jenora nikkede tavst ved hans side, hvorefter hun pludselig gjorde om og begyndte at gå ud af værelset. ”Vi må hellere møde op nede i krostuen,” sagde hun, da Alaric så spørgende på hende. ”De venter os. Vi har frelst dem fra deres angribere.”
Alaric nikkede og begyndte selv at gå i retning af trappen ned til krostuen. Han så sig kun tilbage en enkelt gang.
Rejsen gik en del hurtigere til hest. Beboerne i Southshore havde vist deres taknemmlighed ved at forære Alaric og Jenora tre heste fra byens stald. Derudover havde løjtnanten for byvagten, Farren Orinelle, insisteret på at begrave Dastan på byens krikegård, samt at få rejst en mindestøtte til ære for ham. Begravelsen havde været simpel og hurtigt overstået, da Alaric og Jenora havde været de eneste bekendte til den unge kriger. Dastans familie befandt sig langt derfra i Elwynn Forest og Westfall. Løjtnanten ville også sørge for at Kong Varian fik besked, hvorefter familien automatisk ville få det at vide.
Alaric og Jenora styrede hestene til højre ad vejen og satte kursen mod den lille by Hillsbrad, som lå et stykke længere fremme. Det var mærkeligt pludseligt kun at være to. Alaric havde nydt de livsglade dværges selskab, og det havde ikke været uden vemod, at han og Jenora havde taget afsked med dem, inden de havde genoptaget deres rejse hjem til Aerie Peak. Kort efter havde Jenora og Alaric også forladt Southshore.
Solen var for længst forsvundet i horisonten og på den mørkeblå himmel viste der sig nu tusinder af lysende stjerner. På himlen lige over taget på Hillsbrads smedje hang månen, som et lysende sejl. De to ryttere red gennem den oplyste by, mens Alaric tog et bedre tag i seletøjet på pakhesten. I Southshore var de blevet udstyret med nok proviant og klæder til at resten af rejsen ikke ville volde dem problemer, og selvom de fleste mennesker måske ville lægge sig til at sove på dette tidspunkt, så følte hverken Alaric eller Jenora behov for at sove. Kun hvis der viste sig at være for langt til den næste by.
Alaric standsede sin hest og sad af, hvorefter han stoppede en forbipasserende langs en af byens græskarmarker. ”Undskyld den herre, men De kunne vel ikke sige os, hvor langt der er til næste by?”
Manden, som var klædt som en almindelig bonde, så først forvirret på ham, men så så ud til at overveje spørgsmålet. ”Kommer De fra øst eller vest?” spurgte han så.
Alaric så sig kort omkring, mens han genkaldte sig verdenshjørnerne ud fra sin position. ”Vi kommer fra øst,” sagde han, med et blik mod Jenora. Hun sad stadig på sin hest og så frem for sig uden at sige noget. Hun havde stort set ikke sagt noget siden begravelsen.
Manden så på dem begge, som om han bedømte dem. Så var det som om han tog en beslutning og smilede så til Alaric. ”Den nærmeste by mod vest er uden tvivl Ambermill,” forklarede manden. ”Men jeg må advare jer.” Han så hårdt på Alaric og greb ham bestemt i underarmen. ”Ambermill ligger i Silverpine Forest, ikke langt fra De Forladtes Lande. I gør klogt i ikke at stole på nogen!”
Alaric nikkede venligt og gjorde sig fri af mandens greb. ”Mange tak den herre. Også for Deres råd.” Han bukkede kort for manden, hvorefter han igen sad op. Jenora fulgte uden et ord efter ham, da de kort efter forlod byen den vej de var kommet fra. Tilbage ved græskarmarken, stirrede bonden stadig efter dem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar