Elwynnskovens frodige liv, med de høje skyggefulde træer og grønne bløde bakker, udgjorde en skærende kontrast til halvøen mod Vest. Torn havde aldrig i sit liv set et sted, som var så goldt og deprimerende. Det sparsomme græs, som flere steder næsten helt skjulte den sti de red på, var karrygult og vissent. De få træer, som stod omkring i landskabet, var pindede og havde en usund kulør, som om de ikke havde fået vand i flere måneder. Huse var der også, men dem som gruppen indtil nu havde passeret, havde set tomme og forladte ud. På de udtørrede marker, som så ud til at udgøre de agre, som hørte til husene, kunne Torn skimte flere utydelige skikkelser, der havde form som hunde. Eller måske var det ulve.
Modet sank i livet på Torn, og han spekulerede kort på, hvorfor han havde sagt ja til at tage med på denne eksklusion. Ypperstepræsten var blevet kontaktet nogle dage i forvejen af et sendebud, som hævdede at han kom fra Sentinel Hill, det størst befolkede sted i Westfall. Det var også et af de enenste steder, som endnu ikke var blevet overtaget af de mange tyvebander, som sagdes at have bosted i denne landsdel. Sendebuddet havde dårlige nyheder. En stor gruppe Gnolls havde haft held til at snige sig ind på en gruppe mennesker, som holdt til på kroen ved Sentinel Hill, og havde efterladt de overlevende i så slem forfatning, at der var brug for hjælp fra Stormwind. På grund af de mange smerter, var det ikke muligt at flytte de tilskadekomne. Derfor måtte præsterne komme til Westfall.
”Der er det!” råbte en af de præster som red forrest. ”Jeg kan se tårnet!”
Torn strakte hals for at se over dem, som red foran ham og så ganske rigtigt toppen af en højt tårn materialisere sig bag en høj bakke. ”Er det Sentinel Hill?” spurgte han den præst, som red ved siden af ham.
”Det er det,” svarede hun. ”Af en eller anden grund står den stadig, selvom Westfall ikke ligefrem er et af de mest taknemmelige landområder.”
Torn nikkede og kastede sigende et blik rundt på omgivelserne. Godt, så de var der snart. Han mærkede utrygheden svinde ind, og modet vende tilbage, ved tanken om snart at være i trygge rammer igen. Torn havde aldrig været glad for at være steder, han ikke kendte.
Han lænede sig så meget tilbage på hesten han kunne, uden at få overbalance, lukkede øjnene og lod solen varme sit ansigt, mens han lod tankerne flyve. De gik, som så mange gange før, til Alaric. Hvordan mon han havde det nu? Han var vel tæt på at blive ridder eller noget i den retning. Torn smilede for sig selv, da han tænkte på, hvordan Alaric måtte have reageret, da han fandt den lille top af træ, som Torn i al hemmelighed havde lagt i hans oppakning. Mon han blev glad? Han kunne jo også bare have smidt den væk fordi han syntes, at det var noget pjat at gøre. Hvad skulle han da også med en barnlig snurretop? Og Alaric var sikkert blevet et ordentligt brød nu. Ikke som ham selv, der stadig var lige så spinkel og tyndbenet, som han altid havde været. Håret var også stadig den samme mørke udefinerbare masse på toppen af hans hoved. Ikke som Alaric lyse lokker, der altid glimtede i solen, når de to legede ved kanalerne i Stormwind.
Torn åbnede øjnene igen og opdagede at gruppen var ankommet til deres destination. En lille fortravlet mand, som Torn først troede, var en dværg, men efter et blik opdagede var et menneske lavere end gennemsnittet, kom hen til gruppen med gevandterne flagrende omkring benene. Han var åbenbart stedets egen præst.
”Godt I kom!” skingrede manden, og Torn tænkte et øjeblik på om han måske havde gnomblod i årerne. ”I er ventet!”
De andre præster sad af og Torn gjorde dem selskab idet den lille mand gjorde tegn til at føre dem hen til de tilskadekomne.
Sentinel Hill var ikke stort andet end en faldefærdig rønne som udgjorde det for en kro, et lille savværk, samt en lille markedsplads lavet mellem et par telte. Derudover var der selvfølgelig også det store tårn, som var placeret højt på en bakketop et lille stykke fra bygningerne. Torn endevendte sit hoved flere gange, for at forstå meningen med at lade denne primitive post fortsætte med at køre. Efter lidt tid, måtte han dog holde inde, da han havde fået hovedpine.
Den lille mand, som havde præsenteret sig som Bialon, førte nu an ind i kroen, hvor de sårede så på rad og række i senge, der så ud til at være alt andet end behagelige at ligge i. Der var 8 senge med tilskadekomne og gruppen af præster var 9. Den niende præst var Torn, som var den eneste i gruppen son stadig var lærling. Han opdagede hurtigt at hans job på denne tur, ikke så meget var at helbrede, men lige så meget at lære af de mere erfarne og hjælpe til. Han gik hen til den seng, hvor præstinden, som havde reddet ved siden af ham, sad. Hun så op da han nærmede sig.
”Åh, det var godt du kom. Du må begynde med at hente bandage og stivelsespinde i helbredskassen på pakhesten. Dette brud kan ikke klares med healing alene.”
Det hele blev sagt meget hurtigt og næsten uden øjenkontant. Det gik op for Torn hvor alvorlig en situation han faktisk var blevet en del af, og hurtigt forsvandt han ud af kroen med retning mod pakhesten. Ikke langt derfra bevægede bladene på en busk sig, selvom der ikke var nogen vind.
Igen slog Westfalls underlige miljø ham, og et øjeblik mens han stod og rodede helbredskassen igennem blev han ramt af en ubeskrivelig lyst til at lade sig falde bagover ned i det tørre gule græs og lade varmen omslutte sit legeme.
”Ja hvorfor ikke?” mumlede han for sig selv. ”Bare en lille pause. Bare en lille..”
Torn blev flået ud af sin drøm ved lyden af høje skrig. Han vendte sig mod lyden. Det kom inde fra kroen, og han gispede, da han så to smidige skikkelser med tørklæder for munden dukke frem fra savværket og sætte kurs mod kroen. Pludselig var Torn ude af sig selv. Hvad skulle han gøre? Kæmpe? I samme sekund kunne han ikke huske noget af det Alaric havde lært ham, da de var små, for slet ikke at tale om den specielle kampmetode man lærte hos præsterne. Ue af stand til at beslutte noget som helt, fik han dog sat gang i sine ben, og han småløb tilbage mod kroen uden at vide, hvad han ville for at se når han nåede frem, eller hvorfor han overhovedet ville nå frem. Lydene blev højere jo tættere han kom og nu syntes han også at kunne opfange svirpende lyde, som hvis man sliber knive. Tanken frøs hans blod til is. Han sagtnede farten og gik det sidste stykke, mens han kæmpede for at hjertet ikke skulle bruge hans mund som nødudgang. Han nåede døråbningen og kiggede ind. Skriget satte sig fast i hans hals og hans syn blev sløret. Krostuen var med et blevet forvandlet fra sygestue til slagteri. Rødt blod var sprøjtet op på væggene og på gulvet, og halvt ude af sengene lå de første 3 lig med halsen skåret over. Henne i et af hjørnerne sad kroværtinden med hovedet i hænderne og græd ukontrolleret. Hen over en af de tomme senge lå præstinden som Torn havde fulgtes med, dolket i ryggen. Ikke langt fra hvor han selv stod, lå endnu et lig. Den mand som skulle bruge bandagerne og det andet fra helbredelseskasse. En kniv stak op fra hans nakke.
Torn nåede ikke at tælle flere lig, før han mærkede ubevidstheden prikke ham på skulderen og galden rumle i maven. Inden han tabte bandagerne i sit fald og næsten bevidstløs kastede op på kroens gulv registrerede han en af de tørklædebærende mordere komme nærmere. Så blev alt sort.
Smagen af galde bragte sanserne tilbage lidt efter lidt. Luften var kold og fugtig. Hans hænder var tunge. Efter at have bevæget dem et par gange, gik det op for ham at de var lænket sammen. En hæs og vedvarende vejrtrækning fortalte ham, at han ikke var alene. Torn åbnede langsomt øjnene og stirrede direkte ind i ansigtet på en mandlig tyv. Det gav et sæt i ham, og tyven lo for sig selv, hvorefter han rejste sig og så ned på præstelærlingen.
”I er sgu sjove, I hellige fjolser fra Stormwind. Det bliver aldrig kedeligt at overfalde jer.”
Torn så bare på ham. Hvordan kunne han sige sådan? Tyvebanden havde ikke kun overfaldet gruppen, de havde også slået dem ihjel. Torn havde ikke tal på, hvor mange af præsterne, der rent faktisk var døde, men synet i kroen havde været mere end nok for ham. Han mærkede igen galden spøge i hans svælg, men beherskede sig.
Tyven fortsatte. ”Savner du dine venner?” Han satte sig på hug og lavede, hvad Torn forstod som en sarkastisk grimasse af medlidenhed. Det var svært at se, når han kun kunne se mandens øjne.
”De klokkede i det og måtte betale prisen.” Han kom helt tæt på Torn ansigt. ”Man kæmper ikke mod os, medmindre man kan sit kram! Det kan du hilse og sige til gamle Varian, hvis du nogensinde kommer hjem igen!” Spyt gennemvædede tørklædet om tyvens mund, og ville uden tvivl være havnet i Torns ansigt, hvis manden havde taget det af. Manden rejste sig.
”Men hvad laver jeg her?” spurgte Torn bange og næsten uden stemme.
”Hold kæft, medmindre du har lyst til at ende som dine venner!” Han tog et skridt hen mod trappen som førte op ad. ”Du skal nok opdage det før eller siden.”
Med de ord forlod tyven rummet, og efterlod Torn alene. Torn var stadig bange. Så bange som en lille 10-årig dreng, som aldrig havde kendt til tryghed. Han stoppede sit tankespil. Hvad var det han tænkte? Han var ikke 10 år mere. Det var på tie at han begyndte at opføre sig som en voksen. Det var vel også det Ypperstepræst Darion inderst inde prøvede at fortælle ham gang på gang til forelæsningerne. Tanken gjorde Torn en smule mere rolig. Han smilede for sig selv, i det mørke rum og lænede roligt ryggen mod den kolde mur. Han skulle nok vise de tyve, at han ikke var bange.
”Sikke en redelighed hva?”
Lyden af stemmen fik Torn til at fare sammen, og glemme alt om ikke at være bange. Stemmen var tydelig, men underligt slæbende, som om den var indsmurt i slim eller mudder.
”Hvem der?” spurgte han prøvende.
Ud af skyggerne viste der sig nu en mørk skikkelse. Den kom hen mod ham med langsomme bevægelser, og da den kom tættere på, kunne Torn se, at det mørke skyldtes en næsten helt sort kutte med hætte, som skikkelsen havde på.
”Jeg regnede ikke med, at du havde lyst til at sidde her og vente på de rødmaskede.” sagde skikkelsen.
Torn rystede på hovedet. ”Nej, hvem ved hvad de gør ved dem, som de ikke slår ihjel?”
”Vil du hjælpe mig, så hjælper jeg dig,” sagde skikkelsen og ignorerede samtidig Torns spørgsmål. Skikkelsen rakte ind i en af kuttens mange folder og fremdrog noget stort og skinnende. Det blev holdt frem foran Torn. ”Hvis du lover at hjælpe mig, vil jeg befri dig. De tyve er ikke helt så opmærksomme, når de er døddrukne i dværgesprit.” Skikkelsen lo en underlig latter, som lod til at blive hæmmet af for meget slim i halsen.
Torn smilede oplivet, men stadig spørgende. ”Men hvad skal jeg hjælpe dig med?”
”Det fortæller jeg dig, så snart vi er komme væk herfra.” Skikkelsen talte hurtigere nu, som om de snart ville få gæster. Ganske rigtigt hørte Torn pludselig tunge trin over sig og der var pludselig ikke mere tvivl i hans valg.
”Godt jeg hjælper dig,” sagde han. ”Skynd dig nu.” Han rakte sine hænder frem mod skikkelsen, som placerede nøglen i låsen, og frigjorde hænderne af den lænke som havde holdt dem sammen.
”Og så skal vi have fart på.” Skikkelsen lød nu mere stresset end før og gik hen til det fjerneste hjørne af rummet. Torn rejste sig og gik med, endnu lidt fortumlet af den hårde medfart, han havde været udsat for.
”Vi tager tunnelen,” forklarede skikkelsen og begyndte at undersøge væggen i hjørnet. Over dem nærmede de tunge skridt sig trappen og begyndte at gå nedad.
”Åh for den mørke Lady, da også!” bandede skikkelse, da den efter flere forsøg ikke kunne finde det den ledte efter. Henne ved trappen kom en mand med tørklæde om munden til syne.
”Så skynd dig dog!” skreg Torn med en kraft, han ikke selv vidste at han ejede.
Skikkelsen bandede igen, hvorefter den hurtigt krængede kutten af sig , greb Torns hånd og holdt den mod en amulet, den havde om halsen.
”Luk øjnene og tænk på et bedre sted!”
Torn klemte øjnene fast i og mærkede et kraftig sug i maven, mens verden som han kendte den, omdannede sig og lod de to strømme gennem det Hindsides på ved mod deres destination. Bedst som det føltes som om det havde været for længe var det forbi, og Torn mærkede igen fast materiale under sig. Han åbnede øjnene og så sig om. De var ude på vandet i en båd. Et stykke til venstre kunne han se bredden af Westfall. Lidt bagud kunne han se et fyrtårn.
Torn forstod intet af alt dette. Hvordan kunne det lade sig gøre? Alle spørgsmål forsvandt dog, da han igen kastede et blik på skikkelsen som havde hjulpet ham. Den spinkle krop var bleg, og flere steder var huden gået i stykker og viste den bare knogle. Ansigtet var sygeligt blegt og hvor der normalt ville have siddet to øjne, sad der kun et. Hvor det andet skulle have siddet, var der er tom øjenhule. Manden, for det var det vidst, havde tøj på, men det var så slidt og revet i laser, at det ville have været godt det samme. Vesten hang løst på skuldrene, blusen var overstrået med huller og bukserne slyngede sig om benene som blækspruttearme.
På trods af dette syn, følte Torn dog ingen frygt. Ikke denne gang. Måske var han ved at blive voksen. Måske var det måden som manden så på ham på, der gjorde udslaget.
”Hvad er du?” spurgte Torn. Manden foran ham kunne umuligt være menneske.
”Det glæder mig at du spørger,” svarede han og smilede.
De få rådne tænder i mandens mund fik det igen til at røre lidt på sig i Torns mave. Manden rejste sig fra sin plads i båden, og gik hen og satte sig ved siden af Torn. Han lagde en skeletagtig hånd på den unge lærlings skulder og lænede sig ind mod ham.
”Mit navn er Feramon,” sagde han ligefremt og fortsatte,” jeg er, hvad man i Stormwind ville kalde udød. Jeg foretrækker dog at blive benævnt som en af De Forladte. Lad den mørke Lady våge over os.”
Et øjeblik hørtes intet andet end bølgernes plasken mod bådens bug.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar