”Ja, der er ingen tvivl om sagens kerne.” Den gamle skriver tog brillerne af og lagde dem på bordet foran sig, hvorefter han så på den lille gruppe, der var forsamlet foran ham.
Gruppen bestod af Alaric, Dastan og Jenora, samt kommandøren Althea Ebonlocke. De befandt sig i Darkshires Townhall, et sted, som blev brugt, når hele byen skulle samles omkring vigtige informationer, eller hvis der skulle vedtages nye regler og love angående byen.
Alaric stod imellem Dastan og Jenora, hvilket han var glad for. Efter turen til Raven Hill var han begyndt at se levende døde alle vegne, selvom vagtværnet omkring Darkshire ikke havde ladt en udød slippe ind i byen i mange år. De var toptrænede soldater, og som kommandør Althea udtrykte det, toppen af hvad man kan åbne, hvis man vil noget i livet.
Kommandøren tog et skridt frem mod den gamle mand. Bordet han sad ved var bygget på et lille plateu, som var nogle centimeter højere end det øvrige gulv i bygningen. Foran plateuet ud mod siddepladserne for befolkningen var et lavt gelænder sat op for syns skyld. Althea lænede sig let op ad det, mens hun så på skriveren.
”De mener altså, at det er en gammel anmodning om fred væbner Alaric har fundet?”
Manden nikkede og slog ud med hånden i gestus. ”Der er, som jeg før sagde, ingen tvivl. Den kvinde, som har skrevet brevet, kendte en mand i Tirisfal Glades.” Skriveren så ned på brevet som om han ledte efter noget bestemt og satte så en finger på stedet. ”Der står det!” Han så op på kommandøren, som nu stod ved siden af ham og læste over skulderen.
….og jeg begræder din skæbne mere end nogen anden min kære. Hvad skal al denne had og krig til for? Jeg husker de gamle dage, hvor vi var sammen. De dage, som aldrig mere kan komme tilbage. Mit højeste ønske er at være sammen med dig igen, men jeg vil blive slået ihjel, hvis jeg så meget som viser mig i Brill. De viste dig nåde. Gav dig en mulighed for at starte forfra. Men de fjernede også muligheden for at vi kunne blive lykkelige sammen. Aldrig havde jeg troet…
Althea holdt inde og rettede sig op. Hendes ansigt var hårdt uden den mindste antydning af følelse.
”Hold da op for en tudeprinsesse,” udbrød Dastan og klappede Alaric kammeratligt på skulderen. ”Hun må da have nogle seriøse selvværdsproblemer.”
Kommandøren vendte blikket mod ham. Dastan så op og smilet om hans mund falmede som dug for solen.
Hun lagde en hånd på den gamle mands skulder og gik så ned til de tre krigere. Hendes stemme var neutral, da hun talte. ”Kvinden var måske nok en tudeprinsesse, men hun tager fat i nogle store problemstillinger, som vi i mange år har brugt mange kræfter på. Til sidst i brevet beder hun om at fortræde for Lady Sylvanas, De Forladtes dronning.”
Der gik en kuldegysningen gennem Alarics krop, da han hørte navnet på den uhyggelige dronning blive udtalt. Han havde hørt mange historier om hende, da han var lille. Hun skulle efter sigende kunne slå ihjel, blot ved at se længe nok på en modstander. Han blev bragt ud af sin tankegang, da Jenora brød ind.
”Men den slags kan da ikke lade sig gøre kan det? De er jo ikke en del af alliancen.”
Althea slog ud med hånden. ”Præcis! De har for længe siden valgt at være imod os under den store krig om Azeroth.” Kommandøren begyndte at trave frem og tilbage hen over gulvet, mens hun tænkte. De tre riddere blev stående og så på hende, uvisse om hvad de skulle foretage sig. Selv da den gamle skriver lydløst gik forbi dem med sine ting, blev de stående.
”Nej nu sætter jeg mig altså ned,” sagde Dastan og fangede den nærmeste stol og satte sig. Alaric så på ham, men blev selv stående sammen med Jenora. Han betragtede kommandøren, mens hun travede. Prøvede at leve sig ind i, hvad hun tænkte på. En løsning kom til syne i hans hoved, men den syntes for dristig til at begynde med. Skulle han alligevel foreslå den? Det blev Jenora, der kom ham i forkøbet.
”Kommandør,” sagde hun. ”Tillad mig at foreslå noget.” Althea stoppede op og så opfordrende på den unge kriger. ”Jo altså, ville det være helt umuligt at få denne dronning i tale? Jeg mener, hun må da være til at snakke med.”
Pludselig fyldtes rummet af latter. En høj og uvarm latter, som først fik de tre krigere til at vende sig forvirrede rundt for at finde kilden. I næste øjeblik erfarede de at latteren kom fra kommandøren. Hun stod midte på gulvet og lo så tårerne truede med at trille ned ad hendes kinder. Dastan stak i et bredt smil ved synet og begyndte selv at småfnise. Alaric så undrende på kommandøren, og Jenora så mest af alt en smule såret ud. Lidt efter lidt ebbede latteren ud og kommandøren kunne igen samle sig. Hun så på dem alle efter tur, Dastan fandt den mutte maske frem igen, da hun nåede ham, og hun endte ved Jenora.
”Misforstå mig ikke væbner Jenora. Deres forslag er som sådan udmærket. Men hvad De og sikkert også Deres medkrigere ikke forstår, er at man ikke bare valser ind i Undercity og drikker te med dronningen.”
Dastan måtte koncentrere sig for ikke at begynde at fnise igen. Alaric daskede let til ham og fangede så hans blik med et smil. Han så derefter op på kommandøren igen, som ikke havde lagt mærke til noget.
”Grænsen mellem Alliancen og Horden er uigennemtrængelig og har været det siden de første mennesker og orker begyndte at bekrige hinanden. Af grunde som alle for længst har glemt.”
Jenora fik et bestemt drag om munden og rettede sig. ”Men hvis alle har glemt hvorfor de slås, så er der vel stadig en chance for at de kan huske, hvorfor de skal holde fred.”
Alaric nikkede, enig i hendes udsagn. Han vendte sig mod kommandøren og fortsatte. ”Ja kirgen bringer kun flere problemer med sig. Overalt er der krig, men der er aldrig nogen som forsøger at forhandle om fred.”
Althea betragtede de to stående krigere. Studerede dem nærmest vurderende. Så vendte hun blikket mod Dastan, som stadig sad på stolen. ”Hvad med dig grinebider. Hvad er din holdning til dette?”
Dastan blev for en gangs skyld tavs. Hans øjne blev store af overraskelse over pludselig at blive spurgt på den måde, og han så op på de to andre for at finde hjælp. Til sidst endte han igen hos kommandøren, som stadig så afventende på ham. ”Tja, fred er vel altid at foretrække frem for krig,” begyndte han og gik så i stå.
”Udmærket.” Althea gik et par skridt tilbage og stillede sig så i formel stilling med front mod sine krigere. ”Min plan lyder således: Væbner Alaric skal, som finderen af dette vigtige brev, drage til Tirisfal Glades og forsøge, og jeg gentager FORSØGE at finde ud af mere om denne gamle fredsforhandling. Det bliver en lang og farefuld rejse, så jeg ønsker at væbner Jenora og væbner Dastan tager med som hjælpere og krigskammerater.”
Der blev helt stille i rummet. Ingen af de tre havde regnet med sådan en drejning. Til sidst rømmede Alaric sig.
”Vi skal altså rejse til De Forladtes lande?”
”Ja,” svarede kommandøren og rakte derefter hånden frem mod ham. ”Og lad mig så gratulere jer alle for jeres syn på krig og fred. Havde alle krigherrer denne holdning, var der ikke krig i Azeroth.”
Hun trykkede Alarics hånd i et stærkt og fast håndtryk og gik så videre til de to andre. Alaric så undrende på sin hånd, og derefter på kommandøren. Han havde ingen ord.
”I vil tage af sted til Stormwind med det samme,” fortsatte hun, da hun igen stod på sin plads. ”Der vil I få mulighed for at proviantere inden I rejser videre til Ironforge. Med jer får I naturligvis brevet, som I må vogte med jeres liv. Måske siges det, at De Forladte slår alle ihjel som færdes i deres lande, men brevet kan måske gøre en undtagelse. Spørgsmål?”
Hun så på dem alle efter tur. Alaric var stadig for overvældet til overhovedet at kunne tænke klart. Jenora så bare på kommandøren med et blik der viste lige dele frygt og ærefrygt. Dastan så ikke op. Han havde blikket vendt mod gulvet indtil kommandøren stampede med foden og fik ham til at løfte hovedet. Udtrykket i hans ansigt viste afmagt og forvirring. Hvad var det de havde rodet sig ud i?
Hestenes hove gav genlyd på de brolagte gader, da de tre venner red gennem Stormwind. De havde retning mod en bestemt del af byen. Der, hvor dværgene holdt til. Disse lave tætbyggede skabninger lignede næsten mennesker, bortset fra deres ringe højde og anlæg til at se fede ud. Sandheden var, at størstedelen af denne hårdtarbejdende races lemmer var så mættet af muskler, at det mere fik dværgene til at ligne små tykke børn end muskuløse mænd og kvinder.
Gruppen red gennem den t-formede tunnel som udgjorde en af indgangene til Dværgedistriktet. Mens de red kunne de mærke den sure lugt af smedearbejde, og den tykke luft af sod hindrede dem snart i at kunne se særlig langt. De var nødt til at sidde af hestene. I samlet trop gik de nu gennem dværgenes distrikt, som mest af alt mindede om en stor smedje. Overalt var der arbejdende dværge, som ikke interesserede sig det mindste for besøgerne. Hist og her løb nogle andre små skabninger rundt, en smule forvildede og stressede. De stoppede op ved dværgene og forsøgte at sige noget til dem. I de fleste tilfælde skete der ikke det store, men nogle steder så Alaric den arbejdende give den lille skabning et skub så den væltede bagover. Et enkelt sted gav dværgen sig oven i købet til at brøle den lille i hovedet, så det let puffede hår stod bagud som en fane i vinden.
Alt dette var nyt for Alaric. Vist havde han boet i byen i det meste af sin barndom, men han havde aldrig været ret meget uden for børnehjemmets trygge rammer og Katedral-torvets velkendte mure. Denne del af Stormwind var lige så ukendt for ham, som hvis han havde været en orkspion på jagt efter nyttige informationer.
Mens de gik, gik der pludselig en prås op for Dastan. ”Nu kan jeg huske det!” udbrød han og smilede til de andre. ”For at komme til Ironforge skal vi med toget.” Det havde været Dastans ide fra starten at tage til Dværgedistriktet, fordi han mente at kunne huske noget fra sidst han var i Ironforge. Problemet med hele denne historie var, at den involverede en godt beruset Dastan, som efter et par timer på Den Mutte Eneboer sammen med nogle drukvenner havde fået den vilde ide at tage til Ironforge og drikke med dværgene. Ideen havde ført til fuldemandsgang tværs gennem Stormwind og underholdning til samtlige som de stødte på og sommetider ind i. Gruppen kom dog aldrig til Ironforge, da de blev stoppet ved indgangen til Deeprun Tram. Den direkte togforbindelse mellem Stormwind og dværgenes hovedby.
Dastan spejdede ud over det tågeagtige lag af sod, som gjorde sigtbarheden meget dårlig. Han vendte sig mod sine kammerater. ”Det må være herhenne. Jeg kan huske at jeg faldt over den her sten.” Han pegede på en mellemstor sten i kanten af den brolagte vej og trak derefter hesten med videre, mens han storsmilede. Bag ham sendte Alaric og Jenora hinanden et blik.
Indgangen til en ny tunnel begyndte at tegne sig et stykke foran dem. Dastan stak i et grin og trak hesten hurtigere frem. Alaric og Jenora fulgte efter.
