Der lugtede svagt af salt. Torn havde lagt sig halvt ned i båden og lå og kiggede på vandet, som glad forbi ved siden af ham. Af og til sprang en livlig fisk op fra overfladen, for derefter igen at forsvinde i dybet. En enkelt gang havde Torn fanget et glimt af en mørk skygge nede i vandet, og hans hjerne var allerede i fuld gang med at forestille sig, hvilke søuhyrer, der levede i dybderne. Feramon var gået tilbage til sin plads i båden og havde taget et par årer, hvorefter han var begyndt at ro i e bestemt retning. Han havde fortalt Torn, hvor han kom fra, og om menneskenes syn på De Forladte. Torn havde svaret så godt han kunne på mandens spørgsmål, men manglede stadig at få svar på det største af sine egne. Hvorfor havde Feramon hjulpet ham?
Torn vendte sig fra sin stilling, og kom op at sidde. Han så på den udøde, mens han tænkte over hvordan han skulle begynde.
”Du er sikkert interesseret i at vide, hvad jeg vil med dig,” kom det pludselig fra Feramon. Han havde ikke så meget som set på Torn.
”Ja, meget,” svarede han. ”Hvad skal I bruge mig til?”
Feramon holdt inde med roningen og stirrede indgående på ham med sit ene øje. ”Nu får du os til at lyde som en flok barbarer. ’Vi’ er et meget stort ord at bruge i en sag som denne.”
Torn rystede forvirret på hovedet. ”Jeg er ikke sikker på, at jeg forstår hvad du mener.”
Den udøde bragte ham til tavshed med en gestus og smilede så. ”Så tillad mig at delagtiggøre dig i sagen. Vi er stadig et godt stykke fra vores mål.”
Torn vendte hovedet, da en fisk sprang op af vandet ude til højre. Da han igen så på Feramon, havde den udøde genoptaget roningen, mens han så ud til at lede efter de rette ord.
Bridget Hamilton var en smuk og anerkendt ung kvinde. Hun var skrædder og havde en lille butik i Raven Hill, den lille by i det vestlige Duskwood. Hendes mand, Forran Hanilton elskede hende, som kun en mand kan elske sin hustru. Han boede sammen med hendeog deres søn i samme hus, hvor en del af underetagen fungerede som butik. Sønnen var ikke mere end en baby, højst et par uger gammel, så tiden gik med at passe og pleje den lille, mens Forran passede butikken.
Uenighed er desværre den største årsag til fjendtligheder, og Forran blev en dag hentet for at støtte kong Varian i krigen mod De Udøde fra Tirisfal Glades. En gruppe rejsende var efter at have slået lejr ud for Raven Hills kirkegård, blevet overfaldet af udøde, og meddelelsen havde været klar. Overgivelse eller død. Forran stod i det første geled, da kong Varians hær stormede katakomberne på kirkegården. Det var her de udøde havde fundet vej under jorden for at kunne ramme menneskenes lande bedst muligt. Forran sprang om et hjørne og løb ned ad en gang med sine soldaterkammerater i hælene. Han tænkte på Bridget og sin lille søn, da han skilte den første udøde ad i hoved og krop og hans kampmod opildnede de andre soldater til at følge trop. Men modstanden var for stærk. Udøde sprang frem alle steder fra, og snart var det ikke længere muligt for soldaterne at holde fjenderne tilbage. Forran huggede, slog og stak, men mærkede også til sin fortvivlelse, at energien var ved at forlade ham. Snart måtte han give efter for overmagten og et hårdt præcist slag fra noget han ikke kunne se, gjorde verden sort.
Bridget ventede tålmodigt i huset på at hendes mand skulle vende tilbage med nyheden om at de igen havde jaget fjenden på flugt. Men han kom ikke. Da der endelig lød støj uden for huset, skyndte hun sig derfor med drengen på armen, ud for at tage imod, hvad hun troede var hendes mand. Bridget blev mødt af en gruppe soldater med panikken stående i blikket. Sammen med dem var resten af den sparsomme befolkning fra Raven Hill. Bageren, tømmeren og kvinden med de mange børn, som Bridget havde håbet kunne blive legekammerater til hende søn, når han blev ældre. De måtte af sted. Kirkegården var tæt på at være overtaget af de udøde, og der ville gå for lang tid før Kong Varian kunne skaffe forstærkninger. Derfor måtte de flygte med hvad der var tilbage af soldaterne. Birdget samlede hurtigt nogle ting sammen i en bylt og begav sig af sted. Hun græd ikke. Så bare stift ud i mørket. Det forunderlige mørke, som altid lå over Duskwood.
Torn glippede med øjnene og strakte sin ryg. Han havde siddet foroverbøjet med armene hvilende på lårene og lyttet, mens Feramon fortalte.
”Sikke en forfærdelig historie. Har det virkelig været sådan engang?”
Feramon betragtede ham med et mørkt blik. ”Sådan er det stadig. De steder i Azeroth, hvor krigen stadig raser skyer fjenden ingen midler for at få hvad de ønsker. Spørgsmålet er så blot. Hvem er fjenden?”
Torn så uforstående på ham, og den udøde forklarede. ”De Udøde er fjender af menneskene, hvis du spørger et menneske. Men spørger du en udød, er det menneskene som er fjenderne. Forstår du det nu.”
Præstelærlingen nikkede, og mærkede hvordan krigen pludselig tog sig latterlig ud for hans indre logik. Kamp og blodudgydelser. Til hvad nytte? ”Men,” sagde han, og fik den udøde til at vende sig mod ham. ”Du sagde selv at I var De Forladte før. Hvorfor kalder du jer så for De Udøde nu?”
Feramon så først tavst på ham. Så forlod en sær gurglende lyd hans strube, og det gik op for Torn at han grinede. ”Der er løbet meget vand under broen siden den tid min ven.”
Torn smilede usikkert og satte sig igen til rette for at lytte.
Der gik næsten et år før Bridget kunne vende tilbage til sit hus med sin søn. Da tiden kom, var det med glæde og lykke at hun genså sit skrædderi og ejendele. Dog kunne hun for alt i verden ikke have forberedt sig på det syn, der ville møde hende, da hun trådte ind i soveværelset. Han sad på sengen og studerede en af de ringe, som hun ikke havde fået med. Mager og sygeligt bleg med tøjet hængende løst og dødt om sig, sad Forran og græd, mens han knugede ringen mellem de ligblege fingre. Hun genkendte ham næsten med det samme. Gik hen og lagde en hånd på den magre skulder. Han så op på hende, og hun kunne ikke holde et lille udbrud tilbage. Drengen på hendes arm sagde dog ikke noget.
Forran var ikke længere menneske. Han var udød. En af disse besynderlige skabninger, som er døde, men stadig lever. Han havde oplevet meget, mens han havde været væk. Forran var ikke blevet dræbt, da de udøde havde chancen for det, men var i stedet blevet ført til Tirisfall Glades, hvor en besynderlig kamp havde fundet sted. Udøde kæmpede med udøde, deres egen slags. Forran havde skiftet ejere og var blevet bragt til en by af udøde. De Forladte. Det var, hvad de kaldte dem selv. Han var blevet modtaget som en gæst og behandlet derefter. Kort tid efter havde han gennemgået forvandlingen. Var blevet en af dem. En udød soldat, der kæmpede for Den Mørke Lady.
Han havde forladt Brill i ly af mørket, og genkaldt sig vejen tilbage til de underjordiske tunneler, så snart han havde haft muligheden. Fundet vejen til den besynderlige port gennem tid og rum, som gjorde det muligt at rejse over store afstande på kort tid. Han havde ikke meget tid, før de ville opdage at han var væk. Han havde allerede været væk i for lang tid.
Feramon holdt inde og så væk et øjeblik.
”Men hvad skete der så med Forran og Bridget?” spurgte Torn. ”Og hvad med den lille dreng?”
”Feramon,” sagde Feramon og så på ham.
”Feramon? Er du drengen?” spurgte Torn.
Feramon smilede træt. ”Da min mor hørte om, hvordan min far var blevet modtaget af De Forladte så hun straks en mulighed for at vi alle kunne leve lykkeligt. Hun ville lade sig selv og jeg omdanne, så vi alle kunne være sammen i Brill. Men omstændighederne og De Forladtes politik ville det anderledes. De Forladte sætter kampfærdigheder højt, og kvinder er hos dem ikke noget værd, medmindre de forstår at svinge et sværd. Det eneste min mor forstod at svinge var en saks.”
Torn så undrende på ham. ”Så alle kvinder hos De Forladte kan kæmpe?”
Feramon nikkede. ”Måske lige bortset fra nogle stykker. De såkaldte indfødte. Vi ser mindre kritisk på de, som er fuldblods udøde.”
Torn nikkede stille for sig selv, mens ordene trængte ind. ”Men hvad skete der så med hende?”
”Jeg fik lov at blive i Brill, mens min mor fik et ultimatum. Hun kunne rejse med det samme, eller dø for De Forladtes hånd. De kunne ikke gøre andet. Den Mørke Ladys ordrer var ikke til at tage fejl af. Og lystrede de ikke, risikerede de selv at ende deres dage. Så hun valgte at rejse. Personligt har jeg tit stillet mig selv det spørgsmål om, hvorfor hun valgte, som hun gjorde. Hun kunne rejse tilbage, men tilbage til hvad? Hendes mand og barn var jo hos De Forladte.”
”Måske tænkte hun, at der var andre mænd hun kunne blive lykkelig med,” prøvede Torn. I det samme han hørte sig selv sige det, kunne han have bidt tungen af. Det havde lydt bedre inde i hans hoved.
Feramon havde løftet hovedet og så indgående på præstelærlingen. Torn kunne se, at han havde spændt i kroppen, at Torn havde ramt et ømt punkt. Så var det som om den udøde gav op, og den ødelagte krop faldt næsten sammen om sig selv. Han tog en beslutning.
”Du har sikkert ret,” sagde Feramon stille. ”Det var nok også det bedste, når alt kommer til alt.” Han løftede hovedet og blev overrasket over at se Torns ene hånd nærme sig hans skulder.
”Jeg er kun lærling,” begyndte Torn,” men hvis du vil, kan jeg hjælpe dig, så du ikke går og falder sammen om dig selv. Er det i orden?”
Feramon så først undrende på ham, men så tændtes der et lys i det ene øje, og han smilede saligt. ”Kan du få mig til at blive menneske igen?”
Torn rystede beklagende på hovedet. ”Nej, men jeg kan få dig til at synes bedre om dit udseende, hvis jeg får lov.”
Fermon nikkede. Det så ud som om, det krævede mange kræfter, og Tor var ikke længere i tvivl om, at det var det rigtige at gøre. Han tog blidt fat om skulderen med sin fremstrakte hånd og så derefter Feramon ind i det ene øje, mens han koncentrerede sig om at samle magien i sine årer. Der begyndte langsomt at danne sig en varme i hans krop, som udstrålede fra et sted i hans overkrop. Varmen bredte sig blidt, og med stor hastighed til hoved, ben og arme, og under Torns håndflade, som var lagt på skulderen, kunne Feramon nu se et kraftigt lys. Det strålede om kap med solen, og gjorde de mørke streger som adskilte torns fingre, røde og lysende. Feramon mærkede nu en blid og let sitrende varme brede sig fra skulderen og ud i kroppen. Torn rakte frem med den anden hånd og greb den anden skulder, hvorefter den helende magi strømmede uhindret mellem de to kroppe i den lukkede magiske cirkel. Feramon følte, hvordan hans åndedræt blev lettere, og hvordan det blev nemmere at sidde oprejst i båden. Han så, hvordan huden lukkede sig de steder, hvor den før var sprunget op og mærkede, hvordan han langsomt fik mere kød på kroppen. Den største forandring skete dog i ansigtet, hvor den tomme øjenhule på magisk vis igen blev fyldt af et øje med blågrå iris, præcis som det andet.
Forvandlingen stod på i et par minutter, hvorefter Torn måtte synke sammen tappet for magi det næste stykke tid. Feramon så ned ad sig selv med stigende betagelse og smilede så til Torn, nu med et tandsæt uden råd og manglende tænder. Han var stadig bleg, og et menneske ville stadig kalde ham for udød, men nu havde Torn ingen problemer med at se, hvordan han ville have set ud, hvis han havde fået lov at vokse op som menneske.
”Tusind tak min ven,” sagde Feramon og faldt Torn om halsen med en kraft så de nær ved væltet ud af båden. ”Du aner ikke hvor længe jeg har drømt om en mulighed som denne!”
Torn smilede og kæmpede for at komme op at sidde igen. ”Det var så lidt min ven. Men du har stadig ikke besvaret mit spørgsmål.”
Feramon glippede med øjnene. ”Har jeg ikke? Hvad har jeg ikke svaret på?”
”Hvad min rolle i alt det her er,” forklarede Torn.
Brikkerne faldt på plads i Feramons hoved, og han satte sig igen overfor præstelærlingen.
”Selvfølgelig,” sagde han, ” det glemte jeg helt. Men allerede første gang da jeg så dig i kælderen tænkte jeg, at du kunne hjælpe. Du er jo præst, eller så godt som præst, og dine evner fejler i hvert fald ikke noget. De Forladte lytter ikke til mennesker og slet ikke til krigere, men en præsts ord er nu engang mere rene og betydningsfulde, hvad enten de bliver udtalt af mennesker eller udøde.”
Torn nikkede og viftede en flue væk fra øret. ”Så du vil have mig til at tale? Hvad skal jeg tale om?”
”Jeg vil tage dig med til Undercity, hvor du skal tale min sag overfor Den Mørke Lady. Du skal fortælle hende min historie, som jeg har fortalt dig den. Få hende til at forstå, at mennesker og udøde har gamle bånd, som kunne genforenes. På den måde ville vi kunne opnå fred mellem vores racer.”
Feramons tale var motiverende, og Torn kunne godt forstå ham et langt stykke hen ad vejen. Dog var han ikke sikker på at Kong Varian nogensinde ville tillade en alliance med De Forladte. Dertil var der udgydt for meget blod. Men hvis ingen forsøgte at gøre noget, ville der med sikkerhed aldrig ske noget. Så hellere være med til at forsøge at ændre tingene, i stedet for at lade dem ske.
Torn så på Feramon og smilede. ”Det er en aftale. Jeg skal nok tage med dig, og tale din sag.”
Den udøde lyste op i et smil og begyndte igen at ro. Hurtigere denne gang.
”Jeg har dog en enkelt betingelse,” fortsatte Torn. ”Du må love mig at jeg ikke kommer noget til. En død præst kan ikke sige meget.” Hvor kom den tale fra? Torn undrede sig over sin egen myndighed. Måske var dette også en del af det at blive voksen.
Han så over på Feramon som nikkede alvorligt.
”Jeg skal vogte over dig med mit liv,” sagde den udøde. ”Det skylder jeg dig.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar