Den smalle stribe i horisonten, som var strandbredden ved Westfall, var forsvundet. Rundt om båden var der nu kun vand uanset i hvilken retning man så. Torn så rundt endnu en gang og mærkede igen den ubehagelige følelse af at være meget lille i en meget stor verden af vand.
”Bare rolig,” kom det fra den anden side af båden. Torn vendte sig mod lyden og mødte Feramons øjne og smil. ”Vi er snart langt væk herfra,” sagde den udøde, hvorefter han greb om den mystiske amulet om hans hals, som før havde reddet dem begge ud af kælderen hos tyvene i Westfall. Torn glippede med øjnene, mens han for sit indre blik prøvede at forestille sig, hvor Feramon nu ville sende ham hen. Den anden så det og lagde en knoglet hånd på hans. ”Bare rolig, der sker ikke noget. Ikke noget farligt i hvert fald.”
Feramon slap Torns hånd og placerede i stedet dem begge over amuletten. Han så frem for sig ud over vandet mod et bestemt punkt, som Torn ikke kunne præcisere. Derefter begyndte den udøde at messe med en lav mørk stemme. Præstelærlingen så fra Feramon og ud mod det punkt, som han mente, at den anden så mod, mens han forsøgte at regne ud, hvad der skulle ske. ”Kan jeg gøre noget?” spurgte han uden helt at vide hvorfor. Feramon havde nok at gøre med at koncentrere sig til at kunne fokusere på andet i øjeblikket.
Måske var det solen, der varmede for meget eller også var Torn blevet træt. Pludselig syntes han at kunne se luften vibrere en smule på det punkt Feramon så mod. Torn gned sine øjne og kiggede igen. Jo, det var sandt. Et par meter fra båden vibrerede luften ganske stille, som når varmen steg opad fra flammerne i et bål. Her samlede den vibrerende luft sig dog til en form, som mest af alt lignede et stort ovalt vandspejl i lodret stilling. ”Hvad er det der sker?” spurgte Torn forvirret, men Feramon lod stadig ikke til at høre ham. Lidt efter lidt blev et billede synligt i den levende luft. Først var det uskarpt og pløret, men efterhånden som Feramons messen fortsatte, blev konturerne mere skarpe og farverne mere fremtrædne. Det lignede en stor grotte eller hule af en slags, og et stykke væk rejste en solid pyramidelignende bygning sig. I udkanten af billedet fangede Torns blik et par skikkelser som gik forbi, og det var i dette øjeblik, at det gik op for ham, at det han så ikke var et billede.
”Velkommen til Undercity,” sagde Feramon ved siden af ham. Torn blev så forskrækket, at han hoppede et lille stykke på sædet, hvorefter han så på den udøde. ”Er det der Undercity?” spurgte han, mens han prøvede at lyde så rolig som muligt.
Feramon nikkede. ”Ja, dette er mit folks ydmyge hovedby. Er du klar til at vise, hvad du kan? Jeg stoler på dig min ven.” Ved de sidste ord lagde Feramon en hånd på Torns skulder og smilede. Torn smilede tilbage, og pludselig følte han sig mere selvsikker end han havde gjort længe. ”Er du sikker på, at du ikke er en lille smule troldmandslærd?” spurgte han. ”At du har brugt magi til at give mig mod?”
Feramon lo, og nu kunne Torn virkelig høre forskel fra før han havde healet ham. ”Man kan komme langt, hvis man har tro og vilje min ven. Det er ikke altid magi. Jeg stoler på dig”
Den pyramideformede bygning viste sig at være en kamptræningsbarak, som i øjeblikket var forladt. Gemt i den lange kutte, som Feramon havde haft på i Westfall, blev Torn smuglet uset fra portalen over det lille stykke til bygningen, hvorefter de begge løb i sikkerhed i et af bygningens mange mørke rum.
”Her,” sagde Feramon og gjorde en gestus mod en dynge skidt i et af hjørnerne. ”Vi må få gjort dig mere beskidt at se på, så vagter og andre folk ikke stiller for mange spørgsmål.”
Torn så kort på ham og derefter hen mod dyngen i hjørnet. Han rynkede på næsen, men begyndte så langsomt at gå derhen. Halvvejs henne stoppede han op og vendte sig. ”Jeg tror altså ikke, at jeg alligevel vil Feramon. Det ender bare galt. Jeg kan ikke en gang finde ud af at sige, hvad jeg tænker til folk derhjemme. Hvordan skal jeg så kunne overbevise selveste De Forladtes overhoved om noget som helst?” Han stønnede tungt og satte sig på det hårde gulv, med kutten liggende som en tom melsæk omkring den spinkle krop. ”Jeg vil gerne hjem.”
Feramon stønnede ikke. Han kom ikke med vrede udbrud eller begyndte at skælde ud. Torn kunne høre hans skridt svagt mod gulvet, idet han nærmede sig, og mærkede inden længe den efterhånden velkendte berøring af Feramons hånd på hans skulder. Torn så op i det udøde ansigt, og så kun forståelse i den andens blik. Feramon rakte sin anden hånd frem mod ham, og Torn tog den langsomt, hvorefter præstelærlingen igen kom på benene.
”Hør her,” sagde Feramon. ”Jeg forstår godt din fortvivlelse. Jeg kan se den lyse ud af dig, som om du havde været et fyrtårn på en mørk nat. Men tænk på, at du ikke gør det her for din egen skyld. Du gør det for mig, for os, De Forladte. Når man indser, at det man gør, er til gavn for andre, bliver det så meget lettere at gøre.”
”Men jeg ved ikke, hvad jeg skal sige,” fortsatte Torn opgivende.
”Det kommer, når du får brug for det. Brug din viden og brug min historie.” Feramon holdt en kort pause, hvor han søgte Torns øjne, som igen var blevet slået ned. ”Jeg er sikker på, at Den Mørke Lady vil lytte.”
”Og hvad ønsker I?” Den uniformerede vagt, som for et øjeblik siden var blevet vinket hen ad to tilfældigt forbipasserende, afventede med høflig mine de kutteklædtes formål med deres henvendelse.
”Ser De,” begyndte den højeste, ”Jeg og min ven her, er begyndt at arbejde på udviklingen af en ny trylledrik, som vil hjælpe vore folk i kamp.”
”Javel,” sagde vagten, og kunne ikke skjule en vis interesse. ”Og hvilken rolle spiller jeg i dette? De ønsker vel ikke at prøve trylledrikken på mig?” Det var let at se, at vagten bestemt ikke ville have afslået tilbudet, hvis det havde været tilfældet.
”Nej, nej, De kan være ganske rolig,” lo den høje kutteklædte. ”Måske senere, når vi er nået længere i processen. For øjeblikket kan De hjælpe os, ved at lade os auditere for Den Mørke Lady. Vi har brug for både hendes råd og accept før vi foretager os mere i frembringelsen af drikken.”
”Den Mørke Lady ved jo ting om magi, som selv ikke de mest lærde eliksirmestre gør.”
Vagten så ned på den anden kutteklædte skikkelse, som stod krumbøjet med hætten trukket helt frem foran ansigtet, så intet andet end antydningen af en næsetip kunne ses. Vagten rettede sig op, mens han lod til at veje ordene. ”De ved vidst begge to, at Ladyen ikke har tid til hvem som helst. Og hvis De ikke ved det, gør De Dem klogt i at huske på det fremover. De kan vel forstå at..”
”Jeg troede at Undercity var en fri by!” råbte den højeste pludselig. ”At vi alle kan gå frit omkring mellem andre uden at nogen skal føle sig bedre eller dårligere stillet end andre! Det er også en af grundene til at Den Mørke Lady samlede De Forladte i sin tid! Ikke sandt?”
Hvor vagten før havde været stolt og rank at se på, sank han nu sammen i kroppen, som om han pludselig havde mistet evnen til at stå ret. Han så på den høje skikkelse under kutten. Betragtede den synlige næse og underansigt, op til stedet, hvor hættens skygge lod øjnene i mørke. Hurtigt greb han ned i en af lommerne på sin uniform og fandt et lille stykke gulnet papir og en kulstift. Han skrev noget ned på papiret, hvorefter han rakte lappen til den høje skikkelse med et let buk. ”Lad være med at sige noget til Den Mørke Lady om min opførsel,” sagde han. ”Det er ikke til at vide, hvad hun vil gøre, hvis hun finder ud af at en af hendes vagter glemmer de vigtigste leveregler i vores samfund.”
De to kutteklædte nikkede let som tak, hvorefter vagten fik nok at gøre med at genfinde sin stolte gang fra før. De to skikkelser fortsatte med kurs mod trapperne, som ledte til den lange gang, som førte til tronsalen. Torn måtte anstrenge sig for ikke at falde i den lange kutte. Hans kropsholdning fik kutten til at falde ned foran, så han flere gange var tæt på at træde på den.
Tronsalen var ikke som Torn havde regnet med. Væggene i det store, næsten kvadratiske rum, var mørke og rå uden nogen form for udsmykning. Lige så var gulvet, hvilket gav en følelse af kulde, som det var tilfældet for alle uden for den udøde race, som besøgte Undercity. Torn havde mærket den med det samme, da han var ankommet, men havde ikke haft overskud til at registrere den rigtigt før nu. Midt på gulvet førte et par trin op til en mærkelig bred platform, og bag platformen var det egentlige plateau, hvor tronstolen stod. Omkring på væggene og i hjørnerne brændte fakler og skåle med brændende olie, og gav rummet en underlig belysning af gyldent tusmørke. Feramon og Torn fortsatte ind i rummet. Der var ingen vagter at se nogen steder. På vej gennem den lange gang fra resten af byen til selve Den Mørke Ladys gemakker, var de stødt på flere vagter, som havde været mistænksomme. Men i det øjeblik, de havde set den gullige seddel med ret til audiens, var alle mistænksomme spørgsmål blevet overflødige.
Torn og Feramon trådte længere ind i rummet, mens de spejdede til alle sider.
”Årrh, så der er kommet gæster til mine gemakker? Hvilken ære. Hvad må jeg byde de herrer?”
Torn fór sammen med et piv ved lyden af den ukendte stemme. Feramon greb fat om ham og tyssede på ham. Det nyttede ikke noget, at de klokkede i det nu, hvor de endelig var kommet så langt. Torn og Feramon så hen mod det sted, hvor stemmen var kommet fra og så skyggen af noget på væggen, en brøkdel af et sekund før dette noget åbenbarede sig i rummet.
”Nej nu må De virkelig ikke gøre det sværere for mig. Kan jeg tilbyde de herrer en forfriskning, mens vi taler? For det er vel, hvad De er kommet for ikke sandt?” Lady Sylvannas’ stemme var ikke som noget Torn nogensinde før havde hørt. Den eneste lighed han kunne finde, var lyden af en rigtig kvindestemme: Stærk og blød på samme tid. Hård og beroligende. Med en let nasal klang, som på rette tid kunne jage som syle gennem luften på en slagmark. Da hun trådte frem i den dunkle belysning måtte Torn endvidere modstå fristelsen til at gnide sig i øjnene, for at tro, hvad de så. Lady Sylvannas var vidunderligt smuk. Hendes slanke krop bar den kropsstøbte rustning, som var hun født med den, og den blålige glatte hud glinsede en smule i den sparsomme belysning. Det meste af hendes hår var skjult af rustningens hovedprydelse, men de grønne øjne rummede en hårdhed og en viljestyrke så stor, at Torn ikke kunne holde ud at se på dem i længere tid.
”Et enkelt krus mjød da? Det er måske ikke lige så godt som dværgenes, men hvad ved De om det ikke sandt?”
Torn blev med et opmærksom på situationen og samlede sig. Han kunne fornemme at Feramon gjorde det samme ved siden af. ”Mange tak, et krus mjød lyder godt.” Feramon bukkede, og Torn fulgte efter.
”Kom og sid så længe,” sagde Lady Sylvannas, hvorefter hun trådte op på den brede platform og knipsede med fingrene. Et par tjenere kom ind fra gangen, hvor hun selv var kommet fra, med to stole, som de satte på platformen. Torn og Feramon steg op ad trapperne og satte sig i hver deres stol, mens Lady Sylvannas gik hen mod tronstolen, hvor hun satte sig. ”I De Forladtes samfund skal ingen føle sig mindre eller større end de andre,” sagde hun højt. ”Jeg sætter pris på alle meninger, og forfordeler ikke bestemte personer frem for andre. Enhver stemme er lige vigtig.”
Torn og Feramon nikkede, og det begyndte at gå op for Torn, hvorfor de sad på platformen. Nu sad de begge i samme højde som Lady Sylvannas selv.
”Men lad mig så høre de herrer, hvad der har bragt Dem til mig i dag.” Hun så skiftevis på Feramon og Torn med en venlig mine.
Feramon rømmede sig, mens han forsøgte at finde ud af, hvordan han skulle indlede. Det hele var gået så godt. Endelig var han her foran De Forladtes leder og havde mulighed for at forklare hende det hele. Sammen med Torn ville han overbevise hende om, at det gamle fjendskab med menneskene var en stor misforståelse. Torn ville fortælle hans historie, og måske ville alt igen blive godt. En mærkelig snurrende fornemmelse meldte sig i Feramons hoved. Han så på Lady Sylvannas, og derefter på Torn ved siden af ham. Hans syn begyndte at sløre og pludselig virkede tronsalen meget langt væk. Torn nåede at gribe Feramon inden han ramte gulvet. Henne ved tronstolen havde Lady Sylvannas rejst sig. Noget bag platformen med de to stole havde vakt hendes opmærksomhed.
”Åh, så jeg får flere gæster.”
Torn lagde Feramon forsigtigt fra sig og så i samme retning som de udødes dronning. Et skrig meldte sig i hans hals, og han var tæt på at besvime, da han så, hvem der var kommet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar