Det table Brev: Kapitel 5: Mod Lordaeron

”Ja, der er ingen tvivl om sagens kerne.” Den gamle skriver tog brillerne af og lagde dem på bordet foran sig, hvorefter han så på den lille gruppe, der var forsamlet foran ham.

Gruppen bestod af Alaric, Dastan og Jenora, samt kommandøren Althea Ebonlocke. De befandt sig i Darkshires Townhall, et sted, som blev brugt, når hele byen skulle samles omkring vigtige informationer, eller hvis der skulle vedtages nye regler og love angående byen.

Alaric stod imellem Dastan og Jenora, hvilket han var glad for. Efter turen til Raven Hill var han begyndt at se levende døde alle vegne, selvom vagtværnet omkring Darkshire ikke havde ladt en udød slippe ind i byen i mange år. De var toptrænede soldater, og som kommandør Althea udtrykte det, toppen af hvad man kan åbne, hvis man vil noget i livet.

Kommandøren tog et skridt frem mod den gamle mand. Bordet han sad ved var bygget på et lille plateu, som var nogle centimeter højere end det øvrige gulv i bygningen. Foran plateuet ud mod siddepladserne for befolkningen var et lavt gelænder sat op for syns skyld. Althea lænede sig let op ad det, mens hun så på skriveren.

”De mener altså, at det er en gammel anmodning om fred væbner Alaric har fundet?”

Manden nikkede og slog ud med hånden i gestus. ”Der er, som jeg før sagde, ingen tvivl. Den kvinde, som har skrevet brevet, kendte en mand i Tirisfal Glades.” Skriveren så ned på brevet som om han ledte efter noget bestemt og satte så en finger på stedet. ”Der står det!” Han så op på kommandøren, som nu stod ved siden af ham og læste over skulderen.

….og jeg begræder din skæbne mere end nogen anden min kære. Hvad skal al denne had og krig til for? Jeg husker de gamle dage, hvor vi var sammen. De dage, som aldrig mere kan komme tilbage. Mit højeste ønske er at være sammen med dig igen, men jeg vil blive slået ihjel, hvis jeg så meget som viser mig i Brill. De viste dig nåde. Gav dig en mulighed for at starte forfra. Men de fjernede også muligheden for at vi kunne blive lykkelige sammen. Aldrig havde jeg troet…

Althea holdt inde og rettede sig op. Hendes ansigt var hårdt uden den mindste antydning af følelse.

”Hold da op for en tudeprinsesse,” udbrød Dastan og klappede Alaric kammeratligt på skulderen. ”Hun må da have nogle seriøse selvværdsproblemer.”

Kommandøren vendte blikket mod ham. Dastan så op og smilet om hans mund falmede som dug for solen.

Hun lagde en hånd på den gamle mands skulder og gik så ned til de tre krigere. Hendes stemme var neutral, da hun talte. ”Kvinden var måske nok en tudeprinsesse, men hun tager fat i nogle store problemstillinger, som vi i mange år har brugt mange kræfter på. Til sidst i brevet beder hun om at fortræde for Lady Sylvanas, De Forladtes dronning.”

Der gik en kuldegysningen gennem Alarics krop, da han hørte navnet på den uhyggelige dronning blive udtalt. Han havde hørt mange historier om hende, da han var lille. Hun skulle efter sigende kunne slå ihjel, blot ved at se længe nok på en modstander. Han blev bragt ud af sin tankegang, da Jenora brød ind.

”Men den slags kan da ikke lade sig gøre kan det? De er jo ikke en del af alliancen.”

Althea slog ud med hånden. ”Præcis! De har for længe siden valgt at være imod os under den store krig om Azeroth.” Kommandøren begyndte at trave frem og tilbage hen over gulvet, mens hun tænkte. De tre riddere blev stående og så på hende, uvisse om hvad de skulle foretage sig. Selv da den gamle skriver lydløst gik forbi dem med sine ting, blev de stående.

”Nej nu sætter jeg mig altså ned,” sagde Dastan og fangede den nærmeste stol og satte sig. Alaric så på ham, men blev selv stående sammen med Jenora. Han betragtede kommandøren, mens hun travede. Prøvede at leve sig ind i, hvad hun tænkte på. En løsning kom til syne i hans hoved, men den syntes for dristig til at begynde med. Skulle han alligevel foreslå den? Det blev Jenora, der kom ham i forkøbet.

”Kommandør,” sagde hun. ”Tillad mig at foreslå noget.” Althea stoppede op og så opfordrende på den unge kriger. ”Jo altså, ville det være helt umuligt at få denne dronning i tale? Jeg mener, hun må da være til at snakke med.”

Pludselig fyldtes rummet af latter. En høj og uvarm latter, som først fik de tre krigere til at vende sig forvirrede rundt for at finde kilden. I næste øjeblik erfarede de at latteren kom fra kommandøren. Hun stod midte på gulvet og lo så tårerne truede med at trille ned ad hendes kinder. Dastan stak i et bredt smil ved synet og begyndte selv at småfnise. Alaric så undrende på kommandøren, og Jenora så mest af alt en smule såret ud. Lidt efter lidt ebbede latteren ud og kommandøren kunne igen samle sig. Hun så på dem alle efter tur, Dastan fandt den mutte maske frem igen, da hun nåede ham, og hun endte ved Jenora.

”Misforstå mig ikke væbner Jenora. Deres forslag er som sådan udmærket. Men hvad De og sikkert også Deres medkrigere ikke forstår, er at man ikke bare valser ind i Undercity og drikker te med dronningen.”

Dastan måtte koncentrere sig for ikke at begynde at fnise igen. Alaric daskede let til ham og fangede så hans blik med et smil. Han så derefter op på kommandøren igen, som ikke havde lagt mærke til noget.

”Grænsen mellem Alliancen og Horden er uigennemtrængelig og har været det siden de første mennesker og orker begyndte at bekrige hinanden. Af grunde som alle for længst har glemt.”

Jenora fik et bestemt drag om munden og rettede sig. ”Men hvis alle har glemt hvorfor de slås, så er der vel stadig en chance for at de kan huske, hvorfor de skal holde fred.”

Alaric nikkede, enig i hendes udsagn. Han vendte sig mod kommandøren og fortsatte. ”Ja kirgen bringer kun flere problemer med sig. Overalt er der krig, men der er aldrig nogen som forsøger at forhandle om fred.”

Althea betragtede de to stående krigere. Studerede dem nærmest vurderende. Så vendte hun blikket mod Dastan, som stadig sad på stolen. ”Hvad med dig grinebider. Hvad er din holdning til dette?”

Dastan blev for en gangs skyld tavs. Hans øjne blev store af overraskelse over pludselig at blive spurgt på den måde, og han så op på de to andre for at finde hjælp. Til sidst endte han igen hos kommandøren, som stadig så afventende på ham. ”Tja, fred er vel altid at foretrække frem for krig,” begyndte han og gik så i stå.

”Udmærket.” Althea gik et par skridt tilbage og stillede sig så i formel stilling med front mod sine krigere. ”Min plan lyder således: Væbner Alaric skal, som finderen af dette vigtige brev, drage til Tirisfal Glades og forsøge, og jeg gentager FORSØGE at finde ud af mere om denne gamle fredsforhandling. Det bliver en lang og farefuld rejse, så jeg ønsker at væbner Jenora og væbner Dastan tager med som hjælpere og krigskammerater.”

Der blev helt stille i rummet. Ingen af de tre havde regnet med sådan en drejning. Til sidst rømmede Alaric sig.

”Vi skal altså rejse til De Forladtes lande?”

”Ja,” svarede kommandøren og rakte derefter hånden frem mod ham. ”Og lad mig så gratulere jer alle for jeres syn på krig og fred. Havde alle krigherrer denne holdning, var der ikke krig i Azeroth.”

Hun trykkede Alarics hånd i et stærkt og fast håndtryk og gik så videre til de to andre. Alaric så undrende på sin hånd, og derefter på kommandøren. Han havde ingen ord.

”I vil tage af sted til Stormwind med det samme,” fortsatte hun, da hun igen stod på sin plads. ”Der vil I få mulighed for at proviantere inden I rejser videre til Ironforge. Med jer får I naturligvis brevet, som I må vogte med jeres liv. Måske siges det, at De Forladte slår alle ihjel som færdes i deres lande, men brevet kan måske gøre en undtagelse. Spørgsmål?”

Hun så på dem alle efter tur. Alaric var stadig for overvældet til overhovedet at kunne tænke klart. Jenora så bare på kommandøren med et blik der viste lige dele frygt og ærefrygt. Dastan så ikke op. Han havde blikket vendt mod gulvet indtil kommandøren stampede med foden og fik ham til at løfte hovedet. Udtrykket i hans ansigt viste afmagt og forvirring. Hvad var det de havde rodet sig ud i?

Hestenes hove gav genlyd på de brolagte gader, da de tre venner red gennem Stormwind. De havde retning mod en bestemt del af byen. Der, hvor dværgene holdt til. Disse lave tætbyggede skabninger lignede næsten mennesker, bortset fra deres ringe højde og anlæg til at se fede ud. Sandheden var, at størstedelen af denne hårdtarbejdende races lemmer var så mættet af muskler, at det mere fik dværgene til at ligne små tykke børn end muskuløse mænd og kvinder.

Gruppen red gennem den t-formede tunnel som udgjorde en af indgangene til Dværgedistriktet. Mens de red kunne de mærke den sure lugt af smedearbejde, og den tykke luft af sod hindrede dem snart i at kunne se særlig langt. De var nødt til at sidde af hestene. I samlet trop gik de nu gennem dværgenes distrikt, som mest af alt mindede om en stor smedje. Overalt var der arbejdende dværge, som ikke interesserede sig det mindste for besøgerne. Hist og her løb nogle andre små skabninger rundt, en smule forvildede og stressede. De stoppede op ved dværgene og forsøgte at sige noget til dem. I de fleste tilfælde skete der ikke det store, men nogle steder så Alaric den arbejdende give den lille skabning et skub så den væltede bagover. Et enkelt sted gav dværgen sig oven i købet til at brøle den lille i hovedet, så det let puffede hår stod bagud som en fane i vinden.

Alt dette var nyt for Alaric. Vist havde han boet i byen i det meste af sin barndom, men han havde aldrig været ret meget uden for børnehjemmets trygge rammer og Katedral-torvets velkendte mure. Denne del af Stormwind var lige så ukendt for ham, som hvis han havde været en orkspion på jagt efter nyttige informationer.

Mens de gik, gik der pludselig en prås op for Dastan. ”Nu kan jeg huske det!” udbrød han og smilede til de andre. ”For at komme til Ironforge skal vi med toget.” Det havde været Dastans ide fra starten at tage til Dværgedistriktet, fordi han mente at kunne huske noget fra sidst han var i Ironforge. Problemet med hele denne historie var, at den involverede en godt beruset Dastan, som efter et par timer på Den Mutte Eneboer sammen med nogle drukvenner havde fået den vilde ide at tage til Ironforge og drikke med dværgene. Ideen havde ført til fuldemandsgang tværs gennem Stormwind og underholdning til samtlige som de stødte på og sommetider ind i. Gruppen kom dog aldrig til Ironforge, da de blev stoppet ved indgangen til Deeprun Tram. Den direkte togforbindelse mellem Stormwind og dværgenes hovedby.

Dastan spejdede ud over det tågeagtige lag af sod, som gjorde sigtbarheden meget dårlig. Han vendte sig mod sine kammerater. ”Det må være herhenne. Jeg kan huske at jeg faldt over den her sten.” Han pegede på en mellemstor sten i kanten af den brolagte vej og trak derefter hesten med videre, mens han storsmilede. Bag ham sendte Alaric og Jenora hinanden et blik.

Indgangen til en ny tunnel begyndte at tegne sig et stykke foran dem. Dastan stak i et grin og trak hesten hurtigere frem. Alaric og Jenora fulgte efter.

”Ja, ja det er her!” sagde han. ”Jeg sagde jo nok at jeg kunne huske det.”

Foran dem rejste indgangen til en tunnel sig. De kunne se rummet inde på den anden side. For enden af tunnelen stod en skabning og spærrede vejen. Det var en af de små væsner, som Alarci havde set sammen med dværgene før.

”Du må hellere gå først Alaric,” sagde Jenora og trødte lidt tilbage. ”Det er jo dig, der har fået missionen.”

Alaric så på hende og syntes at kunne ane en snert af misundelse i hendes blik. ”Udmærket” sagde han så og greb hesten i grimen. ”Så lad os komme til Ironforge.”

De nåede ikke længere end til enden af tunnelen før de blev stoppet.

”En skændsel! Sådan at trække store urene dyr ind på mit fine gulv. Få dem ud! Ud siger jeg!”

De så alle tre ned på den vrede skabning, som lignede et menneskebarn endnu mere end dværgene gjorde. Den lyse, let nasale stemme trængte tydeligt igennem i det store rum. Dastan satte sig på hug foran gnomen og smilede.

”Hvis jeg nu giver en is, vil du så lade os komme forbi?”

Gnomen gik i stå og så på ham, mens farven skiftede fra lys til rødlig i dets kinder. ”En is siger du? Tror du jeg er et pattebarn? Nu har jeg taget mig af vedligeholdelsen af den gamle forbindelse i flere år end jeg kan tælle, og jeg har mødt grove passagerer før, men dette slår alting. Hvad i hele hule dværgenes das bilder du dig ind?”

Dastan så uforstående på gnomen. ”Jamen jeg prøvede jo bare at være venlig…”

”Så burde du lære hvordan man er venlig vil jeg sige.” Den lille gnom rettede sig op og skød brystet frem for at understrege sine ord. Jenora trådte frem og smilede til togets oppasser.

”Kan vi få lov at komme med, hvis hestene bliver her?”

Spørgsmålet blev overhørt af gnomen, som pludselig havde genkendt noget ved Dastan. Han gik så tæt på krigeren at deres næser kunne have rørt hinanden.

”Ja det er ham, der er ingen tvivl om det. Hvor vover du at vise dig her igen din fulderik?”

Dastan trak sig overrasket væk fra gnomen og så på de andre. Han gjorde mine til at ville rejse sig men blev stoppet af gnomen. ”Nææh, du bliver hernede, hvor jeg kan se dig i øjnene dingleper. Hvis du vil have skyggen af mulighed for at komme med, skal du i hvert fald ikke begynde at prale med din højde...”

Gnomen gik i stå og blev pludselig trist. Alaric, Dastan og Jenora så afventende på ham, men intet skete. Han stod bare og så som forstenet på Dastan, med en finger pegende på ham.

”Men må vi så komme forbi?” prøvede Alaric nu. ”Hvis vi lader hestene blive her?”

Det var som om lyden af Alarics stemme fik gnomen ud af trancen. Han glippede med øjnene og så op på de tre venner, som om han aldrig havde set dem før. I næste sekund huskede han og det triste udtryk vendte tilbage. ”Ja det er i orden, også dig sangtenor, hvis I lader hestene blive her.”

Alaric og Jenora gik tilbage gennem tunnelen for at tøjre hestene udenfor, mens Dastan blev siddende på hug og takkede gnomen for hans venlighed. Gnomen gjorde en afværgende gestus med hænderne og satte derefter kursen hen mod perronen. Inden længe var han ude af syne.

”Han var da en underlig en,” sagde Alaric, der var kommet tilbage sammen med Jenora. Dastan nikkede og kom på benene, hvorefter de alle tre fortsatte hen mod toget, som netop var kommet ind på perronen.

Deeprun Tram, som forbindelsen mellem menneskenes og dværgenes hovedbyer blev kaldt, var ikke blevet til, hvis ikke det havde været for gnomernes fantastiske intellekt. Dværge forstod at arbejde i flere dage, men det kneb mere, når de skulle udtænke byggeplaner. De fleste af deres tanker kredsede om smedearbejde, og mange af dem havde svært ved at samme tankerne om andet, medmindre det var øl. Menneskene kunne både arbejde og tænke, men det var gnomernes unikke evne til at omdanne luftkasteller til virkelighed, som gjorde dem uundværlige i et projekt som dette. Det var også grunden til at indgangen til Deeprun Tram blev lagt i gnomernes lille samfund i Ironforge, Tinkertown fra begyndelsen.

Toget kørte ikke på skinner, men drev med magnetisme hen ad en slisk, der var udformet i metalgulvet. Denne slisk førte så toget gennem bjerge og under hav, indtil det ankom til endestationen i Stormwind i Dværgedistriktet. Både på grund af den lange afstand mellem byerne og den høje popularitet, som toget vakte, valgte gnomerne i samråd med dværgene og menneskene senere at åbne endnu en slisk mellem de to byer. Toget blev på den måde til to, og folk skulle ikke vente helt så længe mere, på at komme med.

Alaric havde aldrig været i Ironforge før. Han havde kun hørt historier om byen, og han vidste at den var kendt for sin store smedje. Da de tre rejsende ankom med toget, var det derfor smedjen han så mest frem til at se. De skulle ikke gå langt, før de stødte på den første vagt.

”Undskyld,” indledte Alaric, ”men De skulle vel ikke kunne fortælle mig vejen hen til smedjen? Jeg har hørt at den skul…”

Længere kom han ikke, da han opdagede at dværgen stod og lo ad ham. Lo varmt og hjerteligt så tårerne trillede ned ad kinderne på ham.

”Hvad er der med ham?” Alaric så på sine to venner for et svar. Jenora smilede og kom hen til ham.

”Det skal jeg vise dig, kom.” Hun tog ham i armen og småløb ud af Tinkertown og ind i en bred korridor. Alaric kunne mærke temperaturen stige og det havde ikke kun noget at gøre med Jenoras berøring. Det blev faktisk varmere. Efterhånden som de kom længere frem, mente han at kunne se et rødt funklende lys som lyste varmt fra noget foran dem. Korridoren slog et knæk, så det var ikke muligt for ham at se hvad det var. Henne om hjørnet pegede Jenora leende frem for sig og dunkede samtidig Alaric i ryggen, så han nær havde fået overbalance.

”Se! Det der er smedjen.”

Alaric troede ikke sine egne øjne. Der, foran ham, stod den største ambolt han i sit liv havde set. På begge sider af ambolten var anlagt kæmpemæssige bassiner fyldt med magma. Han så op og blev opmærksom på en tyk stråle af magma som flød ud et sted oppe fra loftet og ned i et af bassinerne. Han måtte læne nakken tilbage for at få øje på loftet, da det lod til at være adskillige meter oppe.

”De har været grundige,” var det eneste han kunne få over sine læber.

”Ja,” sagde Dastan og kom op på siden af ham, ”Eller også føler de bare, at de skal kompensere for noget.” Han lo, og Alaric lo med. De blev dog stoppet af Jenora, som mente at de burde få noget mad inden de tog videre.

Efter at have spurgt om vej et par gange fandt gruppen frem til Stonefire Tavern, hvor de fandt et bord. En ung dværgekvinde kom hen til dem og de gav hende deres bestillinger. Ikke langt fra dem sad en gruppe dværge og spiste og drak højlydt. De var alle iført de samme uniformer og de så en smule formelle ud. Alaric skævede flere gange over mod dem, når de råbte for højt. Hvordan kunne man dog spise i den larm?

Under maden fortsatte dværgene med at råbe. De havde allerede fået, hvad de kunne tåle, kunne man se, men underligt nok var der ikke andre af kroens gæster som virkede forstyrret af gruppens adfærd.

Alaric gjorde sit bedste for at ignorere dem og vendte i stedet opmærksomheden mod sine venner.

”Hvad skal vi herefter?” Han måtte råbe for overhovedet at blive hørt.

”Hvad mener du?” råbte Dastan tilbage. ”Vi spiser jo!”

”Idiot!” råbte Jenora og puffede til Dastan, så hans gaffel faldt på gulvet. ”Han mener selvfølgelig hvor vi skal hen herefter! Ikke Alaric?”

Alaric nikkede og så efter Dastan, som kom op fra gulvet med en beskidt gaffel i hånden.

Jenora så tænksom ud et øjeblik og så på ham. ”Jeg foreslår at vi lejer nogle heste og tager ud af byen så hurtigt som muligt. Med lidt held kan vi nå at komme til Amberstill Ranch inden det bliver mørkt! Så må vi se hvor langt vi når i morgen!”

”Jeg mener kommandøren snakkede noget om Southshore!” indskød Dastan. ”Det var vidst ret vigtigt!”

”Southshore ligger i Hillsbrad Foothills!” fortsatte Jenora, “så vi skal bare herfra til Loch Modan, gennem Wetlands og Arathi Highlands, så skulle vi være der!” Hun råbte stadig og blev først klar over at larmen fra dværgene var forstummet, da en af dem brød ind i samtalen.

”I kunne også flyve.”

Det gav et sæt i alle tre, hvorpå de vendte sig mod den fremmede. Alaric tog ordet.

”Hvad mener De? Flyve på hvad?”

Dværgen begyndte at le, men på en mere behersket måde end den sidste Alaric havde talt med.

”Du er vidst ny her hva? Jo ser du, dværge af vores slags har gennem mange år været de førende inden for griffeflyvning. Vi opdrætter dem selv.”

Alaric var forvirret. ”Dværge som jer, hvad mener De?”

”De er de berømte dværge fra Aerie Peak,” sagde barpigen, som havde lyttet med fra sidelinien.

”Rigtigt Gwennaskat,” svarede dværgen, ”og vi kunne ikke undgå at høre hvad I talte om. Råber I mennesker altid så meget, når I taler?”

Dastan og Jenora så på hinanden med rynkede bryn. Derefter vendte de igen opmærksomheden mod dværgene. Der var ingen grund til at køre videre i det emne.

”Hvad skulle I have for at flyve os til vores destination?” spurgte Jenora,” for det er vel hvad I ville tilbyde ikke?”

Dværgen betragtede hende og rejste sig så op. Han nåede Alaric til skuldrene, selvom den anden sad ned. Dværgen gik hen til Jenora og rakte hånden frem. ”Altid en fornøjelse at hilse på en smuk kvinde. Mit navn er Falstad Wildhammer. Mig en ære.”

Jenora tryggede dværgens hånd, mens hun så på de andre efter hjælp. Alaric brød ind og vendte igen dværgens opmærksomhed på ham. ”Vi er selvfølgelig villige til at betale, men har desværre ikke alverdens værdier med os.”

Falstad sendte et sigende blik mod gruppen halvspiste mad. ”Men nok til at kunne mæske sig med steg og smørstegte kartofler, det har I.” Han vendte sig igen mod Alaric, og hans ansigt lyste op i et smil. Det så en smule besynderligt ud under al skægget. ”Hør min dreng, jeg er i godt humør i dag, så hvad siger du og dine venner til at drikke med mig og mine venner i aften i fælles glæde? Der kan vi så også snakke om betalingen.”

Alaric så over mod Jenora og Dastan efter en reaktion. Dastan nikkede ivrigt, men Jenora så mere mistroisk ud. ”Vi skal vel også have fastsat et tidspunkt, så I ikke lader os vente flere uger,” sagde hun med fast stemme.

Falstad lo og satte sig tilbage hos sine venner. ”I aften min skat, i aften!”

Inden længe var støjet i krostuen tilbage og dværgene syntes umulige at komme i kontakt med.

Alaric var gået tilbage til sin plads og han og Dastan spiste lystigt af deres mad. Jenora sad uden at spise, mens hun undrede sig over Falstads sisdte ord. I aften? Hvad mente han med det? 

Det tabte brev: Kapitel 4: Præst af Lyset

Elwynnskovens frodige liv, med de høje skyggefulde træer og grønne bløde bakker, udgjorde en skærende kontrast til halvøen mod Vest. Torn havde aldrig i sit liv set et sted, som var så goldt og deprimerende. Det sparsomme græs, som flere steder næsten helt skjulte den sti de red på, var karrygult og vissent. De få træer, som stod omkring i landskabet, var pindede og havde en usund kulør, som om de ikke havde fået vand i flere måneder. Huse var der også, men dem som gruppen indtil nu havde passeret, havde set tomme og forladte ud. På de udtørrede marker, som så ud til at udgøre de agre, som hørte til husene, kunne Torn skimte flere utydelige skikkelser, der havde form som hunde. Eller måske var det ulve.

Modet sank i livet på Torn, og han spekulerede kort på, hvorfor han havde sagt ja til at tage med på denne eksklusion. Ypperstepræsten var blevet kontaktet nogle dage i forvejen af et sendebud, som hævdede at han kom fra Sentinel Hill, det størst befolkede sted i Westfall. Det var også et af de enenste steder, som endnu ikke var blevet overtaget af de mange tyvebander, som sagdes at have bosted i denne landsdel. Sendebuddet havde dårlige nyheder. En stor gruppe Gnolls havde haft held til at snige sig ind på en gruppe mennesker, som holdt til på kroen ved Sentinel Hill, og havde efterladt de overlevende i så slem forfatning, at der var brug for hjælp fra Stormwind. På grund af de mange smerter, var det ikke muligt at flytte de tilskadekomne. Derfor måtte præsterne komme til Westfall.

”Der er det!” råbte en af de præster som red forrest. ”Jeg kan se tårnet!”

Torn strakte hals for at se over dem, som red foran ham og så ganske rigtigt toppen af en højt tårn materialisere sig bag en høj bakke. ”Er det Sentinel Hill?” spurgte han den præst, som red ved siden af ham.

”Det er det,” svarede hun. ”Af en eller anden grund står den stadig, selvom Westfall ikke ligefrem er et af de mest taknemmelige landområder.”

Torn nikkede og kastede sigende et blik rundt på omgivelserne. Godt, så de var der snart. Han mærkede utrygheden svinde ind, og modet vende tilbage, ved tanken om snart at være i trygge rammer igen. Torn havde aldrig været glad for at være steder, han ikke kendte.

Han lænede sig så meget tilbage på hesten han kunne, uden at få overbalance, lukkede øjnene og lod solen varme sit ansigt, mens han lod tankerne flyve. De gik, som så mange gange før, til Alaric. Hvordan mon han havde det nu? Han var vel tæt på at blive ridder eller noget i den retning. Torn smilede for sig selv, da han tænkte på, hvordan Alaric måtte have reageret, da han fandt den lille top af træ, som Torn i al hemmelighed havde lagt i hans oppakning. Mon han blev glad? Han kunne jo også bare have smidt den væk fordi han syntes, at det var noget pjat at gøre. Hvad skulle han da også med en barnlig snurretop? Og Alaric var sikkert blevet et ordentligt brød nu. Ikke som ham selv, der stadig var lige så spinkel og tyndbenet, som han altid havde været. Håret var også stadig den samme mørke udefinerbare masse på toppen af hans hoved. Ikke som Alaric lyse lokker, der altid glimtede i solen, når de to legede ved kanalerne i Stormwind.

Torn åbnede øjnene igen og opdagede at gruppen var ankommet til deres destination. En lille fortravlet mand, som Torn først troede, var en dværg, men efter et blik opdagede var et menneske lavere end gennemsnittet, kom hen til gruppen med gevandterne flagrende omkring benene. Han var åbenbart stedets egen præst.

”Godt I kom!” skingrede manden, og Torn tænkte et øjeblik på om han måske havde gnomblod i årerne. ”I er ventet!”

De andre præster sad af og Torn gjorde dem selskab idet den lille mand gjorde tegn til at føre dem hen til de tilskadekomne.

Sentinel Hill var ikke stort andet end en faldefærdig rønne som udgjorde det for en kro, et lille savværk, samt en lille markedsplads lavet mellem et par telte. Derudover var der selvfølgelig også det store tårn, som var placeret højt på en bakketop et lille stykke fra bygningerne. Torn endevendte sit hoved flere gange, for at forstå meningen med at lade denne primitive post fortsætte med at køre. Efter lidt tid, måtte han dog holde inde, da han havde fået hovedpine.

Den lille mand, som havde præsenteret sig som Bialon, førte nu an ind i kroen, hvor de sårede så på rad og række i senge, der så ud til at være alt andet end behagelige at ligge i.  Der var 8 senge med tilskadekomne og gruppen af præster var 9. Den niende præst var Torn, som var den eneste i gruppen son stadig var lærling. Han opdagede hurtigt at hans job på denne tur, ikke så meget var at helbrede, men lige så meget at lære af de mere erfarne og hjælpe til. Han gik hen til den seng, hvor præstinden, som havde reddet ved siden af ham, sad. Hun så op da han nærmede sig.

”Åh, det var godt du kom. Du må begynde med at hente bandage og stivelsespinde i helbredskassen på pakhesten. Dette brud kan ikke klares med healing alene.”

Det hele blev sagt meget hurtigt og næsten uden øjenkontant. Det gik op for Torn hvor alvorlig en situation han faktisk var blevet en del af, og hurtigt forsvandt han ud af kroen med retning mod pakhesten. Ikke langt derfra bevægede bladene på en busk sig, selvom der ikke var nogen vind.

Igen slog Westfalls underlige miljø ham, og et øjeblik mens han stod og rodede helbredskassen igennem blev han ramt af en ubeskrivelig lyst til at lade sig falde bagover ned i det tørre gule græs og lade varmen omslutte sit legeme.

”Ja hvorfor ikke?” mumlede han for sig selv. ”Bare en lille pause. Bare en lille..”

Torn blev flået ud af sin drøm ved lyden af høje skrig. Han vendte sig mod lyden. Det kom inde fra kroen, og han gispede, da han så to smidige skikkelser med tørklæder for munden dukke frem fra savværket og sætte kurs mod kroen.  Pludselig var Torn ude af sig selv. Hvad skulle han gøre? Kæmpe? I samme sekund kunne han ikke huske noget af det Alaric havde lært ham, da de var små, for slet ikke at tale om den specielle kampmetode man lærte hos præsterne. Ue af stand til at beslutte noget som helt, fik han dog sat gang i sine ben, og han småløb tilbage mod kroen uden at vide, hvad han ville for at se når han nåede frem, eller hvorfor han overhovedet ville nå frem.  Lydene blev højere jo tættere han kom og nu syntes han også at kunne opfange svirpende lyde, som hvis man sliber knive. Tanken frøs hans blod til is. Han sagtnede farten og gik det sidste stykke, mens han kæmpede for at hjertet ikke skulle bruge hans mund som nødudgang. Han nåede døråbningen og kiggede ind. Skriget satte sig fast i hans hals og hans syn blev sløret. Krostuen var med et blevet forvandlet fra sygestue til slagteri. Rødt blod var sprøjtet op på væggene og på gulvet, og halvt ude af sengene lå de første 3 lig med halsen skåret over. Henne i et af hjørnerne sad kroværtinden med hovedet i hænderne og græd ukontrolleret. Hen over en af de tomme senge lå præstinden som Torn havde fulgtes med, dolket i ryggen. Ikke langt fra hvor han selv stod, lå endnu et lig. Den mand som skulle bruge bandagerne og det andet fra helbredelseskasse. En kniv stak op fra hans nakke.

Torn nåede ikke at tælle flere lig, før han mærkede ubevidstheden prikke ham på skulderen og galden rumle i maven. Inden han tabte bandagerne i sit fald og næsten bevidstløs kastede op på kroens gulv registrerede han en af de tørklædebærende mordere komme nærmere. Så blev alt sort.

Smagen af galde bragte sanserne tilbage lidt efter lidt. Luften var kold og fugtig. Hans hænder var tunge. Efter at have bevæget dem et par gange, gik det op for ham at de var lænket sammen. En hæs og vedvarende vejrtrækning fortalte ham, at han ikke var alene. Torn åbnede langsomt øjnene og stirrede direkte ind i ansigtet på en mandlig tyv. Det gav et sæt i ham, og tyven lo for sig selv, hvorefter han rejste sig og så ned på præstelærlingen.

”I er sgu sjove, I hellige fjolser fra Stormwind. Det bliver aldrig kedeligt at overfalde jer.”

Torn så bare på ham. Hvordan kunne han sige sådan? Tyvebanden havde ikke kun overfaldet gruppen, de havde også slået dem ihjel. Torn havde ikke tal på, hvor mange af præsterne, der rent faktisk var døde, men synet i kroen havde været mere end nok for ham. Han mærkede igen galden spøge i hans svælg, men beherskede sig.

Tyven fortsatte. ”Savner du dine venner?” Han satte sig på hug og lavede, hvad Torn forstod som en sarkastisk grimasse af medlidenhed. Det var svært at se, når han kun kunne se mandens øjne.

”De klokkede i det og måtte betale prisen.” Han kom helt tæt på Torn ansigt. ”Man kæmper ikke mod os, medmindre man kan sit kram! Det kan du hilse og sige til gamle Varian, hvis du nogensinde kommer hjem igen!” Spyt gennemvædede tørklædet om tyvens mund, og ville uden tvivl være havnet i Torns ansigt, hvis manden havde taget det af. Manden rejste sig.

”Men hvad laver jeg her?” spurgte Torn bange og næsten uden stemme.

”Hold kæft, medmindre du har lyst til at ende som dine venner!” Han tog et skridt hen mod trappen som førte op ad. ”Du skal nok opdage det før eller siden.”

Med de ord forlod tyven rummet, og efterlod Torn alene. Torn var stadig bange. Så bange som en lille 10-årig dreng, som aldrig havde kendt til tryghed. Han stoppede sit tankespil. Hvad var det han tænkte? Han var ikke 10 år mere. Det var på tie at han begyndte at opføre sig som en voksen. Det var vel også det Ypperstepræst Darion inderst inde prøvede at fortælle ham gang på gang til forelæsningerne. Tanken gjorde Torn en smule mere rolig. Han smilede for sig selv, i det mørke rum og lænede roligt ryggen mod den kolde mur. Han skulle nok vise de tyve, at han ikke var bange.

”Sikke en redelighed hva?”

Lyden af stemmen fik Torn til at fare sammen, og glemme alt om ikke at være bange. Stemmen var tydelig, men underligt slæbende, som om den var indsmurt i slim eller mudder.

”Hvem der?” spurgte han prøvende.

Ud af skyggerne viste der sig nu en mørk skikkelse. Den kom hen mod ham med langsomme bevægelser, og da den kom tættere på, kunne Torn se, at det mørke skyldtes en næsten helt sort kutte med hætte, som skikkelsen havde på.

”Jeg regnede ikke med, at du havde lyst til at sidde her og vente på de rødmaskede.” sagde skikkelsen.

Torn rystede på hovedet. ”Nej, hvem ved hvad de gør ved dem, som de ikke slår ihjel?”

”Vil du hjælpe mig, så hjælper jeg dig,” sagde skikkelsen og ignorerede samtidig Torns spørgsmål. Skikkelsen rakte ind i en af kuttens mange folder og fremdrog noget stort og skinnende. Det blev holdt frem foran Torn. ”Hvis du lover at hjælpe mig, vil jeg befri dig. De tyve er ikke helt så opmærksomme, når de er døddrukne i dværgesprit.” Skikkelsen lo en underlig latter, som lod til at blive hæmmet af for meget slim i halsen.

Torn smilede oplivet, men stadig spørgende. ”Men hvad skal jeg hjælpe dig med?”

”Det fortæller jeg dig, så snart vi er komme væk herfra.” Skikkelsen talte hurtigere nu, som om de snart ville få gæster. Ganske rigtigt hørte Torn pludselig tunge trin over sig og der var pludselig ikke mere tvivl i hans valg.

”Godt jeg hjælper dig,” sagde han. ”Skynd dig nu.” Han rakte sine hænder frem mod skikkelsen, som placerede nøglen i låsen, og frigjorde hænderne af den lænke som havde holdt dem sammen.

”Og så skal vi have fart på.” Skikkelsen lød nu mere stresset end før og gik hen til det fjerneste hjørne af rummet. Torn rejste sig og gik med, endnu lidt fortumlet af den hårde medfart, han havde været udsat for.

”Vi tager tunnelen,” forklarede skikkelsen og begyndte at undersøge væggen i hjørnet. Over dem nærmede de tunge skridt sig trappen og begyndte at gå nedad.

”Åh for den mørke Lady, da også!” bandede skikkelse, da den efter flere forsøg ikke kunne finde det den ledte efter. Henne ved trappen kom en mand med tørklæde om munden til syne.

”Så skynd dig dog!” skreg Torn med en kraft, han ikke selv vidste at han ejede.

Skikkelsen bandede igen, hvorefter den hurtigt krængede kutten af sig , greb Torns hånd og holdt den mod en amulet, den havde om halsen.

”Luk øjnene og tænk på et bedre sted!”

Torn klemte øjnene fast i og mærkede et kraftig sug i maven, mens verden som han kendte den, omdannede sig og lod de to strømme gennem det Hindsides på ved mod deres destination. Bedst som det føltes som om det havde været for længe var det forbi, og Torn mærkede igen fast materiale under sig. Han åbnede øjnene og så sig om. De var ude på vandet i en båd. Et stykke til venstre kunne han se bredden af Westfall. Lidt bagud kunne han se et fyrtårn.

Torn forstod intet af alt dette. Hvordan kunne det lade sig gøre? Alle spørgsmål forsvandt dog, da han igen kastede et blik på skikkelsen som havde hjulpet ham. Den spinkle krop var bleg, og flere steder var huden gået i stykker og viste den bare knogle. Ansigtet var sygeligt blegt og hvor der normalt ville have siddet to øjne, sad der kun et. Hvor det andet skulle have siddet, var der er tom øjenhule. Manden, for det var det vidst, havde tøj på, men det var så slidt og revet i laser, at det ville have været godt det samme. Vesten hang løst på skuldrene, blusen var overstrået med huller og bukserne slyngede sig om benene som blækspruttearme.

På trods af dette syn, følte Torn dog ingen frygt. Ikke denne gang. Måske var han ved at blive voksen. Måske var det måden som manden så på ham på, der gjorde udslaget.

”Hvad er du?” spurgte Torn. Manden foran ham kunne umuligt være menneske.

”Det glæder mig at du spørger,” svarede han og smilede.

De få rådne tænder i mandens mund fik det igen til at røre lidt på sig i Torns mave. Manden rejste sig fra sin plads i båden, og gik hen og satte sig ved siden af Torn. Han lagde en skeletagtig hånd på den unge lærlings skulder og lænede sig ind mod ham.

”Mit navn er Feramon,” sagde han ligefremt og fortsatte,” jeg er, hvad man i Stormwind ville kalde udød. Jeg foretrækker dog at blive benævnt som en af De Forladte. Lad den mørke Lady våge over os.”

Et øjeblik hørtes intet andet end bølgernes plasken mod bådens bug.

Det tabte brev: Kapitel 3: Den hjemsøgte by

Lake Everstill spejlede solens stråler og tegnede indviklede mønstre i vandets let urolige overflade. Fra bådebroen i Lakeshire kunne man se ud over søen og hen til Lakeshirebroen mod øst. Sydpå hæmmedes udsigten af det høje dige, som i krigstider blev brugt som værn mod byen, mod fjendtlige tropper fra den sydlige del af Redridge Mountains. I denne bjergfyldte del af Azeroth levede op til flere fjendtlige stammer af gnolls, som næsten altid var på udkig efter at overtage herredømmet over den lille hyggelige by.

Alaric trak fødderne op af vandet og vendte hovedet, da han hørte en let fnisen. Inde på land, ikke mere end godt ti meter fra ham, stod hun. Annabella. Hun var som sædvanlig omringet af sine to veninder Jenna og Bolette og så, hvilket ikke kom bag på ham, hen mod ham med det samme blik, som hun havde sendt ham de sidste 10 år. Hun var smuk. Lidt lavere end gennemsnittet med gode kvindelige former og langt mørkt hår flettet i en tyk fletning. Hendes øjne var grønne og sagde alt det, som Alaric ville ønske hun ville sige med sin mund. Lige siden han kom til Lakeshire sammen med Galvon Stenrose, havde Annabella kigget på ham med disse øjne. Men hun havde aldrig så meget som vekslet et ord med ham. Måske var det venindernes skyld. Måske var det hele bare en leg for dem, og blikkende bare for at forvirre ham. Han vendte igen blikket mod det glimtende vand og stak hånden i lommen. Toppen var der, ligesom den havde været der den dag Alaric havde pakket sine ting ud. Toppen af træ, som Torn havde fået. Alaric havde aldrig siden haft mulighed for at spørge Torn, hvad meningen var. De få gange han havde været i Stormwind med Galvon Stenrose havde Torn ikke været til at finde, og Alaric havde med tiden lært at tænke på toppen, som et rart minde fra sin barndomsven. For det var det Torn var og intet andet.

Meget vand var løbet under broen i de sidste ti år og Alaric havde ændret sig fra en selvisk småbølle til en sympatisk og snarrådig ung mand. Den barnagtige krop havde udviklet sig, og Alaric havde fået lange smidige lemmer, en fast og muskuløs torso og en skarp profil i det unge ansigt. Ridder var han ikke endnu, men så snart han fyldte 18 år ville muligheden for at blive slået til ridder have større chance for at blive en realitet.

Et højt råb bag ham, fik Alaric til at vende sig igen. Det var hans læremester Galvon Stenrose, som kaldte henne fra kroen. Alaric viftede med den ene hånd og kom hurtigt på benene. På hans vej hen mod kroen passerede han de tre unge kvinder, som automatisk fnisede i kor, da han nikkede til dem. Alaric kunne godt lide Annabella, men det nagede ham, at han ikke vidste, hvordan hun følte. Hvis bare han dog kunne møde hende alene og få spurgt hende. Men hun gik jo sammen med de to andre hele tiden.

Hans tankegang blev afbrudt i det øjeblik, han trådte ind i kroen. Der var ikke mange gæster så tidligt på dagen og kroværtinden Brianna var i færd med at pudse drikkeglas med en tør klud. Kun tre borde i kroen var optaget. Ved det ene sad en gammel kroget mand og hang over et glas vin, og ved et andet, sad to unge mænd i uniform og spillede kort. Det, som havde afbrudt Alaric, var synet af det tredje bord. Det var dækket nydeligt op med blomster og lys, samt to kuverter, hvoraf den ene allerede var optaget. Sir Galvon Stenrose sendte ham et venligt blik og gjorde en gestus med hånden mod den ledige kuvert.

”Vær så god at sidde Alaric, du må være sulten.”

Egentlig var han ikke særlig sulten, men af respekt for sin læremester og af nysgerrighed over for hvad meningen med alt dette var, satte han sig med en taknemmelig mine.

Ridderen gjorde et nik mod kroværtinden, som straks kom hen til dem med en fyldt vinkaraffel. Hun begyndte høfligt at fylde deres glas, mens Galvon vendte sin opmærksomhed mod Alaric. Han var afslappet klædt i dagens anledning med løstsiddende kofte og opsmøgede ærmer på indertrøjen. Han bar stadig sit sværd i bæltet, men havde ellers ladet den smukke rustning blive på værelset. Det lyse hår var redt tilbage i en hestehale. Hans stemme var mild, da han talte.

”Nå Alaric, du har vel allerede gættet, hvad der er på færde?”

Alaric så tilbage på ridderen med forvirring i blikket. ”Nej sir, det må jeg indrømme, at jeg ikke har. Har jeg gjort noget forkert?” Spørgsmålet kom af sig selv, og Alaric kunne have bidt tungen af. Ingen ridder med respekt for sig selv indrømmer, at han har gjort noget forkert, medmindre han får det at vide af andre. Dette var en af de første ting Galvon Stenrose lærte ham. For som han sagde: Hvis man altid sætter spørgsmålstegn ved om det man gør, er rigtig eller forkert, så er man lige vidt, og fjenden kan nå at skære halsen over på en, før man får bestemt sig.

Alaric blev klar over at han havde slået blikket ned, da han så op ved lyden af latter. Sir Galvon lo højt og hjerteligt, og fik de øvrige gæster til at vende sig. Selv den gamle mand vågnede op og så på dem med afsky.

Ridderen lænede sig ind over bordet og smilede til sin lærling. ”Nej unge ven, du har skam ikke gjort noget forkert. Snarere tværtimod.”

Brianna kom hen til bordet og satte et dampende fad med svinesteg foran dem. Duften og synet af det møre kød fik Alarics tænder til at løbe i vand.

”Du er velkommen til at begynde,” sagde Galvon opfordrende.

Alaric smilede og fangede en god luns over på tallerkenen. Imens han forsynede sig greb Galvon inden for koften og fiskede et officielt udseende brev frem fra en skjult lomme i tøjet. Alaric, som var begyndt at spise, gik i stå og så på brevet i ridderens hånd.

”Er der nyt fra Stormwind sir?”

Galvon nikkede. ”Det kan man godt sige. Du ved jo, at vi altid får vore ordrer fra Stormwind med kurér. ”

Alaric nikkede. Der gik næsten ikke en dag uden at der kom kurére, enten på griffe- eller hesteryg med nye ordrer fra kong Varian.

”Dette,” fortsatte ridderen, idet han vendte brevet i hånden, ” er dog en mere speciel ordre.” Han gjorde en kunstpause. ”For den er udstedt til dig.”

Alarics greb om gaflen blev slapt og den landede med et skarpt knald på tallerkenen. ”Til mig? Jamen det forstår jeg ikke!”

Galvon smilede godmodigt og rakte brevet frem. Alaric rakte uforstående ud efter det og vendte det undersøgende mellem hænderne. Jo det var skam rigtigt nok. Stormwinds segl og samme håndskrift, som de andre ordrebreve de plejede at modtage.

”Jeg synes du skal læse det, mens vi spiser,” sagde Galvon og begyndte selv at forsyne sig af maden. ”Jeg er også nysgerrig efter, hvad de vil, selvom jeg har en anelse.” Hans smil var bedrevidende, så Alaric, og han forstod nu, at ridderen absolut vidste, hvad Stormwind ville hans lærling.

Alaric foldede brevet ud og læste højt:

Alaric, lærling hos Ridder Galvon Stenrose

Efter Stormwinds lov om prøvelsen i ridderlighed § 3 stk. 5 er det ikke lovligt at stille op til denne så længe man er under 18 år, også kaldet umyndig.

Dog kan undtagelser ske ud fra Stormwinds lov om prøvelsen i ridderlighed § 5 stk. 8b, hvis pågældende har udmærket sig gennem lærevillighed, snarrådighed eller har gennemført en læretid på over 8 år. Hertil skal tilladelse og bevis indhentes fra pågældendes læremester.

Da De har opfyldt en af betingelserne for undtagelsesreglen, bedes De betragte dette brev som Deres første opgave. Nærmere oplysninger fås hos kommandør Althea Ebonlocke i Darkshire.

De bedes indlogere Dem på Darkshire Kro hurtigst muligt, hvor De vil bo så længe opgaven står på.

De Nobles Hus, Stormwind

Han så op og mødte en smilede Galvon. Selv vidste han ikke helt, hvordan han skulle reagere. ”Så dette er min første opgave? Men jeg forstår ikke helt…”

”Som de skriver, så har du opfyldt et af kriterierne for at påbegynde din opgave til prøvelsen til riddertitlen nu. Du har jo været hos mig i godt ti år.”

Alaric smilede, da det langsomt gik op for ham, hvad det var han sad med. Han så frem for sig. ”Så jeg skal ud og vise mit værd. Alene.”

Pludselig blev han grebet af en uforklarlig skræk. Han foldede brevet sammen og puttede det tilbage i konvolutten. Så så han på sin læremester. ”Men sir, hvordan skal jeg kunne det? Jeg mener… det har jo altid været Dem, som anførte og mig der parerede Deres ordrer. Hvordan skal jeg klare mig uden Dem?”

Galvon Stenrose så roligt på ham, mens et smil spillede i den ene mundvig. Egentlig ærgrede denne reaktion ham en smule. Han havde håbet på, at hans træning af den unge mand ville have givet Alaric mere tro på sig selv. Han tog en mundfuld mere af maden og så derefter tænksomt på sin lærling. ”Du kan klare dig selv. Du skal klare dig selv. Det er kun godt at have en smule kriller i maven inden en opgave. Det gør sanserne så meget mere skærpede.”

Alaric nikkede med slappe skuldre og spiste det sidste af sin mad. Han løftede hovedet igen. ”Så denne middag er… som en afskedsmiddag?” Lyden af ordene ramte ham hårdere end de havde gjort, da han tænkte dem. På den anden side af bordet tørrede sir Galvon sig over skægget og så alvorligt på ham.

”Det er ikke mere afsked, end du selv bryder dig om min kære dreng. Jeg er her stadig og kan vejlede dig indtil du rejser. Men hvad angår denne opgave og fremtidige opgaver, så skal du betragte dette, som min måde at sige tak for hjælpen på.” Ridderen smilede og foldede hænderne på bordet. ”Smut du bare. Jeg er sikker på, at du har brug for tid til at tænke. Men kontakt mig inden du tager af sted.”

Alaric skubbede stolen ud og rejste sig. Han sendte et blik rundt i krostuen uden at ænse meget af det han så. Så så han på Galvon. ”Tak for mad sir. Det var pænt af Dem.” Han gik rundt om bordet og forbi ridderen idet han satte kurs mod trappen til etagen ovenpå. Henne ved foden vendte han sig ved lyden af ridderens stemme.

”Alaric!” Galvon drejede sig på stolen og smilede til ham. ”Sig bare du.”

Alaric smilede tilbage. ”Javel sir!” Han fortsatte op ad trappen og ind på det værelse, hvor han havde boet så længe han havde været i Lakeshire. Nu skulle et helt nyt kapitel til at begynde.

”Og det er af yderste vigtighed, at I passer på, hvor I går. Raven Hill er ikke et sted man spøger med.” Dastan undertryggede et fnis, men kommandør Athea Ebonelocke var forsynet med en ualmindelig god hørelse. Hun vendte sig en kvart omgang og gik hen mod synderen. ”Deres navn?”

Dastan glippede med øjnene. ”Dastan, kommandør.”

”Aha, Dastan holder De af Deres liv?” Hendes stemme var kold og fast.

”Meget kommandør, helt bestemt.”

Althea lod blikket glide op og ned af den unge mand med en kritisk mine, før hun fortsatte. ”Godt, så vil jeg råde Dem til at være knap så vittig, når De står ansigt til ansigt med en udød. Ellers kan det meget vel blive Dem, der ler sidst.”

Alaric kunne se, at Dastan kæmpede med sig selv for ikke at smile over kvindens kommentar. Men han forstod udmærket, hvorfor den unge fyr havde leet. Kommandør Athea Ebonlocke havde det bare med at bruge vendinger som kunne misforstås eller som virkede helt forkerte i den pågældende situation. Raven Hill var berygtet for sine spøgelser, altså var det bestemt et sted at ’spøge’ med. Og hvis man lo sidst, var det jo normalt fordi man fik ret i sidste ende.

Det lykkedes Dastan at holde masken længe nok til at kommandøren vendte sig fra ham, og fortsatte sin uddelegering.  Hun stod og noterede på en liste, mens gruppen på 12 unge mænd og kvinder ventede på at blive fordelt i grupper til opgaven.

Turen til Darkshire var forløbet ret begivenhedsløst og havde taget 3- 4 timer i trav. Alaric havde ikke set nogen grund til at rejse hurtigere, medmindre han var løbet på et par gnolls eller en tarantel. De levede vise steder i Redridge Mountains og var på størrelse med en mellemstor hund. Heldigvis kunne man i de fleste tilfælde ride fra dem uden problemer.

Alaric var lige ankommet til byen, da der blev indkaldt til mønstring på torvet. Derfor havde han kun nået at indkvartere sig på kroen og stille hesten i stalden. Afrejsen fra Lakeshire havde forløbet, som han havde regnet med.  Ridder Galvon Stenrose havde givet ham hånden til farvel og en gave, som viste sig at være en medaljon indgraveret med en rose i metallet. Den skulle minde Alaric om sin tid hos ridderen og bekræfte læretiden for folk, som ville sætte spørgsmålstegn ved den.

Han kunne mærke medaljonens kølighed mod sit bryst, mens han stod på torvet og ventede på at blive råbt op. Himlen over ham var mørk og ugennemsigtig, et fænomen som altid herskede i Duskwood. Her virkede det altid som om det var midt om natten, og på samme tid som om at tiden stod stille. Alaric spekulerede kort på, om det kunne have forbindelse til de mange spøgelseshistorier, som sværmede her.

”Dastan, Jenora og Alaric!”

Lyden af hans navn, fik Alaric til at vågne af sine tanker. Han så kort rundt genkendte den uheldige fyr fra før, som vinkede ham hen til sig. Han stod sammen med en ung kvinde med kort mørkt hår og et bestemt drag om munden.

Kommandør Althea kom hen til dem og talte uden at se op fra papiret. ”Jenora, De leder denne gruppe.” Den unge kvinde rankede sig og nikkede stolt, hvorefter kommandøren fortsatte. ”Gruppens opgave er at tage til Raven Hill og finde ud af hvad I kan om de påståede spøgerier. Forstået?”

”Forstået kommandør,” sagde Jenora og slog hælene sammen.

”Udmærket, I må tage af sted med det samme. Kom tilbage så snart I har noget, eller senest ved solnedgang.”

”Forstået,” sagde Jenora igen og sendte så kort sine to gruppemedlemmer et kritisk blik.

Kommandøren nikkede umærkeligt og fortsatte til den næste gruppe.

Jerone gik forrest hen mod staldene og vinkede Dastan og Alaric frem. ”Kom så, vi har meget vi skal nå.”

Alaric så på Dastan, som igen smilede over hele hovedet. ”Hvad er der nu?”

Dastan kiggede på ham, og hans brune øjne klukkede af indestænkt latter. ”Kom tilbage ved solnedgang. Hvordan skal vi kunne se det? Der er jo ingen sol nogen steder.”

Alaric smilede, men blev så alvorlig. Han havde jo ret. Hvordan skulle de kunne holde øje med tiden, hvis de ikke kunne se solen?

”Når I er færdige med jeres tøsefnidder, kan jeg fortælle jer begge, at man fra Raven Hill kan ane en stribe af den oprindelige himmel ude mod vest mod Westfall,” lød Jenoras stemme henne ved staldene. Hun ventede til de to mænd var kommet hen til hende, før hun fortsatte. ”Hvis himlen i vest er mørk, så er solen gået ned, hvis ikke, er det stadig dag. Så enkelt er det.”

Alaric nøjedes med at nikke. Han vidste ikke helt, hvad ha skulle mene om denne pligtopfyldende kvinde. Pæn var hun, men en smule bedrevidende med en snært af snobbet. Han vendte sig mod Dastan, som var ved at sidde op på sin hest. Han var mere en type for Alaric.  Lun, humorsistisk og med et let syn på tingene. Han havde halvlangt brunt hår, redt i midterskilning, og et vindende væsen. Han var også køn, og Alaric forestillede sig, at Dastan havde haft mange kvindelige bejlere gennem årene.

Mens Alaric sad op på sin hest, begyndte Jenora at styre sin ud af stalden. En smule forjaget fulgte han efter Dastan, som med et blik fortalte at han også syntes, at den unge kvinde tog sig lidt for mange friheder.

Der var ingen i Darkshire som bod dem en god rejse eller på anden måde ønskede dem held og lykke. Faktisk virkede Darkshire mest af alt, som en mørk og søvnig soldaterlejr og ikke som en almindelig by. Derfor var Alaric også mere end glad for at slippe væk fra stedet, og dets negative virkning på ham.

Mørket hang omkring dem, næsten som lianer i en jungle, og truede med at indfange de tre ryttere i deres mørke fangarme så snart en af rytterne var uopmærksom. Det eneste lys de havde kom fra den fakkel som Jenora havde været så snarrådig at tage med inden de forlod byen. Derudover havde praktiske mennesker anbragt små blus langs vejen, hvoraf godt halvdelen var slukket, enten på grund af vinden eller fordi de var udbrændt. Hestene steg fremad i rask trav med Jenora forrest, Dastan i midten og Alaric som bagtrop. Alaric kunne se på Dastans kropsholdning at den langsomme fart irriterede ham, men det lod ikke til at han turde sige noget til deres fører. Alaric tog en hurtig beslutning og styrede sin hest op på siden af Jenora.

”Hvorfor rider vi så langsomt? Hestene har bedre af at få rørt sig.”

Jenora vendte sig irriteret mod ham. ”Bliv nede bagved, du er bagtrop.” Alaric glippede, da han hørte det, og hun gjorde en pause. ”Hvad angår farten, er dette den mest hensigtsmæssige for ikke at tiltrække unødige forfølgere.”

”En spion har da meget større mulighed for at finde os, når vi bevæger os af sted med sneglefart,” råbte Dastan bagved. Han stemme dirrede af irritation.

Jenora vendte sig om og sendte ham et vredt blik. ”Du vover altså at sætte dig imod mine ordrer?”

Dastan gengældte blikket. ”Ja, når de er latterlige!”

Alaric kunne se Jenoras ansigtsfarve skifte og blive rødlig. Hun stoppede op og styrede hesten rundt. Et øjeblik efter var hun henne ved Dastan. ”Du ønsker måske en tvekamp, for at se hvem af os der er stærkest? Hvis du vinder, kan du få lov at lede os på vildspor, hvis du vil.”

”Jeg knækker dig som en tør kvist,” hvæsede Dastan og gjorde mine til at stige ned fra hesten. ”Alaric jeg skal lige banke kommantørimmitatoren.”

Alaric var stoppet op, da Jenora var vendt om og så nu intet andet for, end at bryde ind. ”Nej stop begge to! Det der kommer der ikke noget godt ud af.”

”Jo,” svarede Dastan,” jeg får lov til at ommøblere fjæset på den selvfede kælling.” Jenora gispede, og et øjeblik lod hun ikke til at vide hvad hun skulle gøre. Dastan var tilsyneladende mere vred på hende, end hun først havde troet.

”Slap dog af Dastan.” sagde Alaric. ”Skal der virkelig ikke mere til? Tøsen siger to ord til dig i en kommanderende tone, og straks er du klar til at lege ork mod menneske med hende? Det havde jeg ærlig talt ikke ventet.”

Dastan tøvede og så på ham, stadig skulende mod Jerona. ”Hvad havde du da ventet?”

Alaric trak på skuldrene. ”Måske at du kunne rumme mere. At du kunne lade Jenora have det som hun ville, og så måske vente med at forsøge at smadre hende til senere.”

”Det er min skyld.” De to mænd så på Jenora. Hendes ansigt var fyldt med tvivl, men havde stadig sine bestemte træk. ”Jeg forsøgte at være mere kommanderende end jeg har lov til. Det undskylder jeg for.” Hun så på Dastan og tilføjede. ”Selvom jeg til enhver tid kunne lægge dig ned i en arm splejs.” Noget der mindede om et smil viste sig i hendes ene mundvig. Dastan mærkede kort, hvordan lysten til at svare igen meldte sig, men bestemte sig så for at lade være, da diskussionen lod til at være slut.

Jenora styrede hesten tilbage til Alaric og så på dem begge. ”Hvad er så jeres forslag?” Hendes stemme var bydende, selvom det var let at se, at det var svært for hende.

”Lad os sætte hestene i galop det sidste stykke,” foreslog Alaric. ”Vi har allerede taget de forholdsregler vi kan på denne tur, og så vidt jeg ved er vi heller ikke langt fra Raven Hill længere.

Dastan rystede på hovedet. ”Vi passerede Yorgens gård for et stykke tid siden. Derfra er der ikke mere end en halv time til Raven Hill. Mindre hvis vi galoperer.”

Jenora så på dem begge, mens hun tænkte. Kort efter klaskede hun hænderne sammen og nikkede. ”Fint, så lad os gøre det. Så kan vi også komme i gang med selve opgaven.”

Jenora satte hælene i siden på hesten og fortsatte ud ad vejen i galop. Dastan fulgte smilende med og Alaric ventede til han var kommet forbi, før han selv dannede bagtrop. I krattet rundt langs vejkanten flyttede udøde øjne deres blikke, hvorefter skikkelser krøb gennem skovbunden i retning mod Raven Hill.

Raven Hill var ikke som Alaric havde troet. Det var tydeligt, at her engang havde været en mindre by, men der var ikke meget civiliseret over resterne af de for længst forladte huse, som var placeret rundt om et lille torv med et udtørret springvand i midten. Alaric tøjrede hesten og gik over det våde mørke græs, som dækkede jorden, hvor der ikke var stier. Han så frem for sig, og så at Jenora var begyndt at undersøge det nærmeste hus. Dastan stod henne ved springvandet og undersøgte om der kunne være en enkelt mundfuld vand tilbage i det nederste bassin. Alaric trak på ssmilebåndet og udså sig et hus til venstre for sig. Han gik indenfor og mærkede straks den kolde umærkelige fornemmelse af død. Huset var stort og i to etager. Det kunne have tilhørt en mindre familie. Stadig påvirket af kulden, men samtidig bundet af sin opgave tvang Alaric sig til at gå længere ind i huset. Han gik hen til trappen og trådte op på det første trin.

Dastan hørte først de hviskende stemmer længe efter, at det var for sent. Han stod foroverbøjet over springvandets bassin i færd med at skrab en inskription fri for alger, da han pludselig mærkede et ublidt skub. Dastan rettede sig irriteret op, og vendte sig, idet han skulle til at lære Jenora, at man ikke laver sjov på den måde. Hans ansigt blev hvidt, da hans øjne mødte de tomme huler hos den udøde, som stod ved siden af ham. Febrilsk trak han sit sværd, samtidig med at han forgæves forsøgte at springe baglæns op på bassinkanten, væk fra faren. Dastans støvle gled og han landede hårdt på kantens stenunderlag. Med et sving med sværdet lykkedes det ham at komme nogenlunde på afstand fra den udøde, som grinede med sine skelettænder mod ham. Dastan fortsatte bagud, med sværdet svingene foran sig som en udbrændt fakkel. Han råbte på Jenora og Alaric i håb om at de kunne høre ham, men han var ikke klar over hvor langt væk de præcist var. Væggen på det nærmeste hus gjorde en ende på hans gang, og Dastan var nu tvunget til at forsvare sig. Den udøde kom stadig tættere på og hævede hånde til slag. Dastan parerede og erfarede at den hårde knogle var så robust som en kampstav. Den udøde gjorde endnu et udfald mod ham, og han undveg med nød og næppe. Dastans blik blev forvirret af de endeløse tomme huler i den udødes kranie. De var som grotter fyldt med hemmeligheder, og havde en dragende virkning på ham. Pludselig mærkede han en brændende smerte i sin venstre skulder. Dastan skreg og fægtede vildt foran sig med sværdet. I det samme udstødte den udøde et øresønderrivende skrig og faldt om. Hovedet rullede nogle meter væk fra kroppen og Dastan så på sin redningsmand. ”Skild hovedet fra kroppen, sagde min læremester altid ,” sagde Jenora. ”Så er de udøde meget mere medgørlige. Vi må hellere se at blive færdige, så vi kan få nogen til at kigge på din skade.”

Dastan så på sin venstre skulder og blodet som flød ud og farvede hans indertrøje og rustning rød. Så vendte han igen opmærksomheden mod Jenora, og gispede. Hun rynkede panden.

”Hvad er der?”

Dastan pegede på et punkt bag hende, hvor flere udøde var dukket frem fra skyggerne. Bag de øvrige huse kom stadig flere til syne. ”Vi er omringet!”

Alaric var nået op på overetagen og var faldet over et gammelt mølædt skab, som stod i det ene hjørne. Lågen var faldet af sine hængsler, da han prøvede at åbne det, og inde i skabet lå der gammelt tøj og nogle værdiløse smykker. Han rodede tingene igennem i håbet om at finde noget, med bare den mindste interesse. Mens han var ved at gennem rode en gammel kjole for skjulte lommer, faldt en snavset konvolut ud af kjolen og ned på gulvet. Alaric smed kjolen hen i et hjørne og tog konvolutten op i hænderne. I samme øjeblik hørte han Dastans stemme et sted ude fra. Han gemte hurtigt konvolutten i en af sine lommer og skyndte sig ud af rummet.

”Jeg kommer Dastan!” råbte han, mens han løb hen mod trappen. Da han var nået et par trin ned kapitulerede det gamle mølædte træværk og det bræt som holdt trappen oppe knækkede med en tør lyd. Alaric skreg, da trappen faldt sammen og landede hårdt på stengulvet. Han ømmede sig et øjeblik, men kom derefter på benene og fortsatte ud ad døren.

Synet der mødte ham kunne have givet inspiration til utallige spøgelseshistorier mange år ud i fremtiden. Dastan stod lænet op ad muren til det nærmeste hus med hånden presset beskyttende mod sin blødende skulder. Jenora stod med sværdet draget, vild i blikket og holdt øje med de fremad gående udøde, hvis antal blev større og større. Det tog Alaric to sekunder at bestemme sig, hvorefter han med sværdet draget og et krigshyl, så frygtindgydende, at selv Jenora krympede sig ved lyden, satte i løb hen mod den nærmeste flok udøde. Sir Galvon Stenrose, havde især lært ham om kamp med de udøde. At et skarpt sværd ikke var nok, hvis man ville fra kamppladsen som sejrherre. De fleste udødes skeletter var hårde som egetræer og selv de halvrådne zombier rejste sig igen efter et kraftigt slag med et nyslebet sværd.

”Gå efter hovedet!” skreg Jenora bag ham, og han gjorde som hun sagde. Jenora sluttede sig til ham, og snart begyndte udøde lig med afhuggede hoveder at fylde pladsen på Raven Hill. De to krigere kæmpede godt sammen og mere end en gang opdagede Alaric at det var Jenoras sværd som havde pareret en angribers udfald mod ham.

”Der kommer flere!” råbte Dastan febrilsk og løb frem for at hjælpe sine venner. Jenora så det og råbte: ”Nej Dastan, hent hestene, vi må væk før de bliver for mange.” Dastan kom hen på siden af hende, og sendte hende et trodsigt blik, mens han gjorde et udfald mod en af angriberne med sit sværd.

”Jeg mener det Dastan, det er det eneste rigtige. Vil du måske dø her? Og såret!” Alaric svang sit sværd og huggede hovedet af den udød, som havde været tæt på at hugge Jenoras underarm af.

”Gem jeres mundhuggeri til senere gider I?”

Dastan sendte dem begge et beslutsomt blik og løb derefter tilbage efter hestene. Det føltes som en evighed, før de igen hørte hans stemme. ”Så er det nu!”

Synkront vendte Alaric og Jenora sig og løb tilbage mod hestene. Hæren af udøde fortsatte ufortrødent fremad, men i et langsommere tempo end de løbende. Deres dragende hviskende stemmer fyldte luften og legede med de ubudnes tanker om at vende om og lade dem overgive sig til de dødes hær. Alaric puffede hårdt til Jenora, da hun kort stoppede, i vildrede med sine tanker. Stemmerne var tæt på at narre hende, men smerten ved skubbet bragte hende tilbage til virkeligheden.

”Skynd jer!” råbte Dastan, mens hans hest dansede på vejen som ledte væk fra Raven Hill. Alaric svang sig i sadlen og et øjeblik efter kom Jenora på plads.

”Fuld galop tilbage til Darkshire!” skreg hun og stødte hælene hårdt i siden på sin hest. Snart var de tre venner et godt stykke fra Raven Hill, og hæren af udøde undrede sig stadig over, hvor deres festmåltid blev af.

Det tabte brev: Kapitel 2: Katedralen

”Efter hvad jeg kan se, er der ingen tvivl.” Ypperstepræsten vendte blikket mod den skrøbeligt udseende dreng og så på ham hen over de halvmåneformede brilleglas. Der var lige dele beundring og medfølelse i hans blik. Torn kiggede tilbage efter endnu engang at have ladet blikket sejle henført rundt langs katedralens høje lofthvælvinger. De sad i biblioteket, væk fra messeområdet så der var mulighed for at tale sammen i stilhed. Ved siden af Torn sad fru Dana med hænderne i skødet og blikket skiftevis på ypperstepræsten og den lille dreng. Ved synet af Torns rådvildhed lagde hun langsomt en hånd på hans skulder.

”Forstår du hvad Ypperstepræst Darion fortæller dig?” spurgte fru Dana. Torn vendte sig mod hende og det hun så i hans øjne viste mere end blot rådvildhed. Drengen var helt og fuldt ude af stand til at forstå, hvad der var sket.

Ypperstepræsten rejste sig og gik de få skridt rundt om bordet de sad ved, hen ved siden af ham. ”Det jeg prøver at fortælle dig min ven,” sagde han med venlig stemme, ”er, at det var dig, som hjalp Alaric ude i skoven. Det er din fortjeneste, at han ikke har så meget som en eneste skramme efter ulvene.”

Torn så på ypperstepræsten og begyndte lidt efter at ryste på hovedet. ”Nej, det var hende kvinden, der hjalp ham. Jeg så det selv. Jeg gemte mig, fordi jeg var bange. Det er ikke mig der har gjort noget.” Han vendte sig mod fru Dana og flyttede uroligt på sig. ”Kan vi ikke tage tilbage til børnehjemmet nu? Alaric savner os sikkert.”

Fru Dana så på Ypperstepræsten med et forvirret blik, men den gamle mand smilede blot.

”Jovist må du tage hjem til din ven,” sagde han, ”men jeg ønsker at du skal kende dit sande jeg inden du forlader dette rum.” Ypperstepræst Darion havde ikke hævet stemmen, men der var alligevel noget i sætningen, som fik Torn til at lytte.

Han vendte sig på stolen. ”Mit sande jeg?”

Darion smilede og nikkede, hvorefter han rejste sig og gik hen til den nærmeste bogreol. Han trak en tilsyneladende tilfældig bog ud fra den midterste hylde og kom tilbage til de to ved bordet.

”Torn,” sagde han med let højtidelig mine. ”Du har medfødte evner til at blive præst. Det var på grund af disse evner, at du på mirakuløs vis helede din ven i skoven. Nej, du skal ikke ryste på hovedet for det er sandheden. Da du så at din ven var i fare, gik dine medfødte evner i gang, og du helbredte ham uden at vide, at det kom fra dig. Du frembragte lysglimtet og reddede Alaric fra døden.”

Torn så på Darion med åben mund. Han var stadig ikke sikker på, om han forstod, hvad manden ville fortælle ham. ”Men hvordan kan De være så sikker herre?”

Darion smilede og satte sig på hug foran drengen. ”Sig du bare du min ven. Hvis du indvilliger får vi to meget mere med hinanden at gøre i fremtiden.”

Torn glippede forvirret med øjnene. ”Hvad mener De, jeg mener du?” Han vendte sig mod fru Dana. ”Hvad mener han med det fru Dana?”

Fru Dana så på ypperstepræsten, som gjorde en gestus til at hun måtte fortsætte. Hun så på Torn. ”Stormwinds præster ønsker at tage dig lære, og undervise dig i helingens kunst. Det er en stor ære at komme i lære så tidligt. De fleste præster begynder først deres læretid, når de er myndige.”

Torn slog blikket ned og prøvede at samle sine tanker. ”Men hvad så med Alaric? Så ser jeg ham måske aldrig mere.”

”Din ven skal du ikke bekymre dig om,” lød ypperstepræstens stemme fra den anden side af bordet. ”Da du endnu ikke er myndig, tilbyder vi at undervise dig her i biblioteket om dagen. Når du ikke får undervisning kan du frit opholde dig på børnehjemmet som du plejer.”

Fru Dana nikkede og rakte en udglattende hånd ud mod Torn. ”Du bliver selvfølgelig hos os, indtil du er gammel nok til at tage vare på dig selv.”

Torn nikkede og brugte noget tid på at samle sine tanker. Han forstod ikke mange af de ord, som fru Dana og Ypperstepræst Darion brugte, men han forstod dog, at dette valg kunne ændre hele hans liv. Han kunne få undervisning i de evner, som hr. Darion påstod at han havde og samtidig blive sammen med Alaric på børnehjemmet og lege, når der ikke var undervisning. Eller han kunne sige nej og lade sit liv fortsætte som det havde gjort hidtil. Med folk, som kaldte ham grimme ting på gaden og piger, som hellere ville kysse en rådden gris end at ses sammen med ham.

”Ja min lille ven, det er i sandhed et stort og svært valg. Tag dig endelig god tid.”

Torn løftede blikket og så på hr. Darion ved lyden af hans stemme.

”Jeg vil gerne,” sagde han. Lyden af ordene lød underligt i det højloftede rum. Næsten som om de blev sagt gennem et lydskjold eller i en drøm. Torn så smilene på både ypperstepræstens og fru Danas ansigter og forstod pludselig, at denne dag og dette tidspunkt ville være noget, som han aldrig i sit liv ville glemme.

Torn løb i forvejen den korte vej fra katedralen til børnehjemmet, mens fru Dana takkede og sagde farvel til ypperstepræsten på katedralens store marmortrappe. Efter at han havde sagt ja til præsternes tilbud, havde Torn ikke rigtig hørt efter, hvad de voksne talte om. Hans hoved var alt for fyldt af drømme om heltegerninger og tanker om hvad fremtiden ville bringe. Det bedste af det hele var, at han stadig kunne være sammen med Alaric og lege og lave sjov, som de aldrig havde gjort. Og når Torn havde lært noget mere heling, kunne de opsøge ulvene igen og så kunne han hele Alaric igen og igen, mens vennen bankede rovdyrene sønder og sammen.

Der gik nogle minutter fra da Torn var kommet tilbage til børnehjemmet til han forstod, at hans bedste ven slet ikke var hjemme. Dette satte et lille skår i glæden og Torn satte sig afventende ved langbordet og begyndte at lege med en lille top af træ, som han havde i lommen. Han havde fået den af en af håndværkerne i byen på en af de heldige dage. De mere velstående mennesker i Stormwind gav somme tider små gaver til børnene på børnehjemmet. Nogen gange var det næsten ubrugelige ting, som et afrevet dukkehoved eller en tom vinflaske, men andre gange kunne man være heldig at få ting, som for eksempel denne top af træ.

Indgangsdøren fløj op og hamrede ind i væggen, så Torn var lige ved at falde ned af stolen af forskrækkelse. Han vendte sig, og så det største smil, han nogensinde havde set plantet lige midt i sin bedste vens ansigt.

”Alaric! Hvor har du været? Hvad er der sket?”

Alaric grinede og satte sig på stolen ved siden af Torn. Udenfor kunne Torn se fru Dana stå og snakke med en ung kvinde. Hun virkede lidt bekendt, men nåede ikke at tænke længere over det, før Alaric trak ham i skulderen.

”Ved du hvad jeg skal?” Hans øjne lyste og det var let at se, at drengen var ved at sprænges for at få lov at fortælle nyheden.

”Nej, hvad skal du?”

Alaric forsøgte at holde en kunstpause for at trække spændingen ud, men måtte til sidst opgive. ”Jeg skal i lære! Som kriger!”

”Kriger?” Ordet lod et øjeblik helt fremmed for Torn. Han så igen på sin ven i håb om at få mere at vide.

”Ja mand! Som kriger for Stormwind, og Kong Varian! Fru Helene er allerede ved at aftale det hele med fru Dana.” Han pegede ud gennem den åbne dør på de to kvinder på pladsen foran børnehjemmet. ”Det er hende der hjalp os i skoven.”

Nu vidste Torn hvorfor kvinden havde forekommet ham bekendt. Selvfølgelig. Det var jo troldkvinden, som havde sørget for at drengene kom tilbage til gruppen. Men der var noget som ikke stemte. Han så på Alaric.

”Men fru Helene er ikke kriger. Hun er troldkvinde. Det sagde hun selv. Hvordan kan du komme i lære som kriger hos en troldkvinde?”

Alaric slog en latter op så høj, at adskillige at de andre børn i rummet vendte sig mod lyden. ”Nej din klovn, det er da ikke hende, jeg skal i lære hos. Det er hendes bror!”

Torn glippede med øjnene. ”Hendes bror?”

”Ja! Sir Galvon Stenrose. Han er kendt over hele Azeroth som en af Kong Varians mest trofaste og loyale riddere.”

Torn havde svært ved at dele Alarics glæde. ”Og han søger lærlinge?”

”Ja! Altså kom nu ind i kampen Torn. Du sidder bare her og hænger. Du kunne da godt være lidt glad for at din bedste ven endelig har en chance for at blive til noget.”

Torn nikkede fladt. ”Ja, selvfølgelig. Tillykke Alaric.” Det lykkedes for ham at mønstre et smil, så Alaric ikke kom med flere underlige kommentarer.

Da fru Dana kom ind lidt efter, søgte hun Alaric for at sætte ham mere ind i det som hun og fru Helene havde aftalt. Han indlevede sig så meget, at han snart glemte Torn, som besluttede sig for at gå tidligt i seng. Egentlig forstod han godt Alarics glæde. Han havde jo selv følt det samme, da sandheden om hans egen fremtid var gået op for ham. Men Alaric havde bare en evne til at føre al opmærksomheden på ham selv og glemme alt andet. Torn manglede endnu at fortælle om sit besøg i katedralen.

Mørket var blevet tættere, da han endelig hørte Alaric på stigen. Den lyshårede dreng sendte sin ven et smil, hvorefter han trak tøjet af og lagde sig i sengen ved siden af Torns.

”Jeg bliver hentet i morgen tidlig,” sagde han glad og med en let gådefuld klang. ”Hvor er jeg spændt på at se ham rigtigt. En rigtig ridder.”

Torn anede ikke hvad han skulle sige. Skulle han svare, eller lade som ingenting? ”Kommer du og besøger os igen?”

Spørgsmålet kom bag på Alaric, og han vendte sig om mod sin ven. Deres øjne mødtes. ”Det gør jeg nok. En dag. Jeg ved det ikke helt. Fru Dana siger, at jeg skal rejse til Redridge Mountains med ham. Jeg ved ikke hvor langt væk det er herfra.”

”Er du bange?” spurgte Torn

Alaric rystede på hovedet. ”Nej, jeg har jo en stor og stærk ridder til at beskytte mig.” Han satte sig op i sengen og slog sig kækt for brystet med en højtidelig mine. ”For Kong Varian af Stormwind!”

Torn smilede et glædesløst smil og lagde sig om på siden med hovedet ind mod væggen. Han var lige pludselig blevet meget træt.

”Det bliver vildt spændende at skulle ud og opleve verden,” blev Alaric ved. ”Tror du ikke også Torn? Torn?”

Næste morgen blev de to drenge vækket meget tidligt af frøken Nelle, som havde lavet morgenmad specielt til dem. Alaric skulle mødes med sin læremester ved morgengry foran katedralen, og Torn skulle påbegynde sin læretid i biblioteket på samme tidspunkt. Det nagede Torn en smule, at han stadig ikke havde fået sagt et ord om det hele til Alaric. Men det var svært. Især fordi det hele blev drejet om på Alaric, så snart han åbnede munden.

”Godmorgen frøken Nelle,” sagde Alaric, da de kom ned til langbordet. Han satte sig forventningsfuldt til bords og gik i gang med at spise.

”Godmorgen lille ridder,” smilede hun og sendte også Torn et smil. ”I kan ellers tro, at Stormwinds skrivere står i kø for at skrive om jer i disse dage.”

Alaric nikkede og stak Torn en albue i siden. ”Vi er jo også værd at skrive om ikke Torn.”

”Bestemt,” svarede han med et nik, og ignorerede frøken Nelles forvirrede udtryk. Han trak lidt til sin mad og opdagede først lidt efter, at Alaric kiggede på ham. ”Hvad er der?” surgte han.

”Jeg spurgte bare hvorfor du også var stået op nu, selvom det kun er mig der bliver hentet, men hvis du stadig er sur, så kan det også være lige meget.”

Torn så tilbage på ham, og fangede så frøken Nelles blik, mens hun tog en stol ned fra den anden side af bordet. Hun vidste hvad han skulle, men Alaric vidste det ikke. Det var derfor hun så så forvirret ud.

”Jeg ville bare sige farvel til dig. Du er jo min bedste ven Alaric.” Han smilede, og det nåede hans øjne. Alaric holdt op med at spise og vendte sig mod ham. Torn kunne se, at vennens øjne var våde i krogene og i næste øjeblik var han nær ved at blive kvalt i et voldsomt knus og en efterfølgende hulkende Alaric på sin skulder. Torn gengældte knuset og lukkede sine øjne. Det var tydeligt at Alaric ikke regnede med at vende tilbage til Stormwind foreløbig.

Morgenmaden blev afbrudt af tre taktfaste slag på døren. Frøken Nelle lukkede op og trådte til side for manden på den anden side. Han trådte ind i varmen, mens han nysgerrigt lod blikket svæve rundt i rummet. Derefter faldt hans blik på de to drenge ved bordet.

”Hvem af jer er Alaric?” spurgte manden med fyldig stemme.

Alaric lod sig glide ned fra stolen og trådte et skridt frem. Torn kunne se, at han rystede en smule, måske af nervøsitet. ”Det er mig herre.” sagde han med en stemme som kun var en brøkdel af, hvad den havde været aftenen før.

”Så må jeg hellere præsentere mig,” sagde manden. ”Jeg er Galvon, blandt venner kaldet Gav, uvist af hvilken grund. Jeg er Helenes bror. Jeg er sikker på at hun har sørget for at du er blevet sat ind i det fornødne?”

Alaric nikkede usikkert og så på frøken Nelle i håb om lidt hjælp. Hun sendte ridderen et smil og så så på Alaric. ”Gå op og pak dine ting min ven, og kom så ud foran. Jeg synes, jeg hørte hestetrav.”

Galvon nikkede. ”Jeg håber ikke at du er bange for heste min ven. Vi skal ride langt i dag.”

Alaric nikkede af bare overvældelse og kravlede op ad stigen til sovesalen efter sine ting. Torn så efter ham med blandede følelser og fulgte efter frøken Nelle, da hun og ridderen gik udenfor. Han så på ridderen, som han stod ved sin hest i det tiltagende morgenlys. Manden var høj og muskuløs med brede skuldre og en kraftig kæbe. Hans øjne var små og beslutsomme og panden let rynket i noget der kunne tolkes som forventning. Hans hår var, som hans søsters, lyst, og bølgede blødt om hans hoved ned til skuldrene. Han havde skæg, både på overlæben og på hagen, og udstrålede alt hvad torn i sit liv havde forbundet med en ridder. Et langt blankt sværd hang ved hans venstre side. Torn tænkte et øjeblik på, hvilke rædsler dette sværd, mon havde kæmpet mod. Måske en farlig ork eller en af de underlige tyrefolk, som sagdes at skulle leve i det centrale Kalimdor. Måske endda en drage!

Alaric kom ud ad døren med sin ransel og bragte samtidig Torn tilbage til virkeligheden. Han smilede til sin ven, idet de gav hinanden et sidste knus. Alaric trådte tilbage og så på sin skåbeligt udseende ven med det viltre hår. ”Pas nu godt på dig selv,” sagde han. Torn kunne se, at han stadig havde tårer i øjnene. ”Jeg er sikker på, at du kommer til at udrette noget stort.”

Torn smilede og mærkede sine egne øjne blive våde. Han gik frem og omfavnede sin bedste ven igen. Nu gjorde det ikke noget, at han aldrig fik fortalt om mødet med ypperstepræsten. Noget sagde ham, at Alaric allerede vidste besked.

Ridderen rømmede sig og trak vennerne ud af deres afsked. Alaric gik over mod hesten, mens han sendte endnu et blik mod Torn og frøken Nelle. Frøken Nelle skuttede sig lidt i den kølige morgenluft og trak Torn ind til sig, som en mor til sit barn. Ridderen anbragte Alarics ransel i en af saddeltaskerne og hjalp derefter Alaric op på hestens ryg. Med en hilsen mod de to tilskuere svang Sir Galvon Stenrose sig op på sin ganger og sikrede sig derefter, at Alaric sad godt og sikkert foran ham.

”Hvis du får det dårligt så læn dig langs Minkas hals. Føl hestens rytme og varme i dig selv. Så vil det gå over.”

Alaric nikkede forstående og lænede sig ind over hestens manke. Han sendte Torn et sidste smil, inden ridderen satte hesten i fart og lyden af hovslag fyldte Stormwinds dugvåde gader.

Torn fældede endnu en tåre, mens han så sin ven forsvinde ud af pladsen foran katedralen. Frøken Nelle blev opmærksom og gav ham et klem og et opmuntrende smil. Hun vendte ham mod katedralen, og Torn så pludselig Ypperstepræst Darion stå og vente op ham for enden af marmortrappen. Løftet, som af en overnaturlig kraft gik Torn op ad trappen, mens han smilede gennem tårer. Frøken Nelle blev ståede, indtil han var helt oppe ved indgangen, og vinkede, hvorefter hun gik tilbage mod børnehjemmet i lyset fra dagens første solstråler.