”Ja, ja det er her!” sagde han. ”Jeg sagde jo nok at jeg kunne huske det.”
Foran dem rejste indgangen til en tunnel sig. De kunne se rummet inde på den anden side. For enden af tunnelen stod en skabning og spærrede vejen. Det var en af de små væsner, som Alarci havde set sammen med dværgene før.
”Du må hellere gå først Alaric,” sagde Jenora og trødte lidt tilbage. ”Det er jo dig, der har fået missionen.”
Alaric så på hende og syntes at kunne ane en snert af misundelse i hendes blik. ”Udmærket” sagde han så og greb hesten i grimen. ”Så lad os komme til Ironforge.”
De nåede ikke længere end til enden af tunnelen før de blev stoppet.
”En skændsel! Sådan at trække store urene dyr ind på mit fine gulv. Få dem ud! Ud siger jeg!”
De så alle tre ned på den vrede skabning, som lignede et menneskebarn endnu mere end dværgene gjorde. Den lyse, let nasale stemme trængte tydeligt igennem i det store rum. Dastan satte sig på hug foran gnomen og smilede.
”Hvis jeg nu giver en is, vil du så lade os komme forbi?”
Gnomen gik i stå og så på ham, mens farven skiftede fra lys til rødlig i dets kinder. ”En is siger du? Tror du jeg er et pattebarn? Nu har jeg taget mig af vedligeholdelsen af den gamle forbindelse i flere år end jeg kan tælle, og jeg har mødt grove passagerer før, men dette slår alting. Hvad i hele hule dværgenes das bilder du dig ind?”
Dastan så uforstående på gnomen. ”Jamen jeg prøvede jo bare at være venlig…”
”Så burde du lære hvordan man er venlig vil jeg sige.” Den lille gnom rettede sig op og skød brystet frem for at understrege sine ord. Jenora trådte frem og smilede til togets oppasser.
”Kan vi få lov at komme med, hvis hestene bliver her?”
Spørgsmålet blev overhørt af gnomen, som pludselig havde genkendt noget ved Dastan. Han gik så tæt på krigeren at deres næser kunne have rørt hinanden.
”Ja det er ham, der er ingen tvivl om det. Hvor vover du at vise dig her igen din fulderik?”
Dastan trak sig overrasket væk fra gnomen og så på de andre. Han gjorde mine til at ville rejse sig men blev stoppet af gnomen. ”Nææh, du bliver hernede, hvor jeg kan se dig i øjnene dingleper. Hvis du vil have skyggen af mulighed for at komme med, skal du i hvert fald ikke begynde at prale med din højde...”
Gnomen gik i stå og blev pludselig trist. Alaric, Dastan og Jenora så afventende på ham, men intet skete. Han stod bare og så som forstenet på Dastan, med en finger pegende på ham.
”Men må vi så komme forbi?” prøvede Alaric nu. ”Hvis vi lader hestene blive her?”
Det var som om lyden af Alarics stemme fik gnomen ud af trancen. Han glippede med øjnene og så op på de tre venner, som om han aldrig havde set dem før. I næste sekund huskede han og det triste udtryk vendte tilbage. ”Ja det er i orden, også dig sangtenor, hvis I lader hestene blive her.”
Alaric og Jenora gik tilbage gennem tunnelen for at tøjre hestene udenfor, mens Dastan blev siddende på hug og takkede gnomen for hans venlighed. Gnomen gjorde en afværgende gestus med hænderne og satte derefter kursen hen mod perronen. Inden længe var han ude af syne.
”Han var da en underlig en,” sagde Alaric, der var kommet tilbage sammen med Jenora. Dastan nikkede og kom på benene, hvorefter de alle tre fortsatte hen mod toget, som netop var kommet ind på perronen.
Deeprun Tram, som forbindelsen mellem menneskenes og dværgenes hovedbyer blev kaldt, var ikke blevet til, hvis ikke det havde været for gnomernes fantastiske intellekt. Dværge forstod at arbejde i flere dage, men det kneb mere, når de skulle udtænke byggeplaner. De fleste af deres tanker kredsede om smedearbejde, og mange af dem havde svært ved at samme tankerne om andet, medmindre det var øl. Menneskene kunne både arbejde og tænke, men det var gnomernes unikke evne til at omdanne luftkasteller til virkelighed, som gjorde dem uundværlige i et projekt som dette. Det var også grunden til at indgangen til Deeprun Tram blev lagt i gnomernes lille samfund i Ironforge, Tinkertown fra begyndelsen.
Toget kørte ikke på skinner, men drev med magnetisme hen ad en slisk, der var udformet i metalgulvet. Denne slisk førte så toget gennem bjerge og under hav, indtil det ankom til endestationen i Stormwind i Dværgedistriktet. Både på grund af den lange afstand mellem byerne og den høje popularitet, som toget vakte, valgte gnomerne i samråd med dværgene og menneskene senere at åbne endnu en slisk mellem de to byer. Toget blev på den måde til to, og folk skulle ikke vente helt så længe mere, på at komme med.
Alaric havde aldrig været i Ironforge før. Han havde kun hørt historier om byen, og han vidste at den var kendt for sin store smedje. Da de tre rejsende ankom med toget, var det derfor smedjen han så mest frem til at se. De skulle ikke gå langt, før de stødte på den første vagt.
”Undskyld,” indledte Alaric, ”men De skulle vel ikke kunne fortælle mig vejen hen til smedjen? Jeg har hørt at den skul…”
Længere kom han ikke, da han opdagede at dværgen stod og lo ad ham. Lo varmt og hjerteligt så tårerne trillede ned ad kinderne på ham.
”Hvad er der med ham?” Alaric så på sine to venner for et svar. Jenora smilede og kom hen til ham.
”Det skal jeg vise dig, kom.” Hun tog ham i armen og småløb ud af Tinkertown og ind i en bred korridor. Alaric kunne mærke temperaturen stige og det havde ikke kun noget at gøre med Jenoras berøring. Det blev faktisk varmere. Efterhånden som de kom længere frem, mente han at kunne se et rødt funklende lys som lyste varmt fra noget foran dem. Korridoren slog et knæk, så det var ikke muligt for ham at se hvad det var. Henne om hjørnet pegede Jenora leende frem for sig og dunkede samtidig Alaric i ryggen, så han nær havde fået overbalance.
”Se! Det der er smedjen.”
Alaric troede ikke sine egne øjne. Der, foran ham, stod den største ambolt han i sit liv havde set. På begge sider af ambolten var anlagt kæmpemæssige bassiner fyldt med magma. Han så op og blev opmærksom på en tyk stråle af magma som flød ud et sted oppe fra loftet og ned i et af bassinerne. Han måtte læne nakken tilbage for at få øje på loftet, da det lod til at være adskillige meter oppe.
”De har været grundige,” var det eneste han kunne få over sine læber.
”Ja,” sagde Dastan og kom op på siden af ham, ”Eller også føler de bare, at de skal kompensere for noget.” Han lo, og Alaric lo med. De blev dog stoppet af Jenora, som mente at de burde få noget mad inden de tog videre.
Efter at have spurgt om vej et par gange fandt gruppen frem til Stonefire Tavern, hvor de fandt et bord. En ung dværgekvinde kom hen til dem og de gav hende deres bestillinger. Ikke langt fra dem sad en gruppe dværge og spiste og drak højlydt. De var alle iført de samme uniformer og de så en smule formelle ud. Alaric skævede flere gange over mod dem, når de råbte for højt. Hvordan kunne man dog spise i den larm?
Under maden fortsatte dværgene med at råbe. De havde allerede fået, hvad de kunne tåle, kunne man se, men underligt nok var der ikke andre af kroens gæster som virkede forstyrret af gruppens adfærd.
Alaric gjorde sit bedste for at ignorere dem og vendte i stedet opmærksomheden mod sine venner.
”Hvad skal vi herefter?” Han måtte råbe for overhovedet at blive hørt.
”Hvad mener du?” råbte Dastan tilbage. ”Vi spiser jo!”
”Idiot!” råbte Jenora og puffede til Dastan, så hans gaffel faldt på gulvet. ”Han mener selvfølgelig hvor vi skal hen herefter! Ikke Alaric?”
Alaric nikkede og så efter Dastan, som kom op fra gulvet med en beskidt gaffel i hånden.
Jenora så tænksom ud et øjeblik og så på ham. ”Jeg foreslår at vi lejer nogle heste og tager ud af byen så hurtigt som muligt. Med lidt held kan vi nå at komme til Amberstill Ranch inden det bliver mørkt! Så må vi se hvor langt vi når i morgen!”
”Jeg mener kommandøren snakkede noget om Southshore!” indskød Dastan. ”Det var vidst ret vigtigt!”
”Southshore ligger i Hillsbrad Foothills!” fortsatte Jenora, “så vi skal bare herfra til Loch Modan, gennem Wetlands og Arathi Highlands, så skulle vi være der!” Hun råbte stadig og blev først klar over at larmen fra dværgene var forstummet, da en af dem brød ind i samtalen.
”I kunne også flyve.”
Det gav et sæt i alle tre, hvorpå de vendte sig mod den fremmede. Alaric tog ordet.
”Hvad mener De? Flyve på hvad?”
Dværgen begyndte at le, men på en mere behersket måde end den sidste Alaric havde talt med.
”Du er vidst ny her hva? Jo ser du, dværge af vores slags har gennem mange år været de førende inden for griffeflyvning. Vi opdrætter dem selv.”
Alaric var forvirret. ”Dværge som jer, hvad mener De?”
”De er de berømte dværge fra Aerie Peak,” sagde barpigen, som havde lyttet med fra sidelinien.
”Rigtigt Gwennaskat,” svarede dværgen, ”og vi kunne ikke undgå at høre hvad I talte om. Råber I mennesker altid så meget, når I taler?”
Dastan og Jenora så på hinanden med rynkede bryn. Derefter vendte de igen opmærksomheden mod dværgene. Der var ingen grund til at køre videre i det emne.
”Hvad skulle I have for at flyve os til vores destination?” spurgte Jenora,” for det er vel hvad I ville tilbyde ikke?”
Dværgen betragtede hende og rejste sig så op. Han nåede Alaric til skuldrene, selvom den anden sad ned. Dværgen gik hen til Jenora og rakte hånden frem. ”Altid en fornøjelse at hilse på en smuk kvinde. Mit navn er Falstad Wildhammer. Mig en ære.”
Jenora tryggede dværgens hånd, mens hun så på de andre efter hjælp. Alaric brød ind og vendte igen dværgens opmærksomhed på ham. ”Vi er selvfølgelig villige til at betale, men har desværre ikke alverdens værdier med os.”
Falstad sendte et sigende blik mod gruppen halvspiste mad. ”Men nok til at kunne mæske sig med steg og smørstegte kartofler, det har I.” Han vendte sig igen mod Alaric, og hans ansigt lyste op i et smil. Det så en smule besynderligt ud under al skægget. ”Hør min dreng, jeg er i godt humør i dag, så hvad siger du og dine venner til at drikke med mig og mine venner i aften i fælles glæde? Der kan vi så også snakke om betalingen.”
Alaric så over mod Jenora og Dastan efter en reaktion. Dastan nikkede ivrigt, men Jenora så mere mistroisk ud. ”Vi skal vel også have fastsat et tidspunkt, så I ikke lader os vente flere uger,” sagde hun med fast stemme.
Falstad lo og satte sig tilbage hos sine venner. ”I aften min skat, i aften!”
Inden længe var støjet i krostuen tilbage og dværgene syntes umulige at komme i kontakt med.
Alaric var gået tilbage til sin plads og han og Dastan spiste lystigt af deres mad. Jenora sad uden at spise, mens hun undrede sig over Falstads sisdte ord. I aften? Hvad mente han med det?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar