Lake Everstill spejlede solens stråler og tegnede indviklede mønstre i vandets let urolige overflade. Fra bådebroen i Lakeshire kunne man se ud over søen og hen til Lakeshirebroen mod øst. Sydpå hæmmedes udsigten af det høje dige, som i krigstider blev brugt som værn mod byen, mod fjendtlige tropper fra den sydlige del af Redridge Mountains. I denne bjergfyldte del af Azeroth levede op til flere fjendtlige stammer af gnolls, som næsten altid var på udkig efter at overtage herredømmet over den lille hyggelige by.
Alaric trak fødderne op af vandet og vendte hovedet, da han hørte en let fnisen. Inde på land, ikke mere end godt ti meter fra ham, stod hun. Annabella. Hun var som sædvanlig omringet af sine to veninder Jenna og Bolette og så, hvilket ikke kom bag på ham, hen mod ham med det samme blik, som hun havde sendt ham de sidste 10 år. Hun var smuk. Lidt lavere end gennemsnittet med gode kvindelige former og langt mørkt hår flettet i en tyk fletning. Hendes øjne var grønne og sagde alt det, som Alaric ville ønske hun ville sige med sin mund. Lige siden han kom til Lakeshire sammen med Galvon Stenrose, havde Annabella kigget på ham med disse øjne. Men hun havde aldrig så meget som vekslet et ord med ham. Måske var det venindernes skyld. Måske var det hele bare en leg for dem, og blikkende bare for at forvirre ham. Han vendte igen blikket mod det glimtende vand og stak hånden i lommen. Toppen var der, ligesom den havde været der den dag Alaric havde pakket sine ting ud. Toppen af træ, som Torn havde fået. Alaric havde aldrig siden haft mulighed for at spørge Torn, hvad meningen var. De få gange han havde været i Stormwind med Galvon Stenrose havde Torn ikke været til at finde, og Alaric havde med tiden lært at tænke på toppen, som et rart minde fra sin barndomsven. For det var det Torn var og intet andet.
Meget vand var løbet under broen i de sidste ti år og Alaric havde ændret sig fra en selvisk småbølle til en sympatisk og snarrådig ung mand. Den barnagtige krop havde udviklet sig, og Alaric havde fået lange smidige lemmer, en fast og muskuløs torso og en skarp profil i det unge ansigt. Ridder var han ikke endnu, men så snart han fyldte 18 år ville muligheden for at blive slået til ridder have større chance for at blive en realitet.
Et højt råb bag ham, fik Alaric til at vende sig igen. Det var hans læremester Galvon Stenrose, som kaldte henne fra kroen. Alaric viftede med den ene hånd og kom hurtigt på benene. På hans vej hen mod kroen passerede han de tre unge kvinder, som automatisk fnisede i kor, da han nikkede til dem. Alaric kunne godt lide Annabella, men det nagede ham, at han ikke vidste, hvordan hun følte. Hvis bare han dog kunne møde hende alene og få spurgt hende. Men hun gik jo sammen med de to andre hele tiden.
Hans tankegang blev afbrudt i det øjeblik, han trådte ind i kroen. Der var ikke mange gæster så tidligt på dagen og kroværtinden Brianna var i færd med at pudse drikkeglas med en tør klud. Kun tre borde i kroen var optaget. Ved det ene sad en gammel kroget mand og hang over et glas vin, og ved et andet, sad to unge mænd i uniform og spillede kort. Det, som havde afbrudt Alaric, var synet af det tredje bord. Det var dækket nydeligt op med blomster og lys, samt to kuverter, hvoraf den ene allerede var optaget. Sir Galvon Stenrose sendte ham et venligt blik og gjorde en gestus med hånden mod den ledige kuvert.
”Vær så god at sidde Alaric, du må være sulten.”
Egentlig var han ikke særlig sulten, men af respekt for sin læremester og af nysgerrighed over for hvad meningen med alt dette var, satte han sig med en taknemmelig mine.
Ridderen gjorde et nik mod kroværtinden, som straks kom hen til dem med en fyldt vinkaraffel. Hun begyndte høfligt at fylde deres glas, mens Galvon vendte sin opmærksomhed mod Alaric. Han var afslappet klædt i dagens anledning med løstsiddende kofte og opsmøgede ærmer på indertrøjen. Han bar stadig sit sværd i bæltet, men havde ellers ladet den smukke rustning blive på værelset. Det lyse hår var redt tilbage i en hestehale. Hans stemme var mild, da han talte.
”Nå Alaric, du har vel allerede gættet, hvad der er på færde?”
Alaric så tilbage på ridderen med forvirring i blikket. ”Nej sir, det må jeg indrømme, at jeg ikke har. Har jeg gjort noget forkert?” Spørgsmålet kom af sig selv, og Alaric kunne have bidt tungen af. Ingen ridder med respekt for sig selv indrømmer, at han har gjort noget forkert, medmindre han får det at vide af andre. Dette var en af de første ting Galvon Stenrose lærte ham. For som han sagde: Hvis man altid sætter spørgsmålstegn ved om det man gør, er rigtig eller forkert, så er man lige vidt, og fjenden kan nå at skære halsen over på en, før man får bestemt sig.
Alaric blev klar over at han havde slået blikket ned, da han så op ved lyden af latter. Sir Galvon lo højt og hjerteligt, og fik de øvrige gæster til at vende sig. Selv den gamle mand vågnede op og så på dem med afsky.
Ridderen lænede sig ind over bordet og smilede til sin lærling. ”Nej unge ven, du har skam ikke gjort noget forkert. Snarere tværtimod.”
Brianna kom hen til bordet og satte et dampende fad med svinesteg foran dem. Duften og synet af det møre kød fik Alarics tænder til at løbe i vand.
”Du er velkommen til at begynde,” sagde Galvon opfordrende.
Alaric smilede og fangede en god luns over på tallerkenen. Imens han forsynede sig greb Galvon inden for koften og fiskede et officielt udseende brev frem fra en skjult lomme i tøjet. Alaric, som var begyndt at spise, gik i stå og så på brevet i ridderens hånd.
”Er der nyt fra Stormwind sir?”
Galvon nikkede. ”Det kan man godt sige. Du ved jo, at vi altid får vore ordrer fra Stormwind med kurér. ”
Alaric nikkede. Der gik næsten ikke en dag uden at der kom kurére, enten på griffe- eller hesteryg med nye ordrer fra kong Varian.
”Dette,” fortsatte ridderen, idet han vendte brevet i hånden, ” er dog en mere speciel ordre.” Han gjorde en kunstpause. ”For den er udstedt til dig.”
Alarics greb om gaflen blev slapt og den landede med et skarpt knald på tallerkenen. ”Til mig? Jamen det forstår jeg ikke!”
Galvon smilede godmodigt og rakte brevet frem. Alaric rakte uforstående ud efter det og vendte det undersøgende mellem hænderne. Jo det var skam rigtigt nok. Stormwinds segl og samme håndskrift, som de andre ordrebreve de plejede at modtage.
”Jeg synes du skal læse det, mens vi spiser,” sagde Galvon og begyndte selv at forsyne sig af maden. ”Jeg er også nysgerrig efter, hvad de vil, selvom jeg har en anelse.” Hans smil var bedrevidende, så Alaric, og han forstod nu, at ridderen absolut vidste, hvad Stormwind ville hans lærling.
Alaric foldede brevet ud og læste højt:
Alaric, lærling hos Ridder Galvon Stenrose
Efter Stormwinds lov om prøvelsen i ridderlighed § 3 stk. 5 er det ikke lovligt at stille op til denne så længe man er under 18 år, også kaldet umyndig.
Dog kan undtagelser ske ud fra Stormwinds lov om prøvelsen i ridderlighed § 5 stk. 8b, hvis pågældende har udmærket sig gennem lærevillighed, snarrådighed eller har gennemført en læretid på over 8 år. Hertil skal tilladelse og bevis indhentes fra pågældendes læremester.
Da De har opfyldt en af betingelserne for undtagelsesreglen, bedes De betragte dette brev som Deres første opgave. Nærmere oplysninger fås hos kommandør Althea Ebonlocke i Darkshire.
De bedes indlogere Dem på Darkshire Kro hurtigst muligt, hvor De vil bo så længe opgaven står på.
De Nobles Hus, Stormwind
Han så op og mødte en smilede Galvon. Selv vidste han ikke helt, hvordan han skulle reagere. ”Så dette er min første opgave? Men jeg forstår ikke helt…”
”Som de skriver, så har du opfyldt et af kriterierne for at påbegynde din opgave til prøvelsen til riddertitlen nu. Du har jo været hos mig i godt ti år.”
Alaric smilede, da det langsomt gik op for ham, hvad det var han sad med. Han så frem for sig. ”Så jeg skal ud og vise mit værd. Alene.”
Pludselig blev han grebet af en uforklarlig skræk. Han foldede brevet sammen og puttede det tilbage i konvolutten. Så så han på sin læremester. ”Men sir, hvordan skal jeg kunne det? Jeg mener… det har jo altid været Dem, som anførte og mig der parerede Deres ordrer. Hvordan skal jeg klare mig uden Dem?”
Galvon Stenrose så roligt på ham, mens et smil spillede i den ene mundvig. Egentlig ærgrede denne reaktion ham en smule. Han havde håbet på, at hans træning af den unge mand ville have givet Alaric mere tro på sig selv. Han tog en mundfuld mere af maden og så derefter tænksomt på sin lærling. ”Du kan klare dig selv. Du skal klare dig selv. Det er kun godt at have en smule kriller i maven inden en opgave. Det gør sanserne så meget mere skærpede.”
Alaric nikkede med slappe skuldre og spiste det sidste af sin mad. Han løftede hovedet igen. ”Så denne middag er… som en afskedsmiddag?” Lyden af ordene ramte ham hårdere end de havde gjort, da han tænkte dem. På den anden side af bordet tørrede sir Galvon sig over skægget og så alvorligt på ham.
”Det er ikke mere afsked, end du selv bryder dig om min kære dreng. Jeg er her stadig og kan vejlede dig indtil du rejser. Men hvad angår denne opgave og fremtidige opgaver, så skal du betragte dette, som min måde at sige tak for hjælpen på.” Ridderen smilede og foldede hænderne på bordet. ”Smut du bare. Jeg er sikker på, at du har brug for tid til at tænke. Men kontakt mig inden du tager af sted.”
Alaric skubbede stolen ud og rejste sig. Han sendte et blik rundt i krostuen uden at ænse meget af det han så. Så så han på Galvon. ”Tak for mad sir. Det var pænt af Dem.” Han gik rundt om bordet og forbi ridderen idet han satte kurs mod trappen til etagen ovenpå. Henne ved foden vendte han sig ved lyden af ridderens stemme.
”Alaric!” Galvon drejede sig på stolen og smilede til ham. ”Sig bare du.”
Alaric smilede tilbage. ”Javel sir!” Han fortsatte op ad trappen og ind på det værelse, hvor han havde boet så længe han havde været i Lakeshire. Nu skulle et helt nyt kapitel til at begynde.
”Og det er af yderste vigtighed, at I passer på, hvor I går. Raven Hill er ikke et sted man spøger med.” Dastan undertryggede et fnis, men kommandør Athea Ebonelocke var forsynet med en ualmindelig god hørelse. Hun vendte sig en kvart omgang og gik hen mod synderen. ”Deres navn?”
Dastan glippede med øjnene. ”Dastan, kommandør.”
”Aha, Dastan holder De af Deres liv?” Hendes stemme var kold og fast.
”Meget kommandør, helt bestemt.”
Althea lod blikket glide op og ned af den unge mand med en kritisk mine, før hun fortsatte. ”Godt, så vil jeg råde Dem til at være knap så vittig, når De står ansigt til ansigt med en udød. Ellers kan det meget vel blive Dem, der ler sidst.”
Alaric kunne se, at Dastan kæmpede med sig selv for ikke at smile over kvindens kommentar. Men han forstod udmærket, hvorfor den unge fyr havde leet. Kommandør Athea Ebonlocke havde det bare med at bruge vendinger som kunne misforstås eller som virkede helt forkerte i den pågældende situation. Raven Hill var berygtet for sine spøgelser, altså var det bestemt et sted at ’spøge’ med. Og hvis man lo sidst, var det jo normalt fordi man fik ret i sidste ende.
Det lykkedes Dastan at holde masken længe nok til at kommandøren vendte sig fra ham, og fortsatte sin uddelegering. Hun stod og noterede på en liste, mens gruppen på 12 unge mænd og kvinder ventede på at blive fordelt i grupper til opgaven.
Turen til Darkshire var forløbet ret begivenhedsløst og havde taget 3- 4 timer i trav. Alaric havde ikke set nogen grund til at rejse hurtigere, medmindre han var løbet på et par gnolls eller en tarantel. De levede vise steder i Redridge Mountains og var på størrelse med en mellemstor hund. Heldigvis kunne man i de fleste tilfælde ride fra dem uden problemer.
Alaric var lige ankommet til byen, da der blev indkaldt til mønstring på torvet. Derfor havde han kun nået at indkvartere sig på kroen og stille hesten i stalden. Afrejsen fra Lakeshire havde forløbet, som han havde regnet med. Ridder Galvon Stenrose havde givet ham hånden til farvel og en gave, som viste sig at være en medaljon indgraveret med en rose i metallet. Den skulle minde Alaric om sin tid hos ridderen og bekræfte læretiden for folk, som ville sætte spørgsmålstegn ved den.
Han kunne mærke medaljonens kølighed mod sit bryst, mens han stod på torvet og ventede på at blive råbt op. Himlen over ham var mørk og ugennemsigtig, et fænomen som altid herskede i Duskwood. Her virkede det altid som om det var midt om natten, og på samme tid som om at tiden stod stille. Alaric spekulerede kort på, om det kunne have forbindelse til de mange spøgelseshistorier, som sværmede her.
”Dastan, Jenora og Alaric!”
Lyden af hans navn, fik Alaric til at vågne af sine tanker. Han så kort rundt genkendte den uheldige fyr fra før, som vinkede ham hen til sig. Han stod sammen med en ung kvinde med kort mørkt hår og et bestemt drag om munden.
Kommandør Althea kom hen til dem og talte uden at se op fra papiret. ”Jenora, De leder denne gruppe.” Den unge kvinde rankede sig og nikkede stolt, hvorefter kommandøren fortsatte. ”Gruppens opgave er at tage til Raven Hill og finde ud af hvad I kan om de påståede spøgerier. Forstået?”
”Forstået kommandør,” sagde Jenora og slog hælene sammen.
”Udmærket, I må tage af sted med det samme. Kom tilbage så snart I har noget, eller senest ved solnedgang.”
”Forstået,” sagde Jenora igen og sendte så kort sine to gruppemedlemmer et kritisk blik.
Kommandøren nikkede umærkeligt og fortsatte til den næste gruppe.
Jerone gik forrest hen mod staldene og vinkede Dastan og Alaric frem. ”Kom så, vi har meget vi skal nå.”
Alaric så på Dastan, som igen smilede over hele hovedet. ”Hvad er der nu?”
Dastan kiggede på ham, og hans brune øjne klukkede af indestænkt latter. ”Kom tilbage ved solnedgang. Hvordan skal vi kunne se det? Der er jo ingen sol nogen steder.”
Alaric smilede, men blev så alvorlig. Han havde jo ret. Hvordan skulle de kunne holde øje med tiden, hvis de ikke kunne se solen?
”Når I er færdige med jeres tøsefnidder, kan jeg fortælle jer begge, at man fra Raven Hill kan ane en stribe af den oprindelige himmel ude mod vest mod Westfall,” lød Jenoras stemme henne ved staldene. Hun ventede til de to mænd var kommet hen til hende, før hun fortsatte. ”Hvis himlen i vest er mørk, så er solen gået ned, hvis ikke, er det stadig dag. Så enkelt er det.”
Alaric nøjedes med at nikke. Han vidste ikke helt, hvad ha skulle mene om denne pligtopfyldende kvinde. Pæn var hun, men en smule bedrevidende med en snært af snobbet. Han vendte sig mod Dastan, som var ved at sidde op på sin hest. Han var mere en type for Alaric. Lun, humorsistisk og med et let syn på tingene. Han havde halvlangt brunt hår, redt i midterskilning, og et vindende væsen. Han var også køn, og Alaric forestillede sig, at Dastan havde haft mange kvindelige bejlere gennem årene.
Mens Alaric sad op på sin hest, begyndte Jenora at styre sin ud af stalden. En smule forjaget fulgte han efter Dastan, som med et blik fortalte at han også syntes, at den unge kvinde tog sig lidt for mange friheder.
Der var ingen i Darkshire som bod dem en god rejse eller på anden måde ønskede dem held og lykke. Faktisk virkede Darkshire mest af alt, som en mørk og søvnig soldaterlejr og ikke som en almindelig by. Derfor var Alaric også mere end glad for at slippe væk fra stedet, og dets negative virkning på ham.
Mørket hang omkring dem, næsten som lianer i en jungle, og truede med at indfange de tre ryttere i deres mørke fangarme så snart en af rytterne var uopmærksom. Det eneste lys de havde kom fra den fakkel som Jenora havde været så snarrådig at tage med inden de forlod byen. Derudover havde praktiske mennesker anbragt små blus langs vejen, hvoraf godt halvdelen var slukket, enten på grund af vinden eller fordi de var udbrændt. Hestene steg fremad i rask trav med Jenora forrest, Dastan i midten og Alaric som bagtrop. Alaric kunne se på Dastans kropsholdning at den langsomme fart irriterede ham, men det lod ikke til at han turde sige noget til deres fører. Alaric tog en hurtig beslutning og styrede sin hest op på siden af Jenora.
”Hvorfor rider vi så langsomt? Hestene har bedre af at få rørt sig.”
Jenora vendte sig irriteret mod ham. ”Bliv nede bagved, du er bagtrop.” Alaric glippede, da han hørte det, og hun gjorde en pause. ”Hvad angår farten, er dette den mest hensigtsmæssige for ikke at tiltrække unødige forfølgere.”
”En spion har da meget større mulighed for at finde os, når vi bevæger os af sted med sneglefart,” råbte Dastan bagved. Han stemme dirrede af irritation.
Jenora vendte sig om og sendte ham et vredt blik. ”Du vover altså at sætte dig imod mine ordrer?”
Dastan gengældte blikket. ”Ja, når de er latterlige!”
Alaric kunne se Jenoras ansigtsfarve skifte og blive rødlig. Hun stoppede op og styrede hesten rundt. Et øjeblik efter var hun henne ved Dastan. ”Du ønsker måske en tvekamp, for at se hvem af os der er stærkest? Hvis du vinder, kan du få lov at lede os på vildspor, hvis du vil.”
”Jeg knækker dig som en tør kvist,” hvæsede Dastan og gjorde mine til at stige ned fra hesten. ”Alaric jeg skal lige banke kommantørimmitatoren.”
Alaric var stoppet op, da Jenora var vendt om og så nu intet andet for, end at bryde ind. ”Nej stop begge to! Det der kommer der ikke noget godt ud af.”
”Jo,” svarede Dastan,” jeg får lov til at ommøblere fjæset på den selvfede kælling.” Jenora gispede, og et øjeblik lod hun ikke til at vide hvad hun skulle gøre. Dastan var tilsyneladende mere vred på hende, end hun først havde troet.
”Slap dog af Dastan.” sagde Alaric. ”Skal der virkelig ikke mere til? Tøsen siger to ord til dig i en kommanderende tone, og straks er du klar til at lege ork mod menneske med hende? Det havde jeg ærlig talt ikke ventet.”
Dastan tøvede og så på ham, stadig skulende mod Jerona. ”Hvad havde du da ventet?”
Alaric trak på skuldrene. ”Måske at du kunne rumme mere. At du kunne lade Jenora have det som hun ville, og så måske vente med at forsøge at smadre hende til senere.”
”Det er min skyld.” De to mænd så på Jenora. Hendes ansigt var fyldt med tvivl, men havde stadig sine bestemte træk. ”Jeg forsøgte at være mere kommanderende end jeg har lov til. Det undskylder jeg for.” Hun så på Dastan og tilføjede. ”Selvom jeg til enhver tid kunne lægge dig ned i en arm splejs.” Noget der mindede om et smil viste sig i hendes ene mundvig. Dastan mærkede kort, hvordan lysten til at svare igen meldte sig, men bestemte sig så for at lade være, da diskussionen lod til at være slut.
Jenora styrede hesten tilbage til Alaric og så på dem begge. ”Hvad er så jeres forslag?” Hendes stemme var bydende, selvom det var let at se, at det var svært for hende.
”Lad os sætte hestene i galop det sidste stykke,” foreslog Alaric. ”Vi har allerede taget de forholdsregler vi kan på denne tur, og så vidt jeg ved er vi heller ikke langt fra Raven Hill længere.
Dastan rystede på hovedet. ”Vi passerede Yorgens gård for et stykke tid siden. Derfra er der ikke mere end en halv time til Raven Hill. Mindre hvis vi galoperer.”
Jenora så på dem begge, mens hun tænkte. Kort efter klaskede hun hænderne sammen og nikkede. ”Fint, så lad os gøre det. Så kan vi også komme i gang med selve opgaven.”
Jenora satte hælene i siden på hesten og fortsatte ud ad vejen i galop. Dastan fulgte smilende med og Alaric ventede til han var kommet forbi, før han selv dannede bagtrop. I krattet rundt langs vejkanten flyttede udøde øjne deres blikke, hvorefter skikkelser krøb gennem skovbunden i retning mod Raven Hill.
Raven Hill var ikke som Alaric havde troet. Det var tydeligt, at her engang havde været en mindre by, men der var ikke meget civiliseret over resterne af de for længst forladte huse, som var placeret rundt om et lille torv med et udtørret springvand i midten. Alaric tøjrede hesten og gik over det våde mørke græs, som dækkede jorden, hvor der ikke var stier. Han så frem for sig, og så at Jenora var begyndt at undersøge det nærmeste hus. Dastan stod henne ved springvandet og undersøgte om der kunne være en enkelt mundfuld vand tilbage i det nederste bassin. Alaric trak på ssmilebåndet og udså sig et hus til venstre for sig. Han gik indenfor og mærkede straks den kolde umærkelige fornemmelse af død. Huset var stort og i to etager. Det kunne have tilhørt en mindre familie. Stadig påvirket af kulden, men samtidig bundet af sin opgave tvang Alaric sig til at gå længere ind i huset. Han gik hen til trappen og trådte op på det første trin.
Dastan hørte først de hviskende stemmer længe efter, at det var for sent. Han stod foroverbøjet over springvandets bassin i færd med at skrab en inskription fri for alger, da han pludselig mærkede et ublidt skub. Dastan rettede sig irriteret op, og vendte sig, idet han skulle til at lære Jenora, at man ikke laver sjov på den måde. Hans ansigt blev hvidt, da hans øjne mødte de tomme huler hos den udøde, som stod ved siden af ham. Febrilsk trak han sit sværd, samtidig med at han forgæves forsøgte at springe baglæns op på bassinkanten, væk fra faren. Dastans støvle gled og han landede hårdt på kantens stenunderlag. Med et sving med sværdet lykkedes det ham at komme nogenlunde på afstand fra den udøde, som grinede med sine skelettænder mod ham. Dastan fortsatte bagud, med sværdet svingene foran sig som en udbrændt fakkel. Han råbte på Jenora og Alaric i håb om at de kunne høre ham, men han var ikke klar over hvor langt væk de præcist var. Væggen på det nærmeste hus gjorde en ende på hans gang, og Dastan var nu tvunget til at forsvare sig. Den udøde kom stadig tættere på og hævede hånde til slag. Dastan parerede og erfarede at den hårde knogle var så robust som en kampstav. Den udøde gjorde endnu et udfald mod ham, og han undveg med nød og næppe. Dastans blik blev forvirret af de endeløse tomme huler i den udødes kranie. De var som grotter fyldt med hemmeligheder, og havde en dragende virkning på ham. Pludselig mærkede han en brændende smerte i sin venstre skulder. Dastan skreg og fægtede vildt foran sig med sværdet. I det samme udstødte den udøde et øresønderrivende skrig og faldt om. Hovedet rullede nogle meter væk fra kroppen og Dastan så på sin redningsmand. ”Skild hovedet fra kroppen, sagde min læremester altid ,” sagde Jenora. ”Så er de udøde meget mere medgørlige. Vi må hellere se at blive færdige, så vi kan få nogen til at kigge på din skade.”
Dastan så på sin venstre skulder og blodet som flød ud og farvede hans indertrøje og rustning rød. Så vendte han igen opmærksomheden mod Jenora, og gispede. Hun rynkede panden.
”Hvad er der?”
Dastan pegede på et punkt bag hende, hvor flere udøde var dukket frem fra skyggerne. Bag de øvrige huse kom stadig flere til syne. ”Vi er omringet!”
Alaric var nået op på overetagen og var faldet over et gammelt mølædt skab, som stod i det ene hjørne. Lågen var faldet af sine hængsler, da han prøvede at åbne det, og inde i skabet lå der gammelt tøj og nogle værdiløse smykker. Han rodede tingene igennem i håbet om at finde noget, med bare den mindste interesse. Mens han var ved at gennem rode en gammel kjole for skjulte lommer, faldt en snavset konvolut ud af kjolen og ned på gulvet. Alaric smed kjolen hen i et hjørne og tog konvolutten op i hænderne. I samme øjeblik hørte han Dastans stemme et sted ude fra. Han gemte hurtigt konvolutten i en af sine lommer og skyndte sig ud af rummet.
”Jeg kommer Dastan!” råbte han, mens han løb hen mod trappen. Da han var nået et par trin ned kapitulerede det gamle mølædte træværk og det bræt som holdt trappen oppe knækkede med en tør lyd. Alaric skreg, da trappen faldt sammen og landede hårdt på stengulvet. Han ømmede sig et øjeblik, men kom derefter på benene og fortsatte ud ad døren.
Synet der mødte ham kunne have givet inspiration til utallige spøgelseshistorier mange år ud i fremtiden. Dastan stod lænet op ad muren til det nærmeste hus med hånden presset beskyttende mod sin blødende skulder. Jenora stod med sværdet draget, vild i blikket og holdt øje med de fremad gående udøde, hvis antal blev større og større. Det tog Alaric to sekunder at bestemme sig, hvorefter han med sværdet draget og et krigshyl, så frygtindgydende, at selv Jenora krympede sig ved lyden, satte i løb hen mod den nærmeste flok udøde. Sir Galvon Stenrose, havde især lært ham om kamp med de udøde. At et skarpt sværd ikke var nok, hvis man ville fra kamppladsen som sejrherre. De fleste udødes skeletter var hårde som egetræer og selv de halvrådne zombier rejste sig igen efter et kraftigt slag med et nyslebet sværd.
”Gå efter hovedet!” skreg Jenora bag ham, og han gjorde som hun sagde. Jenora sluttede sig til ham, og snart begyndte udøde lig med afhuggede hoveder at fylde pladsen på Raven Hill. De to krigere kæmpede godt sammen og mere end en gang opdagede Alaric at det var Jenoras sværd som havde pareret en angribers udfald mod ham.
”Der kommer flere!” råbte Dastan febrilsk og løb frem for at hjælpe sine venner. Jenora så det og råbte: ”Nej Dastan, hent hestene, vi må væk før de bliver for mange.” Dastan kom hen på siden af hende, og sendte hende et trodsigt blik, mens han gjorde et udfald mod en af angriberne med sit sværd.
”Jeg mener det Dastan, det er det eneste rigtige. Vil du måske dø her? Og såret!” Alaric svang sit sværd og huggede hovedet af den udød, som havde været tæt på at hugge Jenoras underarm af.
”Gem jeres mundhuggeri til senere gider I?”
Dastan sendte dem begge et beslutsomt blik og løb derefter tilbage efter hestene. Det føltes som en evighed, før de igen hørte hans stemme. ”Så er det nu!”
Synkront vendte Alaric og Jenora sig og løb tilbage mod hestene. Hæren af udøde fortsatte ufortrødent fremad, men i et langsommere tempo end de løbende. Deres dragende hviskende stemmer fyldte luften og legede med de ubudnes tanker om at vende om og lade dem overgive sig til de dødes hær. Alaric puffede hårdt til Jenora, da hun kort stoppede, i vildrede med sine tanker. Stemmerne var tæt på at narre hende, men smerten ved skubbet bragte hende tilbage til virkeligheden.
”Skynd jer!” råbte Dastan, mens hans hest dansede på vejen som ledte væk fra Raven Hill. Alaric svang sig i sadlen og et øjeblik efter kom Jenora på plads.
”Fuld galop tilbage til Darkshire!” skreg hun og stødte hælene hårdt i siden på sin hest. Snart var de tre venner et godt stykke fra Raven Hill, og hæren af udøde undrede sig stadig over, hvor deres festmåltid blev af.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